Den særlige ”Matador”-følelse
29. november 2012"Miraklet i Vestervig" stod der, og straks var jeg nysgerrig - et mirakel er ikke nogen hverdagsbegivenhed. Men miraklet var faktisk ikke noget rigtigt mirakel, det var "bare" en gruppe beboere i en lille by oppe nordpå, der besluttede sig for at stå sammen og gøre noget ved deres by, så den ikke gik hen og døde en udkantsdanmark-død, ligesom mange små byer gør i de her år. Nej, et mirakel kan man nok ikke kalde det, når folk beslutter sig for at rejse sig fra sofaen og "X Factor" og i stedet aktivt selv gøre en indsats for at gøre ubeboede huse, der er ved at smuldre væk smukke og beboelige igen. Men inspirerende, det kan man vist godt kalde det, også uden at overdrive. Og det var lige, hvad jeg var, da jeg var færdig med artiklen: Inspireret!
For sikke en ånd der pludselig hvilede over den lille by oppe nordpå, hvor man var gået til kamp mod folk som Låsby-Svendsen og hans kumpaner. Det gav mig næsten mindelser om de historier, man har hørt fra anden verdenskrig, hvor folk stod sammen for at redde jøderne fra koncentrationslejren - ja, det var lidt den dér "Matador"-følelse, jeg fik, hvor Grisehandleren og hans kone Katrine og Doktoren og, og, og ... alle hjalp til for at værne om noget, de troede på. Og det er da muligt, jeg overreagerer, for hvad har renoveringen af et par gamle rønner oppe i Nordjylland med den slags "ånd" at gøre?
Svært at sige sådan helt konkret, det var bare den følelse, der var vakt. Følelsen af pludselig i den artikel at have genfundet noget, som havde været tabt undervejs, og som jeg indimellem kan længes tilbage til. En følelse af, at solidaritet - det at stå sammen og kæmpe for det, vi tror på - er rasende vigtigt i et menneskeliv, og at vi alt for ofte "glemmer" lige nøjagtig dét. At vi alt for ofte har nok i os selv og ikke tid nok til vores rådighed, fordi vi arbejder alt for meget, eller fordi vi bliver grebet af sofa-monsteret og lader vores kroppe og sind udmarve af ligegyldig underholdning i en sådan grad, at vi slipper dét af syne, som virkelig betyder noget?
Jeg ved ikke ... måske blev jeg bare lidt sentimental? Eller måske er der noget om det - måske ER det vigtigt, når vi husker på det, som er vigtigt, og ikke alt det andet skrammel?
Kærlig hilsen
Renée