https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/sex-og-psykologi/klummer/renee-toft-simonsen/1011-renee/1011-renee-7-kopi.jpg
Selvudvikling

De gode gamle dage er forbi

8. juni 2011
af Renée Toft Simonsen
I dag behøver man ikke at tage ud og lære noget om verden, slet ikke. For i dag er det dér med erhvervserfaring ikke noget, man satser på, hvilket jeg virkelig kun kan beklage

Jeg sidder i bilen med en af mine unger. Hun skal tilbage til efterskolen og spørger til dengang, jeg var i kibbutz. Jeg forklarer hende om ideen med kibbutz, hvad der ligger til grund af fantastiske tanker, og hvorfor jeg selv tog af sted i sin tid. Fortæller om, hvordan vi arbejdede gratis for kost og logi. Det synes hun er svært at forstå ("... arbejde gratis ... hmm ...").
Men så kunne jeg jo også fortælle om, hvor godt det battede som erhvervserfaring, og hvordan man faktisk dengang for 20 år siden kunne bruge det til at komme ind på den uddannelse, man havde drømt om. Det syntes hun var smart, og selv om det måske ikke umiddelbart var studierelevant i forhold til f.eks. medicin, så var der jo en del menneskekundskab at vinde ved at komme til udlandet, klare sig selv i en ung alder og møde en masse andre unge fra andre kulturer etc., og det kunne en læge in spe vel godt bruge, sådan indirekte i hvert fald ...

Men de gode gamle dage er forbi, må jeg desværre meddele hende. Hun behøver ikke at tage ud og lære noget om verden, slet ikke. For i dag er det dér med erhvervserfaring ikke noget, man satser på, hvilket jeg virkelig kun kan beklage. Jeg lærte ret meget, de otte år jeg rejste rundt i hele verden, og er fuldstændig overbevist om, at det har givet mig både livskundskab, forståelse, rummelighed og meget andet. Jeg er overbevist om, at det har været et stort plus for mig i min uddannelse og i form af de bidrag, jeg følgende har kunnet yde til samfundet, økonomisk såvel som menneskeligt. Unge mennesker af i dag presses imidlertid til at vælge uddannelse, før de overhovedet er klar over, hvad de har lyst til, endsige klar til at gennemføre et langt studium. Det hele skal bare gå så forbandet hurtigt og må helst ikke koste noget.

Da jeg kommer tilbage fra køreturen, læser jeg en artikel om, at kvote 2-studerende har dobbelt så stor chance for at gennemføre uddannelsen som dem, der er kommet ind med lutter 12-taller. Det støtter mit synspunkt om, at unge mennesker har godt af erfaring og tid, nøjagtig som osten fra Klovborg. Undersøgelsen er foretaget på Syddansk Universitet blandt medicinstuderende fra 2003 til 2007. Samme avis bringer en udtalelse fra undervisningsministeren, på hvem undersøgelsen intet indtryk har gjort. Tja, det vidste vi jo godt, desværre! Der skal meget mere til, hvis noget skal gøre indtryk dér. Helst noget billigt. Men der er da noget uendelig trist i, at hele mennesker skal gøres op i tørre gennemsnitstal. Eller står jeg alene med den holdning?

Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

https://imgix.femina.dk/legacy/media/d07a1f4330a644e6b6af9b782410e35d.jpg
https://imgix.femina.dk/legacy/media/f22c71648e58431caaceb356c9c5376b.jpg

Læs også