Debattør Khaterah Parwani: Jeg er ikke bange for konfrontationer

Ser du dig selv som et forbillede?

– Nej, jeg er alt andet end et mønsterbarn eller hende, der topscorede karakterer og klarede sig på trods. Jeg møder tit unge, der ser noget i mig, og dér, hvor vi ser hinanden, er der ikke pænt og behageligt eller noget, der kan lægges et filter hen over, tværtimod.

– Jeg har som barn og ung fået at vide af lærere og pædagoger, at jeg skulle finde et forbillede, men jeg har aldrig fundet mig selv fuldkommen i en anden. Jeg har fundet brudstykker her og dér. Eksempelvis hos min mor, der flygtede under en krig med tre børn og kæmpede med svære sygdomme og havde mere styrke end nogen historisk kejser.

– Når jeg ser på de unge, ser jeg ofte, at deres forbilleder hurtigt bliver til bobler, hvor alt ser glansbilled-perfekt og pænt ud på overfladen. Jeg kan også se, at billedet af mig selv er blevet sådan, efter at jeg er kommet ind i den offentlige debat. Derfor gør jeg altid meget ud af at fortælle de unge, som jeg møder og har kontakt med, at jeg har tonsvis af menneskelige fejl. Jeg er havnet i slagsmål, har haft 50 pauser i mit jurastudie, jeg har rodet mig ud i forkerte fyre og dumme situationer og truffet en masse åndssvage beslutninger undervejs.

– Jeg stræber ikke efter at være perfekt, og det skal de vide, for de unge har det med at tæske sig selv hele tiden. De skal stræbe efter noget dybere. Noget, der ikke findes uden for, men inde i dem selv.

Læs også: Vi hylder 100 kvinder, der inspirerer og tør, i feminas store guldnummer. Se listen over alle de 100 skønne kvinder her

Hvis ikke vi kan bruge forbilleder, hvad kan vi så bruge?

– Handling. For mig er et forbillede et menneske, der rent faktisk handler. Jeg tror, det kommer fra min opvækst, hvor jeg har hørt så mange mænd bruge store ord om revolution, frihed og forandring. Men det var altid kvinderne, der handlede. Kvinderne var de tavse, men det var dem, der samlede hjemmet op. Dem, der fik børnene op om morgenen, vaskede dem og sørgede for, at der var mad. Så jeg er naturligt skeptisk over for dem, der taler for meget.

– Min opvækst i underklassen i Danmark betyder, at jeg ikke selv er bange for konfrontationer. Jeg er ikke vant til, at man pakker tingene ind, og jeg er ikke konfliktsky. Derfor har jeg det helt fint med at være i selskab med mennesker, der kommer fra samme bagland. Dem, der ikke er så finpudsede og tilpassede. Dem, hvis liv udfordrer den mere elitære forestilling om, hvordan virkeligheden ser ud.

Læs også: Özlem Cekic - Jeg svarer også på de mails, der starter med ”perkerso”

Kommer din feminisme også ud af din opvækst?

– Min feminisme kom af manglen på feminisme i min opvækst. Sådan er det stadig. I minoritetsmiljøet er det ret håndfast, hvad problemet med ligestilling er. Det er straks mere kompliceret i samfundet, hvor strukturer og fordomme spiller ind. Men jeg er kompromisløs, når det kommer til ligestilling.

– Det beundringsværdige ved vores feministiske formødre i Danmark er, at de aldrig var populistiske. De sparkede opad og bekæmpede magtstrukturer. De ledte altid efter det, der var det allermest upopulære at sige eller gøre, og så gjorde og sagde de netop dét. I dag er det det modsatte, der sker i den offentlige debat, fordi alt handler om klik og likes og ikke om retfærdighed.

– Jeg er ikke til de nemme kampe. Jeg blander mig, fordi der skal være nogen, der stikker en kritisk nål i samfundets selvforherligende bobler – og for den sags skyld også i de religiøse.