Camilla Kjems
Selvudvikling

Chefredaktøren: Fuld af nattens stjerner ...

5. september 2019
af Camilla Kjems
Vi søger ofte tilbage til musik fra vores ungdom – fordi det vækker minder og på den måde både kan være et frirum, der giver én et ungdommeligt pust, samt virke forløsende i forhold til de drejninger, livet efterfølgende har taget
Kender du det: Du hører en sang fra din fortid. En sang, du har skrålet med på. Grædt salte tårer til. Danset til. Kysset til. Levet med i en hel sommer eller vinter. Og i samme sekund overvældes du af minder. Du kan føle hjertesorgen, mærke din daværende kærestes læber mod dine, dufte den lune sommerluft fra dengang og endda erindre, hvad du havde på en særlig aften.
For mig oplever jeg de fleste af mine minder på denne måde. Via musikken. Intet kan som musik indfange en stemning og bære den med sig i erindringen gennem årtier. Derfor søger vi ofte tilbage til musik fra vores ungdom – fordi det vækker minder og på den måde både kan være et frirum, der giver én et ungdommeligt pust, samt virke forløsende i forhold til de drejninger, livet efterfølgende har taget. Sådan et forhold har jeg til Lis Sørensen. "Stille før storm", "Verden er i farver", "Fuld af nattens stjerner" ... De sange bliver jeg aldrig træt af, og når jeg hører dem, kan jeg se mig selv på mit børneværelse på Bornholm, samtidig med at jeg kan finde nye lag, betydninger og nuancer i sangene, nu hvor jeg er blevet ældre. Den samme oplevelse har Lis Sørensen, som du kan møde på s. 8, selv. Efter hun for to år siden blev skilt, har hun til sin store overraskelse kunnet bruge sine egne sange på en helt ny måde. Og netop musikkens forløsende effekt og dens evne til at samle mennesker i fællesskaber er stadig noget af det smukkeste, hun ved:
"Vi sidder dér med hver vores historie sådan en aften i Næstved eller Odense, eller hvor det nu er. 400-500 mennesker med hvert vores liv. Der kører alle de her historier rundt i rummet. Folk, der lige kan have mistet en søster, lige er blevet forelsket, sønnen er rejst til Afghanistan, datteren er stukket af. Alle de her uforløste historier. Og alle de forløste. Altså vores forskellige liv. Alle de historier lever i de der sange." Smukt. Camilla Kjems Chefredaktør camilla.kjems@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I DENNE UGES FEMINA I GALLERIET HERUNDER
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også