Det blev et livsvilkår for Kaya Brüel at savne sin mor. Og når hun dufter de røde valmuemarker, vækker det en særlig følelse i hende

Man genkender følelsen dybt nede i maven. På den snirklede grusvej fra lille til stor har de fleste af os nok på en doven solmættet sommerdag tænkt over, hvad vi mon ville drive det til, og hvor vi ville være i verden, når vi blev voksne?

Svaret ramte Kaya Brüel dagen efter hendes halvtreds års fødselsdag sidste sommer.

En fødselsdag, der nær ikke var blevet til noget, fordi fødselsdagsbarnet havde svært ved at beslutte sig. Kaya Bruël endte med at stå der omringet af familie og venner og følte sig præcis så elsket, som hun drømte om som barn.

Eneste øv var, at hun glemte at få taget et ordentligt billede af sig selv og sine børn fra den fantastiske spontane fest, som det endte med at blive.

Kaya smiler og runder lige det med sin ubeslutsomhed af. Hun kalder sig socialt ubeslutsom.

– Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg er blevet så socialt ubeslutsom, eller hvem jeg har det fra. Men fra jeg var helt lille, har jeg gjort mig umage med at tilpasse mig omgivelserne, og når man bliver rigtig god til at læse andre, ender man med at skulle rode længe indeni for at finde ud af, hvad man egentlig allerhelst selv vil i alle mulige sammenhænge.

– For eksempel når man fylder 50. Vil man have fest hele natten, dans, drinks, middag for to eller for de 80 nærmeste? Når det så også vælter ind med gode forslag fra venner og familie, kan jeg til sidst ikke kan mærke noget som helst, jeg går nærmest i baglås, fortæller hun.

50-års-fødselsdagen endte i sidste øjeblik med en hurtigt organiseret tirsdagsmiddag med familie og de bedste venner.

– Der kom mad udefra, og der var så meget glæde og varme indefra, at jeg næsten ikke kan holde ud, at jeg ikke fik taget det der billede af mig og mine to store børn.

Men følelsen af at være landet i den helt rigtige rede på begge ben og med vilje var meget stærk og til stede lige der til fødselsdagen.

– Det var min bedste gave. At elske min mand på 27. år og den familie, vi har sammen. Jeg er et kæmpestort familiedyr og kan slet ikke undvære min egen lille familie eller min far, hans kone eller mine søskende i længere tid.

– Vi skal være tætte, og det skal være tit. At have familien samlet og være fælles om noget er det mest meningsfulde, jeg kan foretage mig.

Med far på tur og med en mor på turné

Som barn af den progressive og politisk engagerede arkitekt Niels Herskind og komponisten, sangerinden og frontkvinden i Jomfru Ane Band, Sanne Brüel, flyttede Kaya som helt lille efter forældrenes skilsmisse i kollektiv med sin far.

Atypisk for tiden voksede hun op med sin far helt tæt på og med sin elskede kunstnermor på distancen. Kaya vidste, at hendes mor elskede hende, hun var der bare ikke så tit.

Minderne om barndommen er gode, men også fulde af savn og længsel efter en mor, som turnerede over hele landet, og som menneske og kunstner lige var det nummer større, end en kernefamilie anno 1980’erne kunne rumme.

Så Kaya blev hos sin far, og de første erindringer om sommer og ferie er derfor propfulde af ”far og mig”-minder, hvor bilen blev pakket med telt, og de kørte ud i det blå, på besøg hos venner og familie over hele landet.

– Jeg har altid elsket sommer i Danmark. Jeg kan faktisk slet ikke forstå, at nogen rejser sydpå om sommeren, når vi nu bor på det allersmukkeste sted.

– Selvfølgelig kan vejret skuffe fælt, og så har man bare lyst til at ligge på en strand i Grækenland. Men sommeren i Danmark bor i mig, og enkelte solvarme barndomsbilleder står fuldstændig klart: Teltet, nye sommervenner, lange solskinsdage og gule rapsmarker, husker Kaya.

– Vi rejste slet ikke udenlands, og jeg har simpelthen aldrig været uden for Danmarks grænser sammen med min mor.

– Det er da ret vildt, når jeg tænker på, hvor meget min mand og jeg selv har rejst med vores to børn. Men det var der ikke lige penge til i min egen barndom, så vi hyggede os i Danmark i stedet for.

”Jeg savner min mor”

Det blev et livsvilkår for Kaya Brüel at savne sin mor. Et savn, som kun blev forstærket, da Sanne Brüel døde alt for tidligt af kræft i 2011.

– Hun døde i juni, og hun elskede virkelig sommer og valmuer. Derfor vækker juni og duften af en rød valmuemark i dag også en tavs melankoli i mig. En sorg over al den tid, vi ikke fik og aldrig fandt.

– Jeg mærker nøjagtigt den samme melankoli, når magnoliatræerne springer ud og blomstrer så flygtigt først på sommeren. Der er en indbygget tristhed i forgængeligheden, mener Kaya Brüel, der har lært sig at se det smukke i den årstid, hvor hun mistede sin mor.

– Sommeren og naturen har så uendelig meget power i sig, at jeg sagtens kan vende det til noget godt.

– Jeg tænker på, at valmuerne blomstrer, rødmer og danser for min mor i al deres urørlighed. Det er faktisk ret fint, synes jeg.

– Sommer er for mig et endeløst hav af sanseindtryk: De sprøde friske grøntsager, duften af hav og blomster og de lange lyse nætter, den mætte varme, når solen går ned, og tusmørket sænker sig.

– Og som musiker er jeg særlig vild med lyden af sommer: Jeg er helt vild med at lytte til hanfuglene, som blærer sig og fyrer den af. Skråler alt, hvad de kan indtil Sankt Hans, hvor de pludselig forstummer, fordi de har scoret deres mage og klapper i og knokler for at få styr på reden i stedet.

– Sådan en lidt for morgenfrisk og smålykkelig højtråbende solsort ind ad et åbent soveværelsesvindue på Vesterbro, før byen vågner. Det er så meget sommer for mig.

Jeg vil være en del af noget større

Selv om fællesskab og det at samles er helt fundamentalt for Kaya, har tro og religion ikke været en ingrediens i hendes opvækst og verden, ud over da hun som helt lille var tæt på sin katolske farmor.

Alligevel har hun i de senere år oplevet en lyst til at opsøge kirken. Ikke fordi hun som sådan tror i kristen forstand, mere fordi hun måske nærmere håber, som hun formulerer det.

– Ole Kibsgaard og jeg nåede at lave 294 morgensangsprogrammer på DR. Vi sang 600 sange, og mange af dem var både nye og gamle salmer og højskolesange. Det blev faktisk til et helt lille studie i den danske sangskat for mig, for jeg var slet ikke vokset op med salmesang, men nærmere med hele datidens venstrefløjspolitiske manifest i sutteflasken gennem min mor, Jomfru Ane Band og alle deres venners musik.

– For at forstå hvad jeg sang, fordybede jeg mig i salmeteksterne, og det åbnede noget i mig. Da min mor døde, ville hun begraves i en urne i en skov. Der var ikke noget ritual, mere sådan en fest uden æresgæst, og jeg manglede simpelthen et punktum.

– Så da min søn, Alois, pludselig ud af det blå ville konfirmeres i kirke, bakkede vi selvfølgelig op om det og gik med ham til de obligatoriske gudstjenester.

– At kirken som institution vokser i mig, handler mere om håb og om at heppe på det gode i mennesker. Det giver mening for mig.

Sommer i familiens skød

Selv om København efterhånden, med Kayas ord, er blevet en decideret badeby med rene havnebade inden for rækkevidde for de fleste, så trækker alt i Kaya voldsomt mod nord, når solen skinner.

– Jeg elsker sommer. Vi har haft sommerhus ved Rågeleje i mange år. Det er vores allerbedste sted. Min far, hans kone og min søster har sommerhus i nærheden, og det har flere af vores venner også.

– Jeg går fra at være sådan en lidt antisocial vinterhuleboer, som er nærmest bange for uventede gæster – og planlagte besøg for den sags skyld – til at være afsender af en uendelig regn af spontane invitationer om improviserede grillmiddage og hvidvinsfester. Vi hygger helt vildt og ser rigtigt mange af vores allerbedste venner meget mere i sommerhalvåret.

Nogle har brug for at komme langt væk i ferien og få fred fra det hele, men ikke Kaya og hendes familie.

– Vi kaster os direkte ind i klumpen og elsker det. I sommerhuset kan alle bare komme an.

– Jeg er meget tæt knyttet til min far og hans kone, Mette, som har været min anden tætte voksne, fra jeg var stort barn. Mette og Niels byggede en perfekt kernefamilie med søskende og det hele til mig, og det var helt fantastisk.

– Jeg savner dem alle sammen, hver gang jeg rejser eller i perioder har været længere tid væk med mit job.

Man skal dele det, man har

Når ferien er forbi, fortsætter Kaya med sin makker gennem næsten 30 år, Ole Kibsgaard, med at synge og spille sig gennem Danmark.

Som forsangere for den fællessang-tradition, de har været med til at genoplive på tv og som solister i alle mulige sammenhænge.

De optræder blandt andet med MusikBeRiget, som er slags en musikalsk stuegang for patienter på hospitalet.

– Det er vi stolte af. Vi er en hel flok musikere, som giver indlagte børn og unge et afbræk fra deres sygdom.

Vi laver et musikalsk pusterum, hvor der er plads til alle slags følelser. Det er meget stort og rørende at være en del af. Jeg har set svært syge børn få det meget bedre af levende musik.

Vi spiller for alle børn og unge. De for tidligt fødte, de almindeligt indlagte og for de terminalt syge børn, og det rører mig selvfølgelig langt ind i mit moderhjerte, siger Kaya Brüel og tilføjer:

– Som Ole siger: Det eneste, der er vigtigt, er, hvad det giver børnene og deres pårørende. Det handler ikke om os, men om dem. Det giver stor mening.

– I makkerskabet med Ole får jeg mulighed for at hælde lidt kærlighed ud over verden, og så er han samtidig mit musikalske livsvidne og verdens bedste kammerat. Vi har kendt hinanden, siden jeg udgav min første plade som 19-årig.

Kaya Brüel har for længst bevist, at hun kan lidt af hvert. Hun har sin musik, sit talent, sin makker og frem for alt har hun sin familie.

– Alt, hvad jeg har og er, har jeg selv skabt og bidraget til. Det er jeg faktisk ret stolt af, men nu mærker jeg også, hvordan tiden løber hurtigere og hurtigere. Min børn er store og kan selv. Og så er der mig.

– Telefonen ringer altså ikke af sig selv, når man er kvindelig kunstner og fyldt 50. Det er irriterende, for jeg synes egentlig, at jeg aldrig har være bedre og dygtigere, end jeg er nu. Så det er mig, der ringer. Jeg finder på noget, for sådan er livet jo heldigvis.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 29, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: