Der skal altid være håb

Min yndlingsfølelse har altid været håb. Ikke glæde, ikke ekstase, ikke melankoli, men: Håb. Håb er for eksempel det, der vises, så man røres på allerdybeste sted, i min yndlingsfilm "The Shaw-shank Redemption" - på dansk: "En verden udenfor". Filmen har Tim Robbins og Morgan Freeman i hovedrollerne, og åh hvor jeg dog elsker den for det håb, der gennemsyrer hele filmen, og de enorme ressourcer og kræfter, der ligger i at bevare håbet. Det, at man har noget at kæmpe for, at man tror på, at der kan ske en forandring, at noget kan blive bedre, end det er lige nu.

For nylig var jeg til en konference, "Giv en håndsrækning til brudte familier", og temaet var delebørn og deres familier. Her var der en ung mand, som i et oplæg fortalte en historie om, hvad det at mangle håb kan gøre ved én. Historien skulle fortælle noget om, hvad man kan gøre for børn, som bare har det alt for svært, når far og mor er blevet skilt. Nemlig blandt andet lære dem, at der altid er noget at gøre, at der altid er håb, og det i sig selv synes jeg er den smukkeste tanke.

Læs også: Forfølg dine drømme

Historien handler om en cirkuselefant. En stor, stærk og smuk elefant, der stod lænket med en kraftig kæde. At den stod lænket, var egentlig omsonst, fortalte dens dyrepasser en lille dreng, for den kunne sagtens bryde lænken, der slet ikke var stærk nok til at holde så stort et dyr fast. Men elefanten havde stået sådan, siden den var lillebitte, og dengang den var lille, havde den jo ikke kunnet bryde lænken. Og eftersom den havde lært fra lille, at lænken kunne holde den fast, forsøgte den ikke længere at gøre sig fri. Der var nemlig sket det med elefanten, at den havde nået den psykiske tilstand man inden for psykologien kalder for indlært hjælpeløshed. Der var ikke noget håb længere for den elefant om at slippe væk, den var og blev fanget og lænket.

Jeg blev dybt ramt af den elefant og forestillede mig alle de børn, der magtesløst ser til, mens deres base brydes op, og jeg kunne ikke lade være med at reflektere over, hvad det gjorde ved børn, når de føler, de ikke har nogen indflydelse? Historien var så fin, for selvfølgelig hænger livet sådan sammen. Selvfølgelig forandrer verden sig, og pludselig er man stor og stærk nok til at bryde lænker og snærende bånd - det handler bare om at turde tro på det. Og kan man give den viden videre, har man da gjort et eller andet, der er noget værd. Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

Chokerende besvæligt at være gravid