Selvudvikling

Bryster, omsorg eller... Det frie valg?

af Emilia van Hauen 22. juni 2012
Emilia van Hauen er noget så træt af stereotype opfattelser af kvindelighed, men glæder sig over, at vi danske kvinder har retten til at vælge, hvordan vores liv skal leves

Når jeg sidder og nyder at se børnene lege, fordi jeg giver mig ro til det; når jeg ifører mig en kjole og et par smukke sko; når jeg får en genial idé, fordi jeg følger min intuition og min indre stemme; når jeg insisterer på kærligheden og nærværet; når jeg skændes højlydt, fordi jeg ikke vil skubbes uretfærdigt rundt med; når jeg flirter på en café og får et glad smil tilbage fra en fremmed mand; når jeg ligger med min febersyge drengs hoved på mit skød og trøstende stryger ham over den våde pande; når jeg holder foredrag for flere hundrede mennesker og mærker, hvordan vi alle på en sær måde er forbundet. SÅ føler jeg mig som kvinde. Og så føler jeg mig mere levende og hel end på noget andet tidspunkt. I 2009 besøgte jeg Guigamawa Sabuwa. Det er en landsby i verdens fattigste land, Niger. I fire nætter sov jeg under et træ, og om dagen fulgte jeg med i dagliglivet. Kvinderne stod op før solen og gik i seng med månen, og ind imellem arbejdede de konstant. Med at samle brænde. Støde hirse. Gå i marken. Lave mad. Hente vand. Passe børn. Passe dyr. Passe mænd. Det eneste, det så ud, som om de ikke gjorde, var at passe på sig selv. Kvinder, som var på alder med mig, så kun lidt yngre ud end min mor. For dem er livet ren overlevelse, og mens jeg befandt mig dernede, gik det op for mig, hvad moderne kvindelighed er: Retten til det frie valg. Muligheden for at kunne vælge, hvem jeg vil være, hvad jeg bruge mig selv til, og hvordan jeg vil skrue mit liv sammen, så jeg føler, jeg får mest muligt ud af det - og derfor også har mest at give mine omgivelser. Hvad er moderne kvindelighed for dig? Måske at lave mad til familien; lukke en mega ordre; gå i haven og plante blomster; løbe en maraton; prutte i sofaen og fnise fjollet? Uanset hvad så lever du i en kultur, hvor du selv kan vælge, hvad kvindelighed er for dig. Og selv om vi ikke kan fraskrive os dødssyge stereotyper helt, kan vi dog lege langt mere kreativt med dem end nogensinde før. Men der mangler noget afgørende, synes jeg.I 1980'erne, da jeg var ung, var progressiv kvindelighed at være mand. Yuppietiden dominerede, og hvis vi kvinder kunne kombinere en blonde-bodystocking med jakkeskuldre så brede, at vi skulle gå sidelæns ind gennem karrieredørene, var vi på rette vej. I dag taler vi meget om moderne kvindelighed som evnen til at få skabt balance mellem karriere og familie, mellem de traditionelle kvindelige og de traditionelle mandlige værdier. Alligevel har der været en ret konsekvent vægtning af, at jobbet helst skulle trumfe det nære liv. Eller måske mere præcist: At karriere og uddannelse primært er det, der udvikler kvinden og giver hende værdi, og ikke alle de andre sider af livet. Som f.eks. kærlighed. Eller børn. En kvinde, der opgiver et job for at være sammen med manden eller børnene i sit liv, virker som en lille rynket henkogt agurk: For blød, for outdatet, for sur i smagen - men mest af alt ligegyldig.I samme omgang har det at dyrke skønheden og forfængeligheden også virket som en rød klud i hovedet på mange feminister, der ofte også er akademikere. Jeg er langtfra den eneste, der er noget så træt af at opleve, hvordan debatten tit har placeret sig aggressivt mellem, at enten er man klog, indsigtsfuld, skarp og har gennemskuet "systemet" (og derfor helst ikke skal "gøre for meget ud af sig selv"), eller også er man et bedrøveligt resultat af en undertrykkende samfundsstruktur, der til alle tider vil gøre kvinder til sagesløse ofre. For mandens begær. Efter sex og magt. Fordi man anpriser makeup og mode som midler til, at man kan føle sig godt tilpas.Disse ret sort-hvide anskuelser har altså systematisk nedvurderet de to områder af livet, som traditionelt har været kvinders styrkepositioner, hvilket er direkte kontraproduktivt, for så vigtigt et spørgsmål bør ikke overmandes af en krig mellem speltmødre, sminkedåser og karrierekølige bitches. Det hverken opgraderer vores køn eller giver os mere frihed og magt i samfundet. Derfor er jeg så glad for at se flere og flere intelligente, begavede, talentfulde kvinder, der på forskellige tidspunkter af deres liv, forfølger forskellige livsmål. Uddannelse. Karriere. Familie. For når du selv vælger, hvornår du vil hvad, kan du også hengive dig helhjertet til det.Hengive. Et lidt fortabt ord i vores travle og effektive verden. Men samtidig noget, som gør os bløde om hjertet, åbner os for livet og verden og bringer ro og balance i vores indre. At turde læne sig ind i livet og se, hvad der kommer til én, er en fantastisk evne at kombinere med al den målrettethed, vi er blevet så dygtige til at kontrollere. Og får os til at føle os mere i live end noget andet. Fordi vi på den måde overgiver os fuldstændig til vores egen nydelse. Og dermed til livet selv.Som ung af 80'erne er jeg skolet i målrettet effektivitet, men har opdaget, hvad hengivelsen kan gøre for min livskvalitet som kvinde. Jeg elsker at læne mig tilbage og tage imod. Og jeg vil gerne blive bedre til det. Derfor øver jeg mig. Hver dag. Målrettet ... og her må gerne grines! På mit spejl mødes jeg nemlig af en sætning, som du måske også kan bruge og finde inspiration i. Og som sammensmelter både det hårdt tilkæmpedefrie valg med en - for mig - oprindelig kvindelighed, som jeg finder en uvant og uendelig styrke i: "Hvad mon livet har til mig i dag?"

Læs også Emilia van Hauens poesibogTine Bendixen: Alt er forbudt

Julia Lahme: Øretævernes vendeplads