Dorthe Kandi: Giv slip på kontrollen

Forleden kom jeg hjem fra arbejde efter kl. 18. Vi havde intet i køleskabet, og ingen havde ligesom tænkt på, hvad vi skulle spise til aftensmad. Min mand sad i sofaen – han var kommert hjem kort før mig – og han var overbevist om, at jeg da nok havde tænkt på noget mad. Det havde jeg ikke. For jeg har besluttet, at jeg ikke gider stå for det meste mere. GIDER IKKE.

Når min mand regner med, at jeg har noget i ærmet, er det jo ikke, fordi han er doven og træls, men fordi han har oplevet det masser af gange – altså at jeg tager initiativet. Men helt ærligt også fordi det er dejlig nemt for ham. Han laver ofte mad, men vil meget gerne have, at jeg beslutter, hvad vi skal spise.

Jeg har de senere år oplevet større og større modvilje i mig selv mod at være projektleder i familien. Jeg gider ikke, fordi jeg alt for tit bander indvendig over det, og er der noget værre end at have martyr-stemmen kørende inde i hovedet ... og endnu værre: Martyr-minen på og sukke over de andre? Det gider jeg SLET ikke.

Så jeg prøver virkelig at melde ud, at det gør jeg ikke længere. At jeg har givet slip på kontrollen med alt – eller i hvert fald med meget af den.

Det sjove er, at det dér med at være ”projektleder for hele familien” klæber stædigt til mig – som et stykke fedtet plaster under skoen.

LÆS OGSÅ: Dorthe Kandi: Søstersolidaritet - findes det stadig?

Jeg har sagt det højt. Jeg har prøvet at vente, til nogle andre tager initiativet til at skifte sengetøjet og købe rugbrød. Jeg er blevet sur. Ligeglad. Hidsig. Afventende. Det er en tung vane at ændre. Ikke kun for mig selv.

Men jeg holder fast. For jeg GIDER slet ikke blive bittersur.

Jeg gider heller ikke lave lister. Det gjorde min mor. Jeg husker hver anden weekend, når hun havde vagt. Så sad min far og jeg og spiste morgenmad og læste aviser i timevis. Hyggeligt. Mens der lå en liste på bordet, hvor der stod: Hæng vasketøjet op, slå græs, støvsug, og køb mælk.

Vi ventede til sidste øjeblik, så stæsede vi rundt for at nå, hvad ”mor” havde bestilt.

I dag griner vi ad det. Men jeg husker også, min mor brokkede sig over, at hun altid skulle bede om hjælp til rengøring, madlavning, indkøb og så videre. Jeg fattede det ikke. Kunne hun ikke bare sige, hvad vi skulle gøre, så gjorde vi det jo? I dag hader jeg selv den sætning: Kan du ikke bare be’ om det ..? Nej. For skal jeg det, er det jo stadig mig, der har ansvaret for at holde styr på, hvad der mangler i køleskabet, planlægge, hvad vi skal spise, og beslutte, hvor store nullermænd vi vil bo sammen med.

Synes du, det lyder som klynk? Måske. Det synes jeg også lidt selv. Men jeg håber, der kan ske det samme som med mit behov for gaver.

I mange år ønskede jeg en gave fra min mand til jul OG fødselsdag. Det skulle selvfølgelig helst være en gave, der udtrykte, at han så mig – kendte mig og mine behov. Det var nærmest umuligt, syntes han. Så opgav jeg først julegaverne – har nemlig fødselsdag en uge efter jul – og så var det, jeg tænkte, at én gave om året måske var mere overkommeligt. Det gik ikke så godt. Nogle år gik det fantastisk, men andre ...

Så gav jeg slip. Helt slip. Sagde, at gaver var droppet. Helt.

Sidste år købte jeg et smukt billede til mig selv i begyndelsen af december. Juleaften fik jeg et par smukke øreringe. I fødselsdagsgave en uge senere en virkelig lækker taske!

Så det dér med at give slip fungerede fremragende med gaver. Måske fordi jeg slap forventningerne. Nu er spørgsmålet bare, hvordan jeg får familien til at slippe forventningerne om, at jeg er praktisk projektleder? Tips modtages, for indtil videre får vi som regel takeaway i stedet, når jeg ikke har planlagt aftensmaden.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk