sorgen
Selvudvikling

Brug, brug, brug og smid væk-kulturen

19. oktober 2011
af Renée Toft Simonsen
Det skal ikke kunne betale sig at reparere noget. Hellere ødelægge noget end lade andre få fornøjelse af det, i forbrugerismens navn og for egen vindings skyld

Der er ikke meget, der er så dejligt som at gå rundt i sin egen have. Sådan er det i hvert fald for mig. At se det hele vokse og gro giver mig bare en enorm tilfredsstillelse, og på en eller anden måde også meningen med livet. For det er jo det, det hele drejer sig om: Få tingene til at gro, så de kan vokse sig store og stærke og levedygtige. Hvad enten det er planter, træer, børn eller os selv, så skal det passes, plejes og have den helt rigtige næring.

Indimellem er der dog noget, som ikke vil gro, uanset hvad man gør. Så spørger jeg altid mig selv, om det overhovedet er levedygtigt, eller om jeg bare ikke har fundet, hvad der skulle til for at hjælpe tingene på vej ... hvad enten vi taler om planter eller mennesker, er det vel ikke helt uvæsentligt? Så for nylig var der faktisk noget basilikum, der slet ikke ville tage fat. Det var et par potter, som jeg havde købt i supermarkedet. Efter at de havde stået længe på mit køkkenbord, mente jeg nok, de kunne trænge til lidt luft og jord. Men den basilikum ville ingenting - faldt bare sammen og visnede.

Men så var der én, der fortalte mig, at supermarkedskrydderier aldrig kan fås til at gro. Jeg ved ikke, om det er sandt - men det skulle hænge sammen med, at rødderne får en behandling, som gør, at de ikke vil gro i rigtig jord og derfor ikke kan plantes ud (på den måde er folk jo nødt til at købe igen!). Den basilikumplante blev for mig pludselig symptomatisk for, hvad der er galt med det her samfund: Brug, brug, brug og smid væk-kulturen. Det skal ikke kunne betale sig at reparere noget. Hellere ødelægge noget end lade andre få fornøjelse af det, i forbrugerismens navn og for egen vindings skyld, uden tanke for planten, eller hvad den kunne have gjort af godt for min have.

Pludselig stod jeg dér i alt det grønne og kom i tanker om den iPod, jeg var nede for at få repareret - hvilket "de" i butikken ikke mente var umagen værd: "Økonomisk kan det slet ikke betale sig, det er langt billigere bare at købe en ny ..." Hmm ... og det er jo det, der er problemet - den kapitalistiske tankegang gør alting op i penge og i, hvorvidt det kan betale sig at reparere eller ej. Men der er altså noget helt galt med samfundet, når den slags adfærd kan få lov at fortsætte i blinde, alt imens vi er i fuld gang med at slide planeten i stykker. Alt sammen for at tjene flere penge, holde hjulene i gang, vækst, vækst, vækst. Ja tak - men mens vi holder hjulene i gang, ødelægger vi dem altså også støt og roligt.

Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

https://imgix.femina.dk/legacy/media/d07a1f4330a644e6b6af9b782410e35d.jpg
https://imgix.femina.dk/legacy/media/f22c71648e58431caaceb356c9c5376b.jpg

Læs også