Men det er jeg ikke. For det første fordi jeg ikke tror på det. Jeg har masser af sexappeal, jeg er sikker på, at hvis jeg ville tilbringe lidt tid på Tinder, så ville jeg også få opmærksomhed og sexede tilbud.For det andet så bliver jeg mere og mere ligeglad med andres mening om mig og mit udseende. Og det kan jeg jo så bare være tilfreds med – men da jeg forleden læste en anden kvinde fortælle, hvordan hun, som var i 50’erne, oplevede det som et tab, at hun ikke på samme måde som tidligere blev bekræftet på sit udseende i det offentlige rum, så blev jeg irriteret. Meget irriteret. Jeg begyndte en samtale inde i mig selv om, hvor latterligt det er, at skønne, smukke, kloge, dejlige, sjove kvinder tilsyneladende alligevel har brug for et mandligt blik for at føle sig attraktive. Jeg fik lyst til at råbe, at kvinder skal droppe denne anglen efter anerkendelse. Og jeg tænkte, at det er et udtryk for manglende frigørelse og selvværd og så videre. Indtil jeg heldigvis fik stoppet mig selv. LÆS OGSÅ:
Er jeg i panikalderen? ”Når man dømmer andre, så kan det være en rigtig god idé at tænkte over, hvad det egentlig er, der provokerer én”, sagde en klog kvinde til mig forleden. Og det råd kan bruges, hver gang man tænker noget negativt om andre eller om sig selv.Jeg mener virkelig fra hjertet, at jeg ikke har brug for at blive fløjtet efter på gaden, og jeg vil absolut helst være fri for, at en flok stilladsarbejdere råbende gør opmærksom på, at de ”ku’ godt”. Men når jeg tænker over det, så udelukker det at hvile i sig selv ikke, at man kan sætte pris på andres anerkendelse (hvilket ikke er det samme som at blive fløjtet efter i mine øjne). Jeg bliver jo for eksempel meget, meget glad for komplimenter for mit udseende fra mine søde kolleger, som er fantastiske til at fortælle mig, når de synes, jeg ser godt ud i min nye kjole eller med rød læbestift og så videre. Der er intet galt i at ønske sig anerkendelse, tænker jeg. Det har vi vel alle brug for.
Så hvad er det mon egentlig, der provokerer mig ved dette ”tab” af sexappeal, som nogle mener, vi oplever, når vi bliver ældre? Måske er det netop det, at vi føler, vi bliver mindre attraktive, bare fordi vi ikke længere er helt unge og sprøde. For jo, det er smukt at være ung og sprød. Men for mig er det også smukt at være moden og blød (og saftig). Men at vi hænger vores appeal op på, hvorvidt tilfældige mænd kigger på os eller ej, er i mine øjne humlen ved problemet. Vi er og eksisterer i høj grad uden andres (seksuelle) blik på os. Det skal vi huske på.
Det betyder ikke, at vi så ikke kan nyde at få et uventet kompliment fra en, vi går forbi på gaden, eller at vi ikke skal kaste os glade ud i at flirte med den søde ostehandler på hjørnet. Men lad os droppe forestillingen om, at hvis andre ikke ser os på en bestemt måde, så er vi det ikke, hvad enten ”det” er sexet eller sød.
Vi er lige, hvad vi selv synes, vi er – og når vi tror på det, så kan andre også se det, hvis det skulle være det, vi har lyst til.
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser
