https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/juli/gribprim.jpg
Selvudvikling

Coach: Nyd de små øjeblikke!

10. juli 2013
af Gitte Sparsø
Foto: All Over
Lad ikke bekymringer overskygge dine små, vigtige stunder. Grib øjeblikket, tag det ind i dit hjerte og hele dit væsen. Så vil hele din adfærd afspejle din livsglæde og din positive energi. Og den slags smitter …

Kender du den følelse at din mave bobler uhæmmet af glæde. Det føles som små bitte livlige champagnebobler i hele kroppen og særligt i maven. Hele din krop fyldes af livsglæde. Du er så glad. Denne ustyrlige boblende livsglæde kan opstå ud af det blå ingenting og kan ikke forklares, den føles. Man er bare så glad ...

Den uforklarlige glæde
Når denne følelse pludselig opstår, så prøv at give den plads, bare nyd det og fryd dig. Du kan måske ikke altid forklare følelsen, det føles blot så livsbekræftende og du bliver glad og måske taknemlig.
Vi er så vant til at kunne, og skulle forklare alting. Det forventes, at vi kan sætte ord på vores følelser, men af og til kan vi ikke finde ord for det, vi føler, vi kan ikke forklare ... det er følelser, vi mærker dem, og de kommer dybt fra vores sjæl.


Kendt fra medierne, tv og radio og nu fast skribent på Oestrogen.dk:

Se mere på www.gitte.net

Nyd det …
Hvad der frembringer denne livsglæde kan afhænge af, hvordan du i øvrigt har det. Følelsen kan komme, når du betragter en smuk solopgang, det spirende forår, lytter til fuglesang, dufter til en blomst, lytter til musik, ser en regnbue, lytter til bølger på en strand, nyder duften af nybrygget kaffe, eller når du holder din elskede i hånden.

Dit øjeblik, dit ønske …
Har du små øjeblikke, der er vigtige for dig, men alligevel er disse små vidunderlige stunder er præget af bekymring og overskygger derfor dine livsbekræftende stunder? Vær opmærksom på, hvad du fokuserer på i dit liv. Vær opmærksom på, hvilke af dine tanker, du giver mest næring. Hvad ønsker du dig i livet? Hvad er det vigtigste for dig i livet?

Hvis bare …
Et er, hvad du kan leve med, et andet er, hvad du ikke kan leve uden.Vi kan tænke: Bare jeg får det hus, bare jeg får det job, bare jeg får den kæreste, bare jeg får mere tid, bare jeg får… Så bliver alt godt. Vi gør os mange bekymringer, men de bliver sjældent til noget alle sammen.

Alligevel er det hyppigt således, at det vi har efterstræbt og ønsket os så inderligt, pludseligt ikke længere er så vigtigt, som vi mente, og vi opdagede vi ønsker noget ganske andet.

Vidunderlige øjeblikke
Giv dig tid. Giv dig tid til at nyde de små vidunderlige øjeblikke, som blot er der et kort øjeblik og hurtigt er væk igen, og som kærligt bliver lagt på dit følelses-lager og giver dig positiv og glad energi til dagen og dine omgivelser.

Grib de sanselige betydningsfulde øjeblikke og tag dem ind i dit hjerte og hele dit væsen, og din hele adfærd vil afspejle din livsglæde og positive energi.
Din livsglæde, smil og positive energi smitter, og mennesker omkring dig vil glædes. Du glæder andre, andre glæder dig … det er livsglæde, og livsglæde giver dig energi og overskud til dine opgaver og gøremål.

Hjertelige tanker

Gitte Sparsø

Læs også