https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/august/hilseny-prim.jpg
Selvudvikling

Din hilsen afslører dig

30. juli 2014
af Dorte J. Thorsen, PSYKOLOGI
Foto: All Over
Vi gør det hele tiden. Hilser på folk med håndtryk, kram, kindkys eller bare et hej. Men at hilse på hinanden handler om langt mere end at sige goddag, for vi hilser lige så meget for at forstå os selv og spejle os i hinanden…

Du ankommer som en af de sidste til en fest og tager raden rundt for at hilse på. Din veninde, som du har været tæt med siden barnsben, får instinktivt et stort kram, mens damen ved siden af får et køligt håndtryk. Hvis du oplever et akavet dilemma ved sådan at gøre forskel på din hilsen, er der en god grund. For en hilsen er ikke bare en hilsen.

Lektor mag.art. dr.phil. på Institut for Psykologi, Københavns Universitet, Sven Mørch siger:
− Der findes mange forskellige hilseformer, men de har alle det tilfælles, at de er en social konstruktion med det formål at få dem, der hilser på hinanden, til at forstå sig selv og blive anerkendt i samfundet. At
hilse på hinanden handler om langt mere end at sige goddag. Faktisk hilser vi lige så meget for at forstå os selv og for at spejle os i hinanden.

Ifølge Sven Mørch er vi mennesker nemlig således indrettet, at vi altid prøver at forstå os selv og vores omverden ved at gøre vores oplevelser sociale, altså fortælle andre om dem. Men skal vi kunne fortælle andre om vores oplevelser og tanker - og dermed opnå den ønskede anerkendelse og accept - skal vi have en god relation til hinanden. En relation, hvor hilseformen kan være afgørende.

Hilseformen er nemlig både ind- og udgangen, når mennesker mødes. Derfor gælder også, at jo mere en hilsen lever op til de kulturelle, sociale og religiøse normer, som der leves efter på det pågældende sted og den pågældende tid, jo bedre et grundlag skabes der for relationen.

Dansk Håndtryksforening

Håndtrykket er ved at få en renæssance i Danmark, hvilket man glæder sig over hos Foreningen til bevarelse af det gode, gamle danske håndtryk, der blev stiftet i 1998 og har mere end 700 medlemmer.

»Håndtrykket er en kompakt overførsel af flere data på ganske kort tid. Du kan mærke, om det er et fast eller slattent håndtryk.
Du kan mærke, om det er en fin kontorhånd eller en barket håndværker-næve. Er der en fingerring? Samtidig kigger du personen i øjnene og får flere oplysninger: Er vedkommende glad? Eller træt? Eller fuld? Flakker øjnene, eller er det et roligt, venligt blik? Alt dette går man glip af ved det pseudo-kram, som i disse år fortrænger håndtrykket,« skriver foreningen.

Se mere på: www.haandtryk.dk

Hilse-inflation
Ifølge Sven Mørch lever vi i en tid, hvor vi skal tage mange beslutninger selv. Måske også for mange. For det øgede pres på den enkelte om konstant at skulle træffe de rigtige valg i vedkommendes liv gør, at vi har brug for at være meget synlige, og det gælder selvsagt også, når vi hilser på hinanden.

− Ja, man kan nærmest tale om en hilseinflations-fælde, hvor vi siden ungdomsoprøret har skullet hilse mere og mere hjerteligt på hinanden. Men det kan godt være akavet at kramme vildfremmede mennesker, og meget tyder også på, at håndtrykket er stærkt på vej tilbage. Dog ikke i den form, som det havde førhen, men i en ny reference, hvor håndtrykket både er en hilsen og et udtryk for respekt, fortæller Sven Mørch.

Håndtrykket viser tillid
Tidligere sagde man »Guds fred,« når man mødtes, for at markere, at man ikke havde ondt i sinde. Den samme fredelige hensigt menes at være årsag til håndtrykket, hvor man ved at række den åbne hånd frem viser, at man ikke har våben i den og dermed ondt i sinde. At hilse på hinanden med et håndtryk og ordene
»Guds fred« kommer oprindeligt fra den katolske messe, hvor det stadig bruges.
Andre fysiske måder at hilse på er krammet eller knuset, kindkysset, den løftede hånd, skulderklappet og kysset på hånden.

Ifølge Politikens bog om skik og brug blev håndtrykket først almindeligt som hilsen i Danmark midt i 1800-tallet, selvom man siden oldtiden har brugt håndtrykket til at besegle aftaler, alliancer, handler og væddemål. Håndtrykket er nemlig et symbol på redelighed, enighed og tillid.

Langt op i 1900-tallet var det at sige goddag og give hånden, som håndtrykket også hedder, den accepterede måde at hilse på i samfundet, uanset om man var barn eller voksen, høj eller lav, mand eller kvinde. Håndtrykket og 'goddag' blev så igennem 70'erne, 80'erne og 90'erne fortrængt af det uformelle 'hej' og krammet, men er i de senere år begyndt at vinde terræn igen. Dog i en form, hvor man ikke automatisk giver hånden til alle, men til dem, som man nærer respekt overfor. Der ligger altså mere i et håndtryk i dag end for 15 år siden.

TEST DIG SELV: Hvordan opfatter andre dig?

De unge krammer
Geografisk og aldersmæssigt er der også forskelle.
− I de store byer og blandt de unge blev der krammet både hurtigere og mere end på landet og blandt de ældre, selvom de små byer og en stor del af de ældre efterhånden er godt med på krammeriet, siger forfatter, foredragsholder og takt og toneekspert Gitte Hornshøj og fortsætter:

− Men det nye er, at håndtrykket er stærkt på vej tilbage. Det er også en meget anerkendende og inkluderende måde at hilse på. Når jeg kommer ud og holder foredrag og hilses med et godt, fast håndtryk, føler jeg mig i dén grad inddraget i det fællesskab, som er der på stedet.

At give alle et godt, fast håndtryk er ifølge Gitte Hornshøj også et udtryk for ligeværdighed i modsætning til at give nogen et kram, mens andre får et håndtryk.
− Hvis man fx er til familiefest og står ved siden af en, der får et kram, mens man selv kun får et håndtryk, så kan man bruge hele aftenen på at tænke over, hvorfor man ikke også fik et kram. Så selvom krammet og hej'et blev indført for lighedens skyld, så har det faktisk skabt mere ulighed, forklarer Gitte Hornshøj.

Fokuser din hilsen
Men håndtrykket kan også være et problem, hvis det er for slattent - eller ens hånd holdes for lang tid.
− Vi har alle prøvet, når ens hånd blev holdt bare en smule for længe. »NU slipper du,« har man så lyst til at råbe. For vi har alle tre sfærer, som vi bevæger os i: Den offentlige, den private og den intime. Og et håndtryk, der varer for længe, eller et kram foregår begge i intimsfæren, og der kan det nemt blive ukomfortabelt at være. Og så bliver hilsenen noget, som skal overstås, og sådan skal det ikke være, mener Gitte Hornshøj.

Tværtimod drejer det sig om at hilse på andre med mission og passion. Om at give hinanden et øjenknus, mener hun og forklarer:
− Mennesker, der bliver set, vokser. Og alle mennesker er værdige til at blive set og hilst på. Derfor skal vi også altid, og uanset hvem vi hilser på, være til stede i vores hilsen, sådan at vi hilser med fuld opmærksomhed på alle og ikke kun dem, som vi finder mest interessante.

− Der er ikke noget værre end mennesker, som kommer ind og siger 'hej' til nogen, mens deres øjne og opmærksomhed er på nogle helt andre i rummet. Det skaber uro og gør de oversete utilpasse, og det er ikke i orden. Vi skal behandle alle vores medmennesker med respekt, og deri ligger at give en ordentlig hilsen, mener Gitte Hornshøj.

Læs også