Ditte Giese tilbød sin kæreste at forlade hende: "Sygdommen er i mig, men den ændrer jo også dit liv"
16. juli 2020”Du må gerne gå fra mig.”
Det var den melding journalist og forfatter Ditte Giese gav sin kæreste Paulo, da hun fik konstateret brystkræft. De har været sammen i 4,5 år og har base i deres fælles hus med deres sammenbragte børn.
Hun vidste godt, at udmeldingen kunne lyde grov, men hun ville gøre ham en tjeneste.
- Jeg kan ikke se mig selv gå fra dig. Jeg kan ikke se os gå fra hinanden, siger han til Ditte i Heartbeats-podcasten "Ditte Giese er blevet for syg". En podcastserie, hvor journalist og redaktør Ditte Giese undersøger, hvordan det er at være en af "de syge".
LÆS OGSÅ: Ditte Giese er kronisk syg med kræft: "Jeg var i mit livs topform"
For Paulo lød det som noget, mennesker siger, hvis de frygter, at der er noget, de ikke længere kan tilbyde i et forhold.
- Vi har haft nogle ture. Særligt de første år af vores parforhold, hvor bølgerne gik højt. Det har de på ingen måde gjort det sidste halve år. Jeg ved ikke, om nyheden om din sygdom, har lagt en dæmper på det, siger han.
Ditte Giese fik konstateret brystkræft i slutningen af 2019. Senere afslørede et brækket ribben, at hun havde kræft i mere eller mindre alle hendes knogler. Lægerne kunne konstatere, at hun var kronisk syg med kræft.
- Jeg synes selv, jeg var et godt tilbud, da vi mødte hinanden. Jeg var 10 år yngre, der var fuld fart fremad, masser af venner og gang i karrieren, fortæller Ditte og fortsætter:
- Nu er du lige pludselig sammen med en, der er sat kunstigt i overgangsalderen, har smerter og sidder på en særlig pude fra handikapmyndigheden. Det er jo et andet liv.
Præ-pensionister
Fra at være et par, der var enormt sociale, var meget ude i verden, holdt mange fester og havde mange mennesker på besøg, har Ditte og Paulo nu fået det, de selv beskriver som ”en præ-pensionisttilværelse” sammen.
- Vi er blevet mere indadvendte. Vi kommer ikke til at rejse så meget og kommer til at holde ferie i Danmark fremover. Og vi har snakket om at få en hund, siger hun i podcasten.
- Men vi har jo lige så meget et fælles hjemmeliv som et fælles udeliv. Det fylder bare mere og har gjort det det sidste halve år, siger Paulo.
- Vi er begyndt at tilpasse os hinanden helt naturligt. Vi trækker vejret på hver vores måde, men vi er også begyndt at trække det lidt sammen.
- Du er begyndt at gøre nogle af de ting, jeg gør og omvendt, sådan rent instinktivt. Jeg er blevet meget bedre til at sætte mig ned med en kop kaffe og slappe af, siger han.
"Jeg kunne ikke fikse dig"
Men selvom canceren, og til dels coronakrisen, har tvunget parret til at tage den med ro i hjemmet, så satte den også gang i et større byggeprojekt.
- Du begyndte, sådan næsten manisk, at fikse vores hus, da jeg blev alvorligt syg, fortæller Ditte i podcasten.
- Der startede et vicevært-og-beskytter-gen i dig, så du gik i gang med at isolere vores hus. Helt konkret fik vi at vide, at jeg har cancer i mine knogler, og dem kan du ikke isolere, så du gik i gang med at isolere et hus, siger hun.
- Jeg kunne ikke fikse dig, så jeg forsøgte at fikse omgivelserne, svarer Paulo.
Ditte forklarer, at Paulo er et menneske, der fikser og ordner ting for alle andre hele tiden.
- Det gør mig ked af det og frustreret. Jeg er ikke herre over det. Men vi er jo ikke herre over vores eget liv. Vi har ikke selv bestemt, at nogen skulle føde os, og vi bestemmer ikke selv, hvornår vi skal herfra. Det er stadig en situation, jeg ikke kan håndtere, siger Paulo.
Livet fortsætter
Hvordan lever man så det gode liv, når fremtiden er så usikker, som den er? Ifølge Paulo tilfører Ditte masser af livsnyderi i deres hverdag.
- Du er god til at have et lyst blik på tilværelsen, og det har sygdommen ikke ændret. Når vi vågner om morgenen, er du stadig en ”rise and shine”-type, mens jeg er en ”en ny dag truer”-type, siger Paulo.
Det er Ditte dog ikke helt enig i.
- Jeg har haft tre kriser i mit liv: min mors død, min skilsmisse og min sygdom. Der er en ting, der er gået igen i dem alle. Man tænker på det hele tiden. Man vågner og tænker ”det bliver en dejlig dag”… men jeg har kræft.”
- Det er svært ikke at have en fornemmelse af, om jeg bliver 50, 60 eller 70 år. Der er folk, der lever med den her diagnose i to år, mens andre kan leve med den i 20, siger hun.
- Du ser lidt anderledes ud, og vi har flere tudeture, men livet fortsætter. Vi lever med en meget selvbevidst uvished. Derfor overvejer vi også hele tiden, hvad vi skal bruge vores tid på, konkluderer Paulo.
At have en sygdom - ikke være den
Selvom der er blevet skruet ned for det aktive, sociale liv, så blomstrer det stadig. Men også det kan være en udfordring, når man er kronisk syg.
- Udfordringen for mig er at lære at have sygdommen og ikke være sygdommen. Det er svært, for der er så mange mennesker, der hele tiden vil høre hvordan det går, og hvad status er, siger Ditte.
- Nogle gange kontakter jeg de nærmeste og siger, at nu må de lige holde sig lidt på afstand, fordi det bliver for meget, supplerer Paulo.
- Men det er svært, for de gør det jo, fordi de holder af mig og bekymrer sig om mig. Men jeg vil meget hellere tale om deres fede liv og alt det, de går og laver, siger hun.
I podcasten nævner Ditte, at Paulo bruger lang tid på at trøste hende, når hun er ked af det.
- Sygdommen er jo i mig, men den er også tæt på dig og ændrer dit liv, selvom du ikke går til behandlinger og har ondt, siger hun og spørger herefter Paulo, hvem han ventilerer hos.
- Jeg bruger en håndfuld af mine nærmeste venner, som er gode til at lytte og heldigvis ikke altid er enig med mig. Det er jeg meget taknemmelig for, svarer han.
- Men de helt svære samtaler har jeg en særligt god ven til, som er god til at lytte til de dybeste og særligste tanker jeg går med. Så fortæller jeg ham noget, og han svarer ”tror du, at du føler sådan her omkring det?”, og det hjælper.
- Jeg er også for nyligt startet hos en psykolog, og jeg synes at han er god at tale med, fordi han forstår hvad det er jeg står og går i, fortæller Paulo.
Mister jeg familien?
I podcasten kommer det frem, at Paulo er meget filosofisk anlagt, derfor har han også en filosofisk forklaring på de tanker, de gør sig om deres liv hver især og samlivet.
- Jeg tænker, at vi har tre liv. Du har dit, jeg har mit, og vi har vores fælles liv. Jeg kan ikke sige, hvordan dit liv er set inde fra dig. Men i vores fælles liv, må vi indrette os efter den uvished det er, at du er kronisk syg, siger han.
- Det er noget af det sværeste ved det her, at vi ikke ved, hvornår det bliver rigtig alvorligt. For lige nu ligner jeg jo ikke en, der er alvorligt syg. Mit hår er ved at komme tilbage, og jeg er begyndt at arbejde igen, svarer Ditte.
- Men i vores fælles liv tænker jeg, at vi er sammen - come what may, svarer Paulo.
- I mit eget liv tænker jeg, hvad der sker, hvis jeg en dag bliver alene, selvom jeg ikke kan lide at tænke på det. Der er mange praktiske forhold, der skal tages hensyn til.
- Jeg tænker tit på, når jeg er nede, hvordan jeg kan blive ved at være i din familie, for de er jo også blevet min familie. Du har en stor broget sammenbragt familie, med en masse fine mennesker, som jeg har det rigtig godt med, siger han.
Heldigvis har Dittes søn på 9 år en løsning.
- Han foreslog så sent som i går, da jeg puttede ham, at min eksmand, altså hans far, bare kan flytte ind hos Paulo og hans børn, så de alle sammen kan være sammen, siger hun.
