Chefredaktøren: Feminisme version 4.0

Jeg går ind for ligestilling. Mener, at ligeløn burde være en naturgiven selvfølge. Og at mænd og kvinder på alle måder er lige meget værd og har lige meget at skulle have sagt. Men gør det mig til feminist? I mange år ville mit svar helt naturligt have været: Ja. For jo, det er jeg vel, når jeg har de synspunkter ... og så alligevel ... for i mine øjne er disse værdier ikke ensbetydende med feminisme, men humanisme. At alle er lige meget værd – uanset køn, race, nationalitet og seksualitet. Det er da en selvfølge og et grundfundament, ALLE, ikke kun feminister, kontinuerligt bør kæmpe for. Men hvor efterlader det feminismen? Helt personligt mener jeg, den næste store kamp skal kæmpes i grænselandet mellem videnskaben og virkelighedens hverdagsrealiteter. Som konfliktmægler og rødstrømpe Marion Thorning siger i artiklen om kvindekamp i denne uges femina: ”Vi er nødt til at tale om køn også som biologisk fænomen. Selv om vi prøver at udligne forskellene på mange måder, er der forskel på kønnene, og hvordan skulle vi få ændret på tingene, hvis vi nægter at tale om maskuline og feminine præferencer på eksempelvis jobmarkedet? Hvor stor en del af det der skyldes arv, og hvor stor en del af det der skyldes miljø, ved vi jo ikke, men det kunne vi måske debattere på en mere udforskende måde i stedet for at gå i den ene eller den anden grøft.” Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg er lige med enhver mand, men ER ikke en mand – jeg tænker anderledes, føler anderledes, elsker anderledes og agerer ofte også anderledes. Som mig. Som kvinde. Så ja, de to køn er lige, men ikke ens. Og lige præcis dét paradoks er i mine øjne essentielt at sætte fokus på, hvis vi skal hæve kønsdebatten op på et nyt niveau. FÅ ET SMUGKIG I UGENS BLAD I GALLERIET HERUNDER