Selvudvikling

Dokumentar: Hvem kan elske et monster?

af Isabella Hindkjær 13. januar 2015
foto: Shutterstock
De har voldtaget, myrdet og tortureret. Alligevel får massemordere som Peter Lundin og Anders Breivik stakkevis af kærlighedserklæringer, mens de sidder i fængsel. Hvad foregår der egentlig inde i hovedet på kvinder, der skriver? Læs med her!

Overvej følgende: Ville du drikke en kop kaffe med Peter Lundin? Eller spise middag med Josef Fritzl? Hvad med at tilbringe en nat i Anders Breiviks celle?Her vil de fleste af os nok svare noget i stil med: "Aldrig i livet!". Men ikke alle. For i modsætning til mange almindelige mænd har disse tre nemlig ingen problemer med at få kvindernes opmærksomhed.Tilsammen har den danske morder, den østrigske incestforbryder og den norske Utøya-terrorist fået flere tusinde kærlighedserklæringer fra kvinder, der vil giftes med dem, have sex med dem - ja, endda være mødre til deres børn. Og noget tyder på, at der findes flere af den slags kvinder, end man måske skulle tro.For eksempel viser en hurtig internetsøgning, at der findes et marked for kvinder, der målrettet går efter at komme i kontakt med kriminelle. Hjemmesider som writeaprisoner.com og meet-an-inmate.com opdateres løbende med kontaktannoncer fra indsatte over hele USA, der leder efter en kvinde uden for murene.Her kan du finde alt fra bankrøvere til massemordere på dødsgangen. Kontaktannoncerne er kategoriseret efter højde, alder, race, dom, stjernetegn, og et par klik på siden prisonpenpals.com leder mig hurtigt hen til Brian fra Californien. Han er 172 centimeter høj, født i 1965, og på et grynet billede sidder der en mørkhåret mand i en blå fangedragt og skuler ondt. Han har buskede øjenbryn, et vældigt overskæg og en stor tatovering midt i panden, hvor der står "Hell Bound". Kontaktannoncen oplyser, at han afsoner en livstidsdom for mord. Brian er altså ikke min type, konstaterer jeg og lukker siden ned. Men hvis kvinder som du og jeg ikke i vores vildeste fantasi ville kunne falde for Lundin, Breivik - eller Brian fra Californien - hvem kan så?

Syge kvinder - stærke mænd?

Der kan være mange årsager til, at kvinder lader sig drage af forbrydere. Men når en kvinde bevidst opsøger en massemorder og forelsker sig i ham, er der næsten altid noget galt. Det mener forhenværende chefpsykolog, professor, dr.med. Jørgen Halberg Beckmann. "Jeg opfatter det klart som et sygeligt tegn, når man indleder et kærlighedsforhold til en dømt massemorder. Derfor er mit bud, at hovedparten af disse kvinder på et tidspunkt i deres liv har savnet nærhed, tryghed og kærlighed - måske i barndommen. Det kan være dybt skadeligt for ens selvværd og mentale sundhed, og det er en væsentlig grund til, at nogle kvinder fraviger enhver fornuft og moral for at få opmærksomhed fra disse mænd."Selv om der er lavet meget få egentlige undersøgelser på området, arbejder nogle amerikanske forskere med en teori om, at der også kan være en biologisk forklaring på forbrydernes tiltrækningskraft. Undersøgelser af abers adfærd viser, at de mest aggressive, højtråbende og grænseoverskridende hanaber tiltrækker flest hunner. Forskerne mener, at hunnerne instinktivt forbinder aggressiviteten med en han, der kan yde beskyttelse, og som der er status i at være sammen med. Og det mønster kan man også se hos mennesker, vurderer Jørgen Halberg Beckmann. For selv om det lyder som almindelig sund fornuft, at der hverken er ret meget beskyttelse eller status i at være kæreste med en fængselsindsat, er fornuften ikke altid afgørende, forklarer den forhenværende chefpsykolog."Når moral og risikovurdering er sat ud af spil, sætter drifterne ind. Meget tyder på, at kvinder helt instinktivt går efter stærke mænd, når slægten skal føres videre. Og nogle kvinder vil altså opfatte kriminalitet som en slags grænseoverskridende adfærd, der signalerer råstyrke - også selv om det er en form for styrke, der går langt ud over, hvad andre mennesker kan acceptere.">> Hvordan kan fædre dræbe deres egne børn? Læs med her

Den nemme hovedrolle

Der tegner sig altså et billede af nogle kvinder, der må være psykisk syge - eller i bedste fald meget unge og naive. Men det er ikke altid sandheden. Et amerikansk studie viser, at kvinder, som aktivt opsøger forbrydere bag tremmer, typisk er mellem 30 og 40 år gamle. Og der findes mange eksempler på kvinder, som er både veluddannede, smukke og har et ganske almindeligt mentalt helbred. Så sommetider er mændene en del af forklaringen.Sanne Neergaard er psykolog med speciale i kvindepsykologi og seksualitet, og hun har tidligere været tilknyttet Anstalten ved Herstedvester, hvor hun har arbejdet med seksualforbrydere."Nogle forbrydere kan være gode til at trække kvinderne ind i deres verden. De kan have psykopatiske træk, og de kan være utrolig forføreriske og troværdige. Det, som kendetegner karakterafvigere, er, at de jo tror fuldt og fast på deres egen historie, og derfor kan de overbevise kvinderne om, at samfundet er uretfærdigt, og at det i virkeligheden er dem, der er ofre. På den måde kan de vinde kvindernes medlidenhed og støtte," siger Sanne Neergaard.Samtidig får morderne bag de mest spektakulære sager næsten kendisstatus, når medierne dækker forbrydelserne. Der er simpelthen størst sandsynlighed for, at kvinderne ved, hvem forbryderen er, hvis han er på forsiden af aviserne og i 19-nyhederne. Og de fleste eksperter er enige om, at kendisfaktoren er afgørende for, om massemordere bliver eftertragtede. Et kvalificeret gæt er, at der er flere, der skriver til Breivik end til Brian fra Californien."Hvis man går rundt og føler sig som et nul, og man får kontakt til én, som hele verden kender, så er man jo noget specielt. Overraskende mange vil faktisk synes, det er bedre at være kendt i medierne som kæreste med en forbryder end bare at være helt almindelig. På den måde kan kvinden pludselig få en nem hovedrolle i et stort drama," siger Sanne Neergaard.

Gys, fantasier og pseudokærlighed

Og hvor de færreste kvinder får svar, hvis de skriver til George Clooney eller Brad Pitt, har man faktisk en reel chance hos Peter Lundin eller Josef Fritzl. Og for nogle kvinder er det bedre end ingenting, forklarer Sanne Neergaard."De fleste af os har en helt reel chance for at få opmærksomhed fra en indsat- det er jo ikke ligefrem, fordi man skal trække et nummer for at få svar, når man henvender sig til nogen, der sidder fængslet døgnet rundt. Bare ved at skrive et brev bliver du pludselig meget betydningsfuld for et andet menneske."Det kan være altafgørende for kvinder, der normalt ikke føler sig betydningsfulde. Det kan måske være med til at forklare de mystiske hjemmesider og det svimlende antal breve, som kendte massemorderemodtager. For det er langtfra alle brevskriverne, der ender med at opsøge forbryderne i fængslet. For nogle kvinder kan brevvekslingen bare være en ekstrem trang til spænding i tilværelsen. En trang, som de fleste af os kan få stillet ved at læse en krimi eller "Fifty Shades of Grey"."Virkelighedsflugt" og en slags "pseudokærlighed" kalder forhenværende chefpsykolog Jørgen Halberg Beckmann det. Sanne Neergaard sammenligner fænomenet med folk, der bliver sygeligt besatte af kongehuset eller fjernsynsserier. Begge dele kan skyldes, at nogle kvinder hellere vil leve i en drømmeverden end se sig selv og virkeligheden i øjnene."Nogle kvinder savner ganske enkelt indhold i deres liv. Ved at fortabe sig i historien om en dømt forbryder oplever de formentlig at få et gys og en masse adrenalin i kroppen, der kan forveksles med de sommerfugle, man har i maven, når man er forelsket. For nogle kvinder kan det være en måde at mærke sigselv på - også selv om det aldrig bliver til mere end et brev."

Lundins mange bryllupper

En af Danmarkshistoriens mest berygtede mordere, Peter Lundin, har været gift ikke mindre end tre gange, efter at han blev dømt for mord.• Lundin mødte sin første kone i forbindelse med TV2-programmet "Drømmen om Amerika", hvor Peter Lundin blev interviewet, mens han sad i fængsel i USA for at have myrdet sin mor. Da programmet blev vist, fik han de første kærlighedserklæringer fra danske kvinder. En af brevskriverne var Tina, der blev hans første kone i 1996, og de to fik siden hen et barn sammen. Parret gik dog fra hinanden efter en episode, hvor Lundin havde været voldsom mod sin kone og hendes datter fra et tidligere forhold.• Lundin giftede sig for anden gang i 2008 med den færøske Mariann Poulsen, der havde skrevet til Lundin allerede som 15-årig. Et par år før brylluppet genoptog Mariann Poulsen kontakten til Lundin, der nu sad i fængsel på livstid for at have myrdet og parteret sin kæreste og hendes to børn. De to blev viet iført sort tøj i fængslets kirke. Ægteskabet holdt dog kun 11 dage, hvorefter Lundins nye kone stod frem i "Go'aften Danmark" og sagde, at hun ville skilles. Hun havde opdaget, at Lundin havde kontakt til andre kvinder. Siden gik Mariann Poulsen til en række andre medier og fortalte, at Lundin havde været en "erotisk besættelse".• Det tredje bryllup stod i 2011 mellem Lundin, der i mellemtiden havde skiftet navn til Bjarne Skounsborg, og den 26-årige Bettina. Hun tog kontakt til den 40-årige morder, efter at hun havde skrevet en psykologiopgave om ham. Bettina udtalte i et interview, at hun ikke ser Lundin som koldblodig dræber, men som en mand, der er præget af at have haft en dårlig opvækst. Ud over de tre ægteskaber har en række anonyme kvinder påstået over for forskellige medier, at de har haft forhold til den firedobbelte morder. For tre år siden udtalte en kvinde til Ekstra Bladet, at hun var blevet gravid med Lundin efter at have været sin mand utro.

Tusind breve til Breivik

Da billederne fra Utøya-massakren gik verden rundt, betød det samtidig, at den norske massemorder og højreekstremist Anders Behring Breivik blev berømt og berygtet for sine gerninger. Men hverken de 77 mord, bombeattentatet i Oslo eller billederne af en heilende Brevik i retssalen skræmmer tilsyneladende kvinderne væk. Tværtimod. Brevik har, ifølge norske medier, nemlig fået tusindvis af breve, og blandt dem er der frierier og kærlighedserklæringer fra hele verden.Norske eksperter har siden slået alarm, da det viste sig, at flere af kærestebrevene kom fra mindreårige. Blandt dem var en 16-årig pige, der skrev til massemorderen, at hun var forelsket i ham. Brevene begyndte at vælte ind allerede kort tid efter ø-massakren den 22. juli 2011, men Breivik fik først adgang til dem senere på året, fordi han i begyndelsen sad i isolation og havde brev- og besøgsforbud. Siden har også en 17- årig pige, ifølge internationale medier, oprettet en fanside for den norske morder, fordi hun synes, Breivik er "nuttet".Artiklen er tidligere trykt i Q i september 2014