Malene_Ravn
Selvudvikling

Det var i sidste sekund, det blev opdaget. Og Malene Ravn stod tilbage med ét spørgsmål

1. december 2023
Af Johanne
Foto: MEW
Malene Ravn forsøgte at begribe, hvad der foregik i kælderen under Frederiksberg Hospital i 1960’erne, da man eksperimenterede med at give LSD til psykiatriske patienter. Men det var først, efter hun selv fik en kræftdiagnose, at hun forstod, hvad det egentlig vil sige at kæmpe for sit liv som syg – og som patient.

Året er 1960. Vi er i kælderen under Frederiksberg Hospital. Her er stuer og kontorer, læger og patienter, præcis ligesom på etagerne ovenpå.

Alligevel er det, der sker i kælderen, slet ikke ligesom, hvad der ellers sker på hospitalet. I kælderen foretager man nemlig det, som senere vil blive betegnet som eksperimenter.

Man giver patienter med psykiatriske diagnoser meget høje mængder af det psykedeliske stof LSD i forsøget på at gøre dem raske.

Det viser sig at være eksperimenter, der får store konsekvenser for de 400 patienter, som igennem en årrække udsættes for dem.

Malene_Ravn

Patienterne oplever i deres trips både det, der kaldes ”kosmisk ekstase” og ren lykke, men også dyb fortvivlelse og skrækkelige vrangforestillinger.

Nogle sanser, at de bliver begravet levende, andre ser kløer, der griber efter dem eller uhyggelige skygger. Visse patienter går til sidst hjem fra forsøgene og lever videre som før, men andre gør ikke.

De mister evnen til at tale, til at huske, deres sind går i stykker, de slår i værste fald sig selv ihjel.

Hvad skete der egentlig med menneskene i kælderen under Frederiksberg Hospital de år, hvor LSD-forsøge stod på?

Få Malene Ravns: "Den virkelige verden" med rabat gennem Aller-bøger, hvis du bruger rabatkode: FEMINA5.

Det er omdrejningspunktet for Malene Ravns nye roman ”Den virkelige verden”. Her følger man den unge læge Edith Christiansens vaklende forsøg på at bruge LSD til at behandle de psykisk syge patienter – under ledelse af den stålsatte overlæge Anders Hartung – og vi er med hele vejen.

Både i lægernes overvejelser og hårdnakkede tro på, at de gør ondt bedre, selv om meget tyder på det modsatte, men også i patienternes kvaler og de mange LSD-trip.

Et privat projekt vokser

Malene Ravn har skrevet en række bøger, og ligesom det er tilfældet med de to seneste bøger, ”Hvor lyset er” og ”I dine øjne” ligger der et omfattende researcharbejde bag de sider, som nu findes i trykt form med ”Den virkelige verden”.

I sin seneste roman, ”Hvor lyset er”, skrev Malene Ravn om maleren Carl Fischer. Romanen blev kaldt både ”gribende”, ”medrivende” og ”ekstremt velresearchet” af anmelderne.

I den lige så anmelderroste forrige roman ”I dine øjne” kom Malene Ravn ind under huden på den dansk-kinesiske dreng Erik, hvis far kommer til Danmark for at optræde i den kinesiske udstilling i Tivoli.

Historien om Erik er inspireret af Malene Ravns venindes historie, ligesom historien om Carl Fischer finder sit ophav i, at Carl Fischer er i familie med Malene Ravns mand. Med ”Den virkelige verden” har Malene Ravn endnu engang fundet inspiration i virkeligheden.

– Bogen begyndte faktisk som et privat projekt. Det var ikke min intention at skrive en roman. Jeg havde en stedfar, da jeg var barn, som jeg vidste havde fået behandling af overlægen i kælderen på Frederiksberg Hospital. Det var ikke noget, der som sådan blev snakket om, det var tabubelagt, så jeg anede ikke mere end det.

– Da min stedfar døde for nogle år siden, satte det nogle tanker i gang i mig: Hvad var det egentlig for en historie? Da omfanget af det, der skete i kælderen, og alvorligheden af det, gik op for mig, kunne jeg ikke slippe det igen.

– Det chokerede mig, at jeg ikke kendte til det, og så begyndte jeg mere systematisk at undersøge det, fortæller Malene Ravn, der derefter blandt andet fik adgang til en læges private arkiv med journaler over de forsøg, der skete i 1960’erne.

– De fleste af patienterne lader sig faktisk behandle frivilligt, og de bliver ved med at modtage behandling, selv om det er ubehageligt for dem. Det har optaget mig: Hvad er det for en relation mellem læge og patient, der får dem til at gå med til det? Det gik jo galt fra starten, kan man se, når man læser i journalerne, så hvorfor blev lægerne ved? Hvorfor blev patienterne?

I sidste øjeblik

Patienterne lider i ”Den virkelige verden”. Det er man ikke i tvivl om.

Som her, hvor den unge kvinde Sara tænker tilbage på endnu en omgang LSD: ”Da overlægen Hartung satte dosen op tredje gang, skete det. Vingerne slog ud inde i hende, som en bregneknop, der rullede sig ud fra mavens inderste og slog mod kroppens skal. Hun vidste ikke, om hun kunne overleve den angst, der eksploderede i hende. Det var, som om hun blev flået i stykker, bregnen der rullede sig op og ud og blev stor som et hus, alt gik itu.”

Levende beskrivelser som den er der mange af i Malene Ravns roman.

Bogen er skabt på baggrund af journalerne, hun fik adgang til, men også fra hendes egne erfaringer, siger hun.

Hvad de erfaringer helt præcis indebærer, er privat, understreger Malene Ravn med et lidt undskyldende grin. Vi mødes hjemme hos hende, i lejligheden på Frederiksberg, hvor hun bor med sin mand. Her er der bogreol fra gulv til loft og en kat, der nogle gange vil ud i haven, andre gange vil ind igen.

I vindueskarmen ligger en enorm papirbunke med alle de versioner, ”Den virkelige verden” har været. Der er i hvert fald 10.

Jeg har ikke engang gemt dem alle, siger Malene Ravn og ryster på hovedet, det ville være for meget at gemme dem alle. At ”Den virkelige verden” er en roman, der har set meget forskellig ud, skyldes først og fremmest Malene Ravns eget liv, der har udspillet sig side om side med, at romanen blev til.

– For to år siden fejrede jeg min 50-års fødselsdag, og jeg var simpelthen så glad. Jeg følte endelig, jeg var landet LIGE PRÆCIS, hvor jeg skulle være. Jeg boede i en dejlig lejlighed med min nye mand, mine børn havde det godt, alle havde det godt, og jeg kunne leve af at være forfatter fuld tid.

– Jeg havde lige skrevet første udkast til ”Den virkelige verden”. Det hele gjorde mig så lykkelig. Jeg vågnede hver morgen og tænkte: Hvor er jeg heldig! Fortæller Malene Ravn.

Når man fylder 50 år, skal det selvfølgelig fejres – men man bliver også automatisk indkaldt til en screening for brystkræft.

Det gjorde Malene Ravn ligesom alle andre. Hun gik til screeningen uden at have nogen anelse om, hvad lægerne ville finde. Men der var en knude.

Mens Malene Ravn fortæller, viser hun, hvor stor kræftknuden var, ved at sprede tommel- og pegefinger langt væk fra hinanden. Kræften havde også spredt sig til lymferne i armhulen.

– Det var i sidste sekund, kræften blev opdaget. Det var et kæmpe chok at være dødeligt syg uden at ane det. Det har været noget af det værste ved det her forløb: At min tillid til mig selv og det forhold, jeg havde til min krop, led et meget stort knæk. Hvis jeg ikke engang ved, at jeg er dødeligt syg, hvad ved jeg så?

Et liv som patient

Fra den ene dag til den næste ændrede Malene Ravns liv sig. Hun havde, inden hun fik sin diagnose, forsøgt at sætte sig i de psykiatriske patienters sted, når de gik til behandling under kælderen på Frederiksberg Hospital. Nu var hun pludselig selv patient med fremskreden brystkræft.

– Jeg har for eksempel helt konkret kunnet bruge min erfaring med, hvordan man fysisk får sin krop hen til en behandling, der er så ubehagelig.

Kort om Malene Ravn

Malene Ravn (f. 1971) debuterede i 2014 med romanen ”Det eneste rigtige”.

Hun er cand. mag. i dansk, retorik og sprogpsykologi.

Nu aktuel med romanen ”Den virkelige verden” og fra d. 7. november med TV 2 dramadokumentaren ”Det sindssyge eksperiment”.

Begge dele handler om de LSD-forsøg, man i 1960’erne foretog i kælderen under Frederiksberg Hospital.

Malene Ravn har to voksne børn og bor på Frederiksberg med sin mand.

Malene Ravn skrev sin nye roman ”Den virkelige verden” om, efter hun selv havde oplevet at være patient.

– Min kemobehandling var meget langvarig, og kemo er jo cellegift, der ikke kun er målrettet kræftcellerne. Den dræber simpelthen alle dine celler. Det betyder i praksis, at din krop næsten dør, og det føles også sådan.

– At gå hen til de behandlinger blev bare sværere og sværere – også rent fysisk! Kroppen ville bare ikke hen på det hospital, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg har også fået fjernet mit ene bryst, og det at gå hen til den operation… Jeg var skrækslagen! Det var virkelig et mysterium for mig, hvordan jeg skulle transportere min krop hen til den operation, det hospital.

– Det kunne jeg ikke forstå: Hvordan skulle det lykkes? Men det der så skete var, at den morgen stod jeg bare op og gik derhen sammen med min mand en smuk og stille morgen. Det var ren overgivelse til lægevidenskaben.

Også i ”Den virkelige verden” overgiver patienterne sig til lægerne i håbet om at få det bedre.

De kalder på overlægen, mens de tripper på LSD, de tager hans ord for lov, selv om den behandling, de udsættes for, er skrækindjagende og smertefuld.

På et tidspunkt i vores liv oplever vi højest sandsynligt alle sammen at blive patienter. Det er en meget ensom ting at være syg, og det kan være rigtig svært at forstå for de raske.

Patienterne er også det første, Malene Ravn nævner som sin bevæggrund for bogen. Hun håber, de føler sig set og genkendt i det, hun beskriver i bogen – og som hun også selv oplevede, selv om der selvfølgelig er den afgørende forskel, at kemoen hjalp hende, hvorimod LSD’en gjorde det modsatte for de patienter, der blev udsat for eksperimenterne.

– På et tidspunkt i vores liv oplever vi højest sandsynligt alle sammen at blive patienter. Det er en meget ensom ting at være syg, og det kan være rigtig svært at forstå for de raske.

– At være kræftpatient og patient i det hele taget er et langt kontroltab. Man bliver nødt til at stole på, at det er rigtigt, det der sker. Jeg lagde bogstaveligt talt mit liv i nogle andres hænder, for det blev jeg nødt til, siger hun og fortsætter:

– Jeg var så angst for de kemobehandlinger og den brystoperation. Det kan jeg også se i patienternes journaler. Patienterne yder mere og mere modstand mod behandlingerne. Der er eksempler på folk, der løber væk fra hospitalet, op af kælderen og ud i lyset – men de bliver hentet tilbage.

– I dag kalder vi det, der skete under hospitalet, for eksperimenter eller forsøg, men dengang var det anset som behandling på lige fod med andre behandlinger.

Da krisen kom

”Den virkelige verden” og Malene Ravns liv flettes sammen, når hun taler. De to ting løber side om side, for det er med skriften og i bøgerne, Malene Ravn ifølge hende selv ”finder orden i tingene”.

Hun skriver om ting for at forstå dem. Det har hun altid gjort, men alligevel debuterede hun først sent som forfatter, da hun var 43 år.

Malene_Ravn

Forud for livet som fuldtidsforfatter er et liv i Tv-branchen som tilrettelægger og postproducer. Det gik godt, hun var god til sit arbejde og avancerede. Forfatterdrømmen lå længe kun og ulmede.

– Det med at kunne forsørge sig selv som kvinde har altid betydet meget for mig. Jeg er vokset op med en enlig mor og to brødre, og det har nok farvet mig.

– Min stedfar var der ikke så længe, og min mor har båret hele ansvaret for familien. Hun var helt fokuseret på sit arbejde, som hun elskede, og på at tage sig godt af os. Hun var journalist i ugebladsbranchen, opfandt brevkassen på BT, det var et nybrud dengang.

– Når man har haft en opvækst med en stærk mor, der har arbejdet hårdt, og selv bliver mor ret tidligt, jeg blev mor som 25-årig, bliver der plantet en ret stor pligtfølelse og ansvarlighed i én. Det at være kunstner var bare ikke noget, man kunne være.

– Jeg kan huske, jeg hørte som barn, at man ikke skulle blive kunstner, medmindre man ikke kunne andet. Og et langt stykke hen ad vejen kunne jeg jo noget andet. Indtil jeg så ikke kunne, siger Malene Ravn.

For ja, en dag kunne hun ikke gøre andet end at skrive. Hun var netop blevet skilt, boede alene med to børn, og havde mødt den mand, hun i dag er gift med, på deres fælles arbejde i et Tv-selskab.

– Det var egentlig først, da alt var faldet på plads, at krisen kom. Det er nok ret typisk: Når man endelig har ferie, så bliver man syg, ikke?

– Jeg og mine børn havde et sted at bo, jeg havde min kæreste, havde fået et fast arbejde. Men så ramte stressammenbruddet mig. Jeg gik helt ned, fortæller Malene Ravn og fortsætter:

– Min mand spurgte mig: Hvad vil du helst med dit liv, hvis du helt selv kunne vælge? Og da han spurgte om det, vidste jeg bare, at jeg ville skrive. Det var det eneste, jeg ville. Så svarede han: Jamen det skal du jo så.

En anderledes gave

Malene Ravn fik, som hun selv betegner det, en gave af sin mand, der støttede hende økonomisk, så hun kunne skrive sin første bog.

– Det tog mig lang tid at acceptere, for det var jo ikke engang hans børn, han skulle forsørge. Det at overgive sig til en anden person på den måde var virkelig svært for mig. Men han blev ved med at sige: Der er ingen regning senere for det her.

– Det er noget, jeg gerne vil give dig. Det er en gave. Han var HELT sikker på, at skrive, det skulle jeg. Han troede på det og på mig, fortæller Malene Ravn. I 2014 kom hendes debutroman ”Det eneste rigtige”.

– Jeg er nu virkelig glad for, at jeg sagde ja til den gave, min mand gav mig, og det har betydet meget for vores kærlighed. Dét, at han gjorde det, skabte en tillid i mig, som jeg ikke tidligere har følt i andre relationer.

– Det har egentlig ikke en skid med pengene at gøre, han havde jo råd, det handler om generøsitet. Han er altid på min side.

– Jeg har aldrig oplevet ham som misundelig eller nærig, og det har betydet så meget for mig, at jeg tør stole på det. Han kunne se mit dybeste ønske i mig. Vi har kendt hinanden i 15 år nu, siger Malene Ravn, der kan se tilbage på et to år langt kræftforløb – og endelig er kræftfri.

– I et sygdomsforløb er man så skraldet, så ussel, så grim på alle tænkelige måder. At vi har delt det med hinanden har tømret os fast til hinanden, fortæller hun om sin mand, og fortsætter:

– Man bliver meget klar over, hvad der er vigtigt i ens liv, når man bliver dødeligt syg. Tiden bliver kostbar. For mig var det en positiv erfaring, for jeg opdagede, at jeg faktisk ikke havde lyst til at lave noget som helst om.

– Jeg fik slet ikke lyst til at bestige en bjergtop eller noget i den dur. Jeg ville bare leve mit liv, som jeg tidligere havde gjort det. Jeg ville skrive.

Malene_Ravn

Vi kigger begge på ”Den virkelige verden”, der ligger foran os på det store spisebord. Forud for bogen ligger utallige timer med blikket begravet i patientjournaler, men også en kræftdiagnose, der lignede en dødsdom, og en helbredelse.

Malene Ravn skrev ikke et eneste ord, mens hun var i behandling, for, som hun siger, ”kemoen går også i hjernen”.

Derfor var det en lettelse for hende, at hun, da forløbet var slut, igen kunne skrive. Hun skrev hele romanen forfra, nu mange erfaringer som patient rigere, og hun fortsatte sin research, skrev mere og andet, skrev forfra igen.

– Det med research er … Det er jo noget, man skal stoppe på et tidspunkt, og det har jeg meget svært ved. Det researchen åbner, selv om jeg skriver fiktion ud fra det, er en mulighed for at trænge ind i andre menneskers forhold.

– Det udvider i det hele taget mit eget sind at skrive om noget, jeg ikke før vidste noget om. Det er en opløsning af mig selv, der finder sted, når jeg skriver.

Kan man nærmest kalde det en slags ufarlig LSD?
– Ja! Når jeg skriver, når jeg skriver godt, glemmer jeg mig selv. 
!Jeg opløses, og det er den bedste følelse i verden.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 44, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også