Den onde sag om Omo

Debatten, som har kørt den sidste uges tid om den nu 24-årige kvinde, Omo Amenagawon, har ikke været køn. Den startede med, at hun stod frem på DR Nyhederne, præsenteret som den første kvinde, der har stået op mod sine menneskehandlere og har fået sine bagmænd dømt. Men asyl i Danmark kunne hun ikke få.

Dette fik rigtig mange op på tæerne. For hvordan kunne det passe - og hvor var justitsminister Morten Bødskov henne i det hele?

Så begyndte en ny side af historien at sprede sig. Bagmændene var ikke blevet dømt for menneskehandel, men derimod for rufferi - en langt mildere dom. Og bagmændene var ikke en mafiaagtig flok, sådan som man ser dem på film, men derimod et nigeriansk ægtepar fra Jylland; hvor i øvrigt kun kvinden blev dømt.

Men hvad er op og ned på denne sag? Vi har prøvet at få Amnesty International til at uddybe deres støtte og forholde sig til de domme, der reelt er faldet i sagen, men de er ikke vendt tilbage. Vi har læst diverse artikler og holdninger frem og tilbage, og strengt taget bliver vi ikke meget klogere. Ingen ved jo, hvad der præcist er sket - og i øvrigt: Hvordan beviser man egentlig tvang?

I stedet for selv at bringe flere gisninger, vælger vi hermed at bringe et indlæg, som Mogens Albert Pedersen fra Christians Safe House, som hjælper og støtter handlede kvinder, lagde på sin facebook tidligere i dag. Han kender sagen. Og han kender Omo. I hans indlæg er sagens kerne ikke paragraffer, men et menneske af kød og blod - og dét, mener vi, er vigtigt ikke at glemme, når beskyldningerne begynder at fyge:

Af Mogens Albert Pedersen, Christians Safe House:

Sjældent har jeg oplevet en så ond sag som denne.
Sjældent har jeg oplevet en så hård og iskold tone som her har været tilfældet i debatten.

Først blev jeg rigtig vred, mest over den kyniske tone og oppiskede stemning der nu blev skabt og efterfølgende blev debatteret med et fast udgangspunkt i at Omo bare var fuld af løgn, og at jeg eller vores organisation, på nogen måde skulle medvirket til at skabe en forvrænget fremstilling af sagen i offentligheden, og endda antydet at det hele var et set up, måske var med ført hånd, og for egen vindings skyld. Det har godt nok ikke skortet på underlige spekulationer og beskyldninger, af alle mulige slags.
Men, men, to forkerte bliver aldrig en rigtigt, så de fleste af disse tilsyneladende meget vrede angreb, lader jeg derfor ligge.

Referencerne til denne onde stemning i debatten er stort set alle ensidigt er fra den ret sag der efterfølgende kom efter Omo selv gik til Politiet i sin tid. Mine oplysninger fra hele sagsforløbet, med samlede opsummeringer er fra Flygtningenævnet afgørelser, senest af den 3. april 2013.

Herfra vores frivillige arbejde, er det ufattelige få sager som vi bringer frem til offentligheden, da det næsten er umuligt at kvinderne til at stå frem. Også selvom det er helt anonymt. Af frygt for dem selv, deres nærmeste, og for de eventuelle repressalier som de derved udsætter sig selv for. Her i Omos sag kan vi alle så på nærmeste hold opleve hvad det så lige nu indebærer.

Hvorfor denne modstand mod en så ung kvinde og mor, som frygter for hendes og sit barns liv og bare vil have fred og frihed? Hvilke kræfter og hvorfor denne aggressive holdning fra en række gennemgående personer til hele Omos sag kan man måske selv gætte sig til, ved at google på nogle af de aktiveste og mest fremfarende navne i debatten.

Eventuelle andre handlede kvinder som vi har også har kontakt til og som måske ønskede at ville stå frem og fortælle om det de har oplevet, og derved måske bringe lidt solid politi efterforskning, til efterfølgende retfærdighed, vil nok afholde sig fra noget lignende hvis det ender i samme gang mudder.

Omo har selv og helt uden opfordring valgt at stå frem, DR Nyheder. Ingen her fra eller DR har kunnet påvirke denne afgørelse. Hendes grund er klart, at hun mener at hvis hun og hendes søn tvangsudvises, til Nigeria, har de ikke mange chancer. Omo er ret overbevist at de risikerer at blive efterfulgt, forsvinder ud i det blå, eller endnu værre, blive slået ihjel. Hvis dette skulle ske, så ved vi i det mindste alle at de levede og eksisterede.

Omo er en ung pige på 24 år. En ung mor til en dejlig lille dreng på 1½ år. Faderen til barnet var også asylansøger. Hun mødte ham i Asylcenteret, men kort efter fødslen forlod hende og barnet. Omo er ikke uddannet eller har gået meget i skole. Hun taler og læser ikke dansk, men kun engelsk. Hun indrejste til Danmark den 6. april 2010 endnu ikke fyldt 20 år, til Danmark, og troede, lykken var gjort da hun troede hun skulle arbejde som au-pair pige.
Allerede inden en måned efter hendes ankomst til Danmark, blev hun i bil, kørt rundt i Jylland til forskellige sexklinikker hvor hun skulle arbejde som prostitueret. Til byer, steder og adresser som hun umuligt selv ville kunnet have kunne fundet frem til.

Den 17.august 2010, gik hun selv til Politiet, og anmeldte det hele. Der var efterfølgende en ret sag hvor der faldt en dom på ti måneder over den ene af de anklagede. At løfte bevisbyrden for menneskehandel er næsten umuligt, så det blev en dom for rufferi. Ifølge Omo er en lille detalje her, er at to af vidnerne til Omos forsvar var, henholdsvis en ejer af en af de sexklinikere hvor Omo skulle arbejde og en anden sexarbejder som også arbejde på samme klinik.

Indrømmet, er rufferiparagraffen, er ret løs i sine rammer og dækker ret bredt, men her er der ikke tale om eventuelt at kun tage telefonen på en sexklinik. Men derimod at selv aktivt, dette mindre end en måned efter Omos ankomst til Danmark, at køre lange ture rundt i Jylland, for at aflever Omo på diverse adresser hvor hun skulle arbejde på en sexklinik.

Omo kom til mig da hun fik sit første afslag fra flygtningenævnet, i marts 2012
Jeg læste indgående hendes historie som var beskrevet i nævnets afgørelse, og afslag på beskyttelse og asyl. Jeg forstod at hun efter retssagen, først blev sendt til Redens Krisecenter, og efterfølgende til et Røde Kors asylcenter. Jeg vurderede at var hun, som alle andre "normale" asylansøger i Danmark ville hun nok være sendt direkte til et Røde Kors asylcenter, medens hendes asyl sag kørte.
Jeg forstod også at hun havde været i kontakt med Center mod Menneskehandel. Det fremgår også af hendes to afslag fra Flygtninge nævnet, at hun anerkendt som handlet menneske.

Det fremgik også i kendelsen at hun ved en hjemsendelse ville kunne modtage hjælp fra NAPTIP (National Agency for Prohibition of Trafficking in Person) i Nigeria, som er det offentlige organ som tager sig af hjemsendte kvinder der har været udsat for Trafficking, menneskehandel, og tvangsprostitution. Om selve ret sagen fremgår ganske kort i afslaget i nævnets afgørelse og fortæller det dog om sagen, der har været en ret sag og der er fældet en dom i retten. Dog uden at gå i detaljer, i selve rets forløbet.

Når jeg står med alle disse oplysninger, er det for mig, her tale om et anerkendt handlet kvinde, der har søgt beskyttelse, har fået afslag på asyl. Afslag på beskyttelse og asyl har vi set rigtigt mange af gennem årene, men Omos sag skilte sig dog ud ved at hun aktivt havde sammenarbejdet med politiet og der efterfølgende havde været en domfældelse.

Herfra beder jeg ikke nu om yderlige oplysninger om selve ret sagen, da både Center mod Menneskehandel, Udlængestyrelsen og Flygtningenævnet jo anerkender Omo som handlet menneske.
De afgør alene, om et menneske er handlet eller ej. Her er det afgjort at Omo er anerkendt handlet menneske i Danmark.

Jeg taler naturligvis med hendes advokat, og andre NGO aktører i dette arbejde om Omos sag. Naturligvis er jeg da oprigtigt dybt rørt hvis Omos tidligere værts familiens børn nu lider under alt dette, i deres lokale samfund. Det gør mig faktisk oprigtigt ondt at tænke på. Men når det er sagt forstår jeg så heller ikke hvordan man samtidig, beviseligt har kørt Omo rundt til en masse sexklinikker i Jylland. Hvordan hænger det lige sammen med voksernes ansvarlighed, over for en så ung kvinde som man har taget ansvaret for?

Hvis det vitterligt, rent hypotetisk, som mange steder også har været hævdet, at det alt sammen var en på den tid knapt 20 år, Omos eget ønske at skulle ud og sælge sex på Jyske bordeller; Skulle de ansvarlige voksne værts familien som havde taget hende op som au-pair, pige så ikke på det kraftigste råde hende fra det? Eller simpelt hen da hun jo var en ganske ung au-pair pige og jo var ansat hos dem, have totalt have nægtet hende dette?

Hvis værtsfamilien, som tog Omo herop, nu ønsker fred omkring deres liv, hvorfor er der så denne voldsomme modstand mod Omos ønske om nu også at få et liv i fred. Eller ligger der måske et helt andet motiv bag ved denne storm af modstand, mod Omos kamp for sit og hendes søns liv? Der er godt nok mange sider af denne sag, men der er faktisk endnu flere spørgsmål.

Men virkeligheden er nok lige nu, at der sidder flere ofre i hele denne triste historie.

En af dem er Omo og hendes lille søn.

Omo har modigt nu stået frem med eget navn og ansigt, også selvom mange rådede hende til at overveje den beslutning. Det er slet ikke almindeligt, i de nogen af sager jeg har bistået i. I min opfattelse, og med det personlige kendskab jeg nu har fået til Omo som person, er det for mig et tegn på ægte indre mod og styrke, da hun virkeligt oprigtigt mener at hun ikke selv har gjort noget som helst forkert, og troede på retfærdigheden, her i landet.

Nu befinder sig i stedet en tilstand at total afmagt.

Skal der ro over denne sag, skal der efterhånden en fornuftig salomonisk afgørelse til. Et er sikkert, man kan ikke udvise en ung mor og hendes lille søn til en uvis fremtid, i Nigeria. Medens alle vil ind med en skarp replik, lever Omo og hendes lille søn i en fuldstændig uvis fremtid…

Hvad er Christians Safe House? Se deres hjemmeside her: Christians-safehouse.dk