https://imgix.femina.dk/media/billeder/2014/april/terapiprim.jpg
Selvudvikling

Cancer: Filosofi hjælper kræftpatienter

30. april 2014
af Lonnie Kjer
Foto: All Over
Det handler mere om livshistorie end sygdomshistorie i ny form for samtalegruppe til kræftpatienter. Udgangspunktet er filosofi og samtaleteknikker skabt af Sokrates. Det viser sig at være godt, når kræftpatienter skal tilbage til livet igen.

Hvad har Sokrates med kræft at gøre? Umiddelbart ikke det store, men kombinationen af dialog og filosofi har vist sig at være en succes, skriver Kræftens Bekæmpelse.

Om de sokratiske dialoggrupper

Hver gruppe har seks deltagere, som mødes seks gange a to timer.

Det emne, der vælges ved det første møde, behandles ved alle møderne.

Lederen af gruppen - i dette tilfælde Jeanette Ladegaard Knox - benytter ikke særlige behandlingsmæssige- eller psykologiske teknikker, men hjælper deltagerne med at udpege de centrale begreber under samtalen og med at styre faserne i samtalen mellem det abstrakte og det konkrete.

Læs meget mere på www.cancer.dk

Positive tilbagemeldinger
I hvert fald udtrykker samtalegrupperne stor begejstring for tiltaget og dialoggrupperne, der er udviklet af Jeanette Ladegaard Knox, som er ph.d. stipendiat på Institut for Folkesundhedsvidenskab og mag. art. i filosofi. For der er positive tilmeldinger om arbejdet med grupperne, som Kræftens Bekæmpelse har støttet med 460.000 kr.

Vejen tilbage til hverdagen
'Dejligt ikke-navlebeskuende'. 'Befriende', lyder et par af ordene for nogle af deltagerne i de nyudviklede samtalegrupper.

De 'Sokratiske dialoggrupper' er målrettet de kræftpatienter, der er på vej tilbage mod en almindelig hverdag og er ved at afslutte deres behandling af sygdommen.

Dét skal der sættes ord på, og det bliver der i grupperne, hvor deltagerne bruger deres egne erfaringer til at ha' samtaler om emner af almen menneskelig og filosofisk betydning, skriver cancer.dk.

Med fokus på livet ...
For i dialoggrupperne er der fokus på livshistorien, sat ind i en større ramme om 'livets store spørgsmål' end på selve sygdomshistorien.
Det åbner tilsyneladende for muligheden for at diskutere følelsesladede emner med et mere abstrakt og distanceret blik, lyder det fra Jeanette Ladegaard Knox.

"Det kan være mindre følelsesladet end i traditionel gruppeterapi, og det er deltagerne glade for. De melder tilbage, at processen har givet dem ro og mod på at gå videre mod livet uden kræft," siger Jeanette Ladegaard Knox.

LÆS MERE HER

Gammel filosofi, ny udvikling
Og det er på alle måder et helt nyt tiltag, der er gang i, for selv om filosofien anvendes verden over som udgangspunkt for uddannelse eller udviklende samtaler, er Danmark første land på verdensplan, der benytter filosofien som udgangspunkt for rehabilitering af kræftramte. 50 danske patienter har foreløbigt deltaget i forsøget, der er et alternativ til de samtaler, patienterne allerede tilbydes.

Dialoggrupperne er altså ikke nødvendigvis sagen for alle.

"Det er et spørgsmål om personlighed og temperament, hvilken type samtale man foretrækker," fortæller Jeanette Ladegaard Knox.

"Men en del af dem, der har deltaget i dialoggrupperne og meldt positivt tilbage, har tidligere enten fravalgt de traditionelle samtaler eller - stik modsat - prøvet alle de etablerede tilbud."

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Læs også