Camilla har sluttet fred med sin forfængelighed: ”Jeg kan være lige præcis, som jeg har lyst til”
20. september 2016Plus-size-model Camilla Hansen har erfaret, at man godt må være forfængelig, selv om man er drengepige, og har i modelbranchens fokus på det ydre fundet kærligheden til sin krop.
Hvordan har du det med forfængelighed?
”Jeg har alle dage været en drengepige, klatret i træer, redet på heste og muget ud i staldene, så forfængelighed har altid haft en lidt negativ betydning for mig. Det, mange af de andre piger gik op i, med neglelak, makeup og hår, beskæftigede jeg mig ikke med. Som barn har jeg nok også altid været bange for, at det ene udelukkede det andet. Altså, at jeg ikke både kunne være forfængelig og en drengepige. Med tiden har jeg fundet ud af, at det kan jeg godt. Det er det, der er fantastisk i livet – jeg kan være lige præcis den, jeg har lyst til. Og hvis nogen ikke kan acceptere én, for den man er, er vedkommende nok heller ikke ment til at være en del af ens liv.”
Hvordan bliver en drengepige interesseret i at blive model?
”Det skete ved en tilfældighed. De andre piger på rideskolen syntes, jeg skulle prøve det, hvilket jeg ikke helt forstod. De drenge, jeg kunne lide, kunne aldrig lide mig, så jeg følte bestemt ikke, jeg var særlig pæn og havde ikke den største selvtillid i verden. Men mine veninder blev ved med at snakke om det, så jeg begyndte at skifte hestebladene ud med modeblade og blev lidt opslugt af idéen om at vise verden, at jeg også kunne være smuk, og som 14-årig sendte jeg i trods nogle billeder ind til Scoop Models. Og herfra gik det stærkt – både med modeljobs og med en masse drenge og piger i skolen, der pludselig syntes, jeg var meget mere spændende.”
Hvad betød det for dit fokus på dit udseende?
”Da jeg begyndte at arbejde som model, lærte min agent mig som noget af det første, at man ALTID møder op i præsentabel stand. At være velklædt, have pæne negle, lækkert hår, flot hud osv. blev pludselig et krav i mit arbejde, så jeg blev nødt til at sætte mig ind i, hvordan jeg kunne blive den bedste version af mig selv udadtil. På den måde betød det også, at det pludselig blev mere legitimt for mig at dyrke mit udseende, som var noget, jeg tidligere havde lagt lidt låg på.”
Hvordan var det at træde ind i modelbranchen i så ung en alder?
”Man er en bedre model, hvis man indser og accepterer de kvaliteter og mangler, man har. At vurdere det, og at sætte ord på det, er en hård proces, især når man er meget ung, men det har også betydet, at jeg allerede i starten af 20’erne nåede til et punkt, hvor jeg virkelig kendte og elskede min krop.”
Hvad har det betydet for dig at blive plus-size-model?
”Da jeg fik hul igennem til Scoop Models, stillede jeg op i en modelkonkurrence hos dem, som jeg vandt, hvilket førte masser af opgaver og rejser med sig, men jeg havde store problemer med at få mine kropsmål ned på det, der var påkrævet i branchen. Kort før jeg fyldte 18, tog jeg til New York, hvor jeg begyndte at arbejde som plus-size-model, og det var et fantastisk skift. På grund af mine mål havde jeg førhen primært lavet beauty (billeder af ansigtet eller fra taljen og op), men som plus-size skulle jeg arbejde med hele min krop igen. Det har givet mig en fantastisk kropsbevidsthed, og det har tvunget mig til at acceptere og elske min krop for det, den er, hvilket også har givet mig succes i mit arbejde.
Hvad betyder det for dig, at du i dag har et job, hvor der er fokus på dit udseende?
”Når jeg skal på en opgave, møder jeg altid op med pæne negle, flot hud osv., men selve stylingen sker jo først, efter jeg er mødt. Det er vildt inspirerende at se, hvordan forskellige makeupartister og stylister kan se noget vidt forskelligt i mig. Det er fantastisk for mig at opleve, fordi det bekræfter mig i, at jeg rummer flere ting – at jeg godt kan gå op i mit udseende OG have ben i næsen med hang til det drengepigede. Det ene udelukker ikke det andet, og gennem mit arbejde som model har jeg sluttet fred med forfængeligheden. Den er ikke negativ, men en naturlig og nødvendig del af mig og mit arbejde.”