Daimi: Jeg er til nostalgisk jul og pynt fra barndomshjemmet

Hvert år pynter vi alle op til jul og i hvert hjem er der forskellige traditioner for, hvad der pynter vinduerne og hvad der kommer til at hænge på juletræet. Hjemme hos Diami er julen nostalgisk.

Hvad har du altid på julebordet?

- Jeg er ikke den, som pynter helt vildt op hjemme i privaten. Men jeg har nogle små juleting fra mit barndomshjem, som jeg værner om, og som skal frem hvert år. Derudover plejer jeg at stille en skål frem med kogler eller andre ting fra naturen, som jeg så pynter med juleting. Og i min garderobe på Riddersalen, hvor jeg spiller i november og december, pynter jeg også altid op. På bordet har jeg bl.a. et par gammeldags dåser, som jeg fylder slik og søde sager i, når vi nærmer os december.

LÆS MERE: Julekonfekt hører sig julen til. Her får du seks opskrifter på lækker julekonfekt.

Hvad er dit yndlingsjulepynt?

- Det må være en lille nisse lavet i piberensere, som jeg har gemt fra min barndom i Esbjerg. Dengang havde vi mange af dem, og de blev altid sat fast i juletræet. Desværre er det kun den ene, jeg har, som har »overlevet«. Hans lille ansigt er næsten »falmet af« igennem årene. Men han skal frem hver jul. Jeg er mest til det pynt, som er lidt nostalgisk og bringer minderne frem. Jeg har også et eksemplar af »Peters Jul«, som er fra 1947, og som jeg har gemt siden min barndom.

LÆS MERE: Hjemme hos Jette Torp er julen blevet mindre juleagtig. Læs hvorfor lige her!

Hvad spiser I altid juleaften?

- Min mand er englænder, så vi får farseret kalkun. Det er ham, der laver den, og den bliver tilberedt med kastanjer, salvie og hakket kalv og flæsk, den smager fantastisk, og der er mad til flere dage. Vi får den juleaften. I England kommer den først på bordet juledag. Ofte er vi ude i julen, og når vi er det, får vi som regel traditionel dansk mad.

Har du en julehemmelighed?

- Ja, jeg kan huske en jul, hvor jeg skulle til juletræsbal sammen med mine forældre. Jeg havde fået den sødeste lille matroskjole, og laksko, som passede til. Jeg var fem år, og vi boede til leje hos en fiskeskipperfamilie - de boede i stuen, vi boede på første sal, og jeg smuttede ned for at vise min kjole. De havde gæster, og indenfor var der det mest overdådige kagebord. Jeg blev helt paf, og da de spurgte mig, om det var min fødselsdag, siden jeg havde fået ny kjole, sagde jeg bare ja. Så fik jeg både en gave og lidt penge, og da jeg kom op, spurgte min mor naturligvis, hvor jeg havde gave og penge fra. Skyldbetynget måtte jeg gå til bekendelse, og jeg blev sendt ned for at give det hele retur, men jeg fik lov at beholde gaven.