Derfor skal du netværke

foto: colourbox
"Hvorfor skal jeg netværke?" Det oplagte svar er, at 70 procent af alle job findes gennem netværk. Men at netværke er meget mere end at finde dit næste job. Der skriver Soulaima Gourani i bogen "Tag magten over din karriere - ti trin til et succesfuldt arbejdsliv", der netop er udkommet.
Soulaima Gourani er MBA og rådgiver inden for forretnings- og forandringsledelse og Ifølge hende skal du netværke, fordi det udvikler dig at udvikle, pleje og udvide relationer. Du udvikler dig igennem andre, og derfor er det nødvendigt at have fokus på din evne til at tiltrække viden og kompetencer, der er forskellige fra dine egne.
Få der kan kortlægge deres netværk
- Det er forbavsende få, der kan kortlægge deres netværk, hvis de får en blyant og et papir i hånden. Årsagen er, at de fleste af os ikke anser vores netværk for at være vores familie eller nærmeste venner, skriver hun. Hun forklarer, at de fleste menneskers netværk typisk består af 80 procent personlige relationer, 15 procent faglige og 5 procent professionelle relationer.
Din familie udvikler dig ikke professionelt
Soulaima Gourani skelner mellem tre former for netværk. "Dit private netværk", "dit faglige netværk" og "dit professionelle netværk". Det private netværk er dem vi kender godt, som familie eller venner. De er vigtige, når du skal bruge støtte, men de er måske ikke kompetente eller kan hjælpe dig med meget andet end anderkendelse og opbakning.
- Dine inspirationskilder bør være udvalgt på baggrund af fortrin, viden og kompetencer. Det er min erfaring, at det er bekendte og ikke familie, som udvikler mig professionelt, skriver hun.
Dit faglige netværk
Dit faglige netværk er typisk dem, du deler dine faglige overvejelser med, og som typisk vil have uddannelse eller et arbejdsområde til fælles med. Dem kan du møde ved at melde dig til organiserede faglige netværk som f.eks. tænketanke eller seminarer.
Det professionelle netværk
Det professionelle netværk er folk, der har andre kompetencer end dig, og folk du derfor kan lære af. Dem møder du typisk på konferencer eller til forretningsmiddage og andre steder hvor folk er uafhængige af branche, job, position m.v.
Soulaima Gourani får ofte spørgsmålet" Hvorfor skal jeg netværke?" fra specielt indadvendte personer, personer der har nok i sig selv, specialister eller fra folk hvor det går meget godt lige nu.
Læs også 5 karriereråd fra kvinder til kvinder på Alive.dk. (link fjernet)
Eller Kvindenetværk er spild af tid på Oestrogen