Brev til Renée: Min veninde kræver mere af mig, end jeg kan give

Hej Renée

Min historie kort: Jeg bor alene med tre børn, er 40 år og fraskilt. Jeg har haft nogle turbulente år, hvor flere meget tæt på mig er døde af kræft, bl.a. min mor.

Men så har jeg samtidig også i den hårdeste periode af mit liv mødt mit livs kærlighed.

Gud ske tak og lov for det!

Jeg fik en svær depression i 2013 og kæmper stadig med den. For nogle år siden mødte jeg en rigtig sød pige, som er min tætteste veninde i dag.

Vi snakker i telefon stort set hver dag og har gjort det næsten lige fra starten. Vi ses ofte, ca. en gang om ugen.

Eller ja, det gjorde vi, indtil min mor døde.

Derefter lukkede jeg mig lidt inde og kunne ikke overskue det.

Jeg er stadig dybt forelsket i min kæreste, hvilket er så dejligt – jeg havde nærmest opgivet kærligheden, før jeg mødte ham. Men min søde veninde føler sig forsømt.

Hun har ingen kæreste, men vil meget gerne have en. Hun er træt af, at vi ikke kan ses en gang om ugen, at jeg ikke vil med i byen, at jeg ikke inviterer hende med, når kæresten og jeg tager ud og spiser eller sådan noget.

Hvis jeg ikke lige ringer i tre-fire dage, bliver hun lidt sur og føler sig igen tilsidesat.

Det skal lige siges, at jeg er lidt af en enspænder og faktisk kun har hende som min tætteste veninde.

Jeg rummer ikke rigtig flere. Jeg har en sød pige, som gerne vil mit venskab, men jeg ved ikke, hvor jeg skal putte hende ind henne, når min anden veninde er så krævende, eller det synes jeg, hun er ... men hvad tænker du?

Jeg har aldrig rigtig haft en tæt veninde som hende, og det er første gang, jeg egentlig har det.

Jeg har passet min mor altid, lige til hun døde, hun var alkoholiker, så der har ikke været tid og overskud til veninder m.m.

Er det mig, der er noget galt med? Eller er det normalt, at veninder er sådan?

Jeg har tre børn at passe, min kæreste og min depression.

Så ja, tiden til veninden bliver jo mindre, og der er bare ikke timer nok på et døgn eller dage nok i en uge til at værne om veninder hver eneste uge.

Hvis jeg skal det, så dør jeg sgu af stress. Hvad tænker du ... er jeg helt ved siden af her?

Kærlig hilsen fra en, der prøver at være en god veninde

Kære dig, der prøver at være en god veninde

Som jeg læser dit brev, oplever jeg dit forhold til din veninde som værende lidt i ubalance. Hvad det lige nøjagtig er, der skaber den ubalance, er svært at sige, men måske værd at reflektere lidt over?

Nu spørger du, hvad jeg tænker: Jeg tænker, du har denne her ene veninde, at hun er værdifuld i dit liv, og at du derfor skal finde en måde, hun kan være i dit liv på, så I to kan blive ved med at være veninder.

En god måde at gøre det på er ved at tage tyren ved hornene og få talt det igennem, som er svært i jeres venskab.

Nemlig at du synes, hun er krævende, fordi hun vil have mere af din tid, end du føler, du kan give hende, og fordi hun hele tiden bliver sur og fornærmet (måske bare ked af det), når du ikke lige får ringet i tre-fire dage.

Jeg ved godt, det er besværligt og sårbart at tage tyren ved hornene, og ofte har vi mennesker mest lyst til bare at flygte fra det, som er sårbart – men det er min oprigtige mening, at når vi tør stå ved dem, vi er, tør sige det højt og på den måde tage os selv alvorligt, så ligger der store gaver gemt til os.

Det, jeg tænker, du skal se at få sagt til din veninde, er, at du holder uendelig meget af hende, men at du oplever, at du er hårdt spændt for i dit liv med at skulle tage dig af ungerne og være sammen med din kæreste, og samtidig har du haft en depression og bliver nemt presset, så du er nødt til at passe på dig selv.

Det betyder, at du desværre ikke kan stille så meget op for hende, som hun ønsker. Du skal selvfølgelig gøre det klart, at det ikke har noget med hende at gøre – at du holder af hende, og at det handler om, at du er nødt til at spare på kræfterne og passe på dig selv og din egen sårbarhed. Sådan – ærligt og lige ud af posen.

Hvordan din veninde vil modtage budskabet, kan du ikke styre, og det er ret vigtigt, du gør dig dét klart.

Du kan kun styre, hvordan du afleverer det – at det bliver ordentligt og omsorgsfuldt. Hun kan blive ked af det eller vred – de følelser hører til hende, dem må hun tage sig af.

Du skal bare sørge for at holde fast på det, som er vigtigt for dig, og for, at du passer på dig selv. Og den opgave tror jeg i grunden kan være stor nok.

Du skriver, at din mor var alkoholiker, og at du har passet hende hele dit liv, lige indtil hun døde.

Det vil sige, at du er vokset op med, at du ikke var den vigtigste person, at det ikke var dine behov, der kom først, men din mors.

Jeg tænker, det kan have den betydning, at du måske er blevet alt for dygtig til at lade andres behov komme først, og derfor sker det måske for ofte for dig, at du på en måde svigter dig selv?

Det her er jo bare noget, jeg tænker, men hvis det er sådan, det er, er det klart, det kan være svært at have for mange mennesker i sit liv, fordi der så altid er rigtig mange andres behov, der skal komme før dine, og hvornår bliver der så plads til dig?

Det kan være, det føles lettere for dig, når der ikke er for mange mennesker i dit liv? Jo flere du skal tage dig af, jo mere drænet bliver du.

Måske kunne opgaven for dig være, at der skal være plads til dig og til dine behov i dine relationer, uanset hvor mange du vælger at have.

For hvis der ikke er plads til dig, og hvis du ikke kan sige: ”Jeg kan ikke i dag”, ”jeg har ikke lyst”, ”jeg har ikke overskud”, eller: ”Jeg er godt nok træt lige nu”, ja, så dør du jo af stress, som du selv siger. Og ved du hvad, det ville alle vi andre også gøre.

Til slut har jeg bare lyst til at sige til dig, at du har ret til at passe på dig selv, du har ret til at sige til og fra, som du har energi til, og du ER værd at passe på – stol på det!

Hvis du får det forklaret for din veninde på en ordentlig måde, er jeg sikker på, hun vil forstå og mene det samme – og hvis hun ikke gør, er hun faktisk ingen god veninde!

Kærlig hilsen Renée