Lars_Ranthe
Selvudvikling

Da Lars Ranthe fyldte 50, begyndte han til psykolog. Hvem var han nu, og hvad skulle han med resten af livet?

12. april 2023
Af Camilla Maria Johansen
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Skuespiller Lars Ranthe mistede sin far det samme år, som han fyldte 50. Halvvejs i livet søgte han hjælp til at finde ud af, hvad fremtiden skulle bringe.

Denne artikel blev første gang bragt af SE og HØR. Dette er en redigeret version.

2019 var et år med store omvæltninger for skuespilleren Lars Ranthe. Han mistede sin far, som var ramt af Alzheimers. Og han fyldte selv 50 år.

De to begivenheder kombineret sendte Lars Ranthe ud i en form for midtlivskrise. Det fortæller han til ALT for damerne.

- Når ens far dør, så er man pludselig den næste på bænken. Og når man samtidig er midt i livet, er der en masse bokse, man lige tjekker af: Karriere. Børn. Parforhold. Samtidig sker der det, at ens testosteronniveau daler, og det gør noget ved maskuliniteten.

- Der er en masse pladetektoniske forskydninger, der sker omkring 50-års-alderen, og jeg havde i hvert fald et behov for at gå til psykolog i en periode for at få hold på, hvem jeg nu var, og hvad jeg skulle med resten af mit liv, siger Lars Ranthe til ALT for damerne.

Lars_Ranthe
Sammen med hustruen, skuespiller Christine Albeck Børge, 48, har Lars Ranthe døtrene Rigmor, 19, og Betty Marie, 14. Ranthe og hustruen har været sammen i snart 30 år.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Helt patetisk

Han nævner de mænd, der som følge af midtlivskrisen skifter konen ud med en yngre model og får sig en sportsvogn.

- Og det er helt patetisk. Jeg kan godt forstå, hvad der sker, men det er præcis det, jeg tænker, at jeg ikke skal. Jeg har verdens dejligste hustru, og vi skal blive ældre sammen, og vi skal ældes med ynde.

- Da jeg gik til psykolog, gik det op for mig, at det, at jeg var ked af det, både handlede om, at jeg havde mistet min far, og at jeg var mere end halvvejs i livet, siger han til bladet.

Det hjalp ham også at have samtaler med kollegerne fra "Badehotellet", Birthe Neumann, 75, og Sonja Oppenhagen, 74. Alderen bringer nemlig også ro og erfaring med sig.

Læs også