https://imgix.femina.dk/media/article/1748-camilla.jpg
Selvudvikling

Chefredaktøren: Jeg utaknemmelige skarn!

30. november 2017
af Camilla Kjems
Vi mennesker er slet ikke indrettet til at være taknemmelige. Vi er indrettet til at overleve: – Vi reagerer som urmennesker, og de var altså ikke nået langt, hvis de havde siddet i en hytte og været taknemmelige
Nogle gange føler jeg mig som verdens mest utaknemmelige menneske. Jeg har ALT: Sunde børn, en skøn lejlighed, et fedt job og en dejlig kæreste – og alligevel kan jeg på nogle dage føle mig trist, grå, alene og blive ramt af den grimmeste følelse i verden: Misundelse. Og så hader jeg mig selv for det: For, at jeg er så usselt et menneske, at jeg ikke kan være taknemmelig for alt det fantastiske, jeg har. Fandeme ucharmerende!
– men også menneskeligt. For jeg er ikke alene med at kæmpe en inderlig kamp med (u)taknemmeligheden – det ved jeg efter at have læst denne uges femina. Da jeg først så artiklen ”Har du sagt tak i dag?”, tænkte jeg: Åhh suk, endnu en artikel om, at man bare skal sige tak 10 gange hver dag, og så kommer alt godt dumpende ned fra himlen! Men nej, der er heldigvis mere ved artiklen end det, for faktisk er det ikke bare MIG, der er et utaknemmeligt skarn – ifølge erhvervssociolog Rikke Østergaard er vi mennesker nemlig slet ikke indrettet til at være taknemmelige. Vi er indrettet til at overleve: – Vi reagerer som urmennesker, og de var altså ikke nået langt, hvis de havde siddet i en hytte og været taknemmelige. De skulle ud og samle forråd. Men nu er vi et sted i udviklingshistorien, hvor vi ikke behøver at rage til os. Vi behøver ikke at være i overlevelses-mode hele tiden, siger Rikke Østergaard. Derfor vil hun i sin nye bog lære os om, hvordan vi kan øve os i at blive mere taknemmelige. Så vi kan nyde livet frem for hele tiden at jagte det næste ”byttedyr”.
Det vil jeg gerne lære. Vil du med mig på rejsen? Så læs med i denne uges femina. Herfra er der kun tilbage at sige én ting: Tak. Camilla Kjems Chefredaktør camilla.kjems@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I UGENS FEMINA I GALLERIET HERUNDER

Læs også