https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/sex-og-psykologi/klummer/renee-toft-simonsen/1001-renee-1-kopi-2_2.jpg
Selvudvikling

Dejlig ny manderolle

17. februar 2010
af Renée Toft Simonsen
Der er sikkert kvinder, der finder det toplækkert med filede herrenegle, heldigvis for det, der skal jo gerne være noget for enhver smag derude.

Jeg læste endnu en artikel om den moderne mand, om, hvordan selve manderollen trængte til en redefinering. Det er åbenbart et populært emne i øjeblikket, og det er i grunden meget rart.
For det er uden tvivl væsentligt at få redefineret manderollen på en brugbar og anvendelig måde, en måde, som mænd i dag vil kunne forholde sig til og identificere sig med.

Vi er langt forbi den metroseksuelle mand, der var meget populær for nogle år siden, og godt for det, for han var efter min mening ikke særlig sexet. Al den parfume og det der hårløse
bryst, tøj, der sidder ulasteligt, og hvor alt passer sammen. Der er sikkert kvinder, der finder det toplækkert med filede herrenegle, heldigvis for det, der skal jo gerne være noget for enhver
smag derude. Men ham, der var på tapetet i artiklen her, var ham, der identifi cerede sig med feministerne, ham, der tog faderrollen alvorligt og tog barsel, ham, der gerne ville lære at
tale om følelser, MEN som samtidig ville finde sin egen måde at gøre det hele på.

Og ham har vi faktisk manglet en lille smule. Altså ham, der gerne vil indgå i et forhold på lige fod med kvinden med alt, hvad det indebærer, men som samtidig ikke vil finde sig i at få
en opskrift stukket i hånden. Som vil kæmpe for at finde sin egen måde at gøre tingene på, og som også gider tage den kamp, det kan være med hyænen (der fejlagtigt tror, hun har patent på sandheden i forhold til alt, hvad der vedrører huset og børnene).
Til slut i interviewet bliver den nye moderne mand spurgt om, hvorvidt han synes, det er lettere at være mand i dag end på hans fars tid, hvilket han svarer klart nej til - efter hans mening
er det blevet mere vanskeligt, for i dag er der så uendelig meget mere, mænd skal forholde sig til, heriblandt børnene.

At det er sværere at være mand i dag end for 50 år siden, tror jeg faktisk, han har helt ret i, også selv om man skulle tro det modsatte, idet manden har fået flere tilgange til det at være mand med i registeret. Selvfølgelig bliver det mere besværligt, jo flere valg der er, jo mere man selv skal tage ansvar og forholde sig aktivt reflekterende, og jo flere niveauer man skal deltage på. Men hvor er det dog dejligt, at mændene nu også kommer med, og hvor er det dejligt at høre de refleksioner, der fylder det andet køn, og se, hvordan de ligner dem, der fylder mit eget hoved. Pludselig blander min mand sig og spørger, hvad jeg skriver om. Da jeg forklarer ham det, stirrer han helt uforstående på mig. Hvorfor skal manderollen overhovedet defineres, spørger han. Kan det ikke bare hedde manderolle og kvinderolle, og så lad det være det? Hvad pokker svarer man lige til det? Men o.k., der er måske også en anden kategori, hulemand hedder den vist.

Kærlig hilsen
Renée

Læs også