camilla kjems
Selvudvikling

Chefredaktøren: Forandringer forude ...

27. december 2018
af Camilla Kjems
Jeg elsker at kaste mig ud i nye eventyr, hvis jeg véd, jeg har sikker grund under fødderne. 2018 er forbi. Vi skriver 2019. Og ingen ved, hvad året vil byde på
Jeg har længe gået med en fornemmelse i kroppen af at være midt i en brydningstid. En sitrende og lettere rastløs fornemmelse. Følelsen af, at noget kalder på mig, men jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er. Kender du den fornemmelse?
Derfor kastede jeg mig også fluks over mit årshoroskop i denne uges femina for at se, om stjernerne mon kunne gøre mig klogere på, hvad denne sitrende rastløshed i mig mon forudsiger. Og gæt hvad? Stjernerne forudser dem også. Forandringer for mig. Lidt vildt, synes jeg, da jeg faktisk aldrig har været forfalden til at tro på de dér stjernetegn. Desværre kan mit horoskop ikke fortælle mig præcis, hvad det er, der kommer til at foregå. Damn! For når vi nu ikke kan undgå forandringer i livet, kunne det da være skønt, hvis vi i det mindste kunne få lidt tid til at forberede os på dem?! Noget af det sværeste for os mennesker at håndtere her i livet, er det eneste, vi kan være sikre på vil møde os: Forandringer. For selv om ordsproget fortæller os, at ”forandring fryder”, er det en sandhed med modifikationer. Måske når de er på plads, jo. Men umiddelbart når de rammer én, indgyder forandringerne ofte frygt, uro og bekymringer. Fordi vi er på usikker grund og ikke ved, hvad det vil have af konsekvenser for os.
Jeg elsker at kaste mig ud i nye eventyr, hvis jeg véd, jeg har sikker grund under fødderne. 2018 er forbi. Vi skriver 2019. Og ingen ved, hvad året vil byde på. ”Ryk ud af komfortzonen og grib de muligheder, der opstår”, lyder rådet til mit stjernetegn (Tyr) i det store årshoroskop på side 59. Det vil jeg hermed gøre. Samt ønske dig og dine et fantastisk 2019. Camilla Kjems Chefredaktør camilla.kjems@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I UGENS FEMINA I GALLERIET HERUNDER
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også