Brev til Renée: Min mand vil skilles

Kære Renée

Jeg skriver, fordi jeg står i en meget dårlig situation med min mand. Vi har været sammen i 15 år og har sammen en datter på seks og en søn på tre år.

Min mand har aldrig været sammen med andre end mig. For over et år siden valgte han, at han ville skilles.

I mine øjne havde han været meget negativ, fraværende og irritabel i mange måneder inden da. Jeg følte på ingen måde, jeg kunne nå ind til ham, og prøvede at spørge, om vi skulle gå i terapi.

Jeg spurgte også ind til, hvorfor han var så sur hele tiden, hvortil jeg bare fik svaret, at han var træt af ”det her børne- og familieliv”. En rigtig knudemand.

Han har stået aktivt søgende til en bolig siden da, men bor her stadig, da han endnu ikke har fundet et nyt sted at bo. Det er til tider enormt hårdt og frustrerende.

Dette år er vores parforhold fortsat uden ændringer. Det vil sige, at vi har sex og kører, som vi plejer.

Han har dog ændret sig og er blevet meget mere glad. Men han holder fast i, at han vil flytte for sig selv, men at han stadig er usikker og i tvivl om, om det er den rigtige beslutning, han tager.

Han siger også, at han ikke har valgt mig fra, at han stadig elsker mig, men bare har denne her lyst, som han ikke kan lægge fra sig.

Han er en mand, som er rigtig god til at hjælpe med praktiske ting, men har meget svært ved at være sammen som familie.

I weekenden og om eftermiddagen ligger han som regel i sengen og ser fjernsyn, så jeg har mange gange følt, jeg var alene med børnene.

Medmindre vi er ude eller har gæster, er han stort set aldrig sammen med os.

Jeg har talt med flere veninder om det, og de kan ikke forstå, at jeg har ladet ham blive boende så længe. Men jeg ville jo rigtig gerne have, at han fik en lejlighed i samme boligkompleks, så børnene kunne se os begge dagligt.

Måske jeg bare lader ham trække pinen ud, fordi jeg ikke kan overskue separationen, at undvære børnene og alt det andet, der følger med.

Der er mange aspekter i det – især når der er to børn. Vi har det faktisk meget godt sammen, selv om jeg selvfølgelig er meget ærgerlig over, at han er så meget for sig selv.

Jeg kan også mærke, at jeg har en indre vrede over, at han holder fast i sin beslutning, og jeg mister min respekt for ham, fordi jeg synes, han er egoistisk og latterlig, når han ikke kan se, hvad han har her i sin familie.

Det kan ikke undgå at påvirke vores ”forhold”. Jeg synes, at det hele er svært. Også når vi eksempelvis har sex, og jeg på samme tid er fyldt med tanker om, at vi skal skilles.

Jeg har som sådan ingen egentlige spørgsmål, men jeg er alligevel nysgerrig på at høre, hvad du ville gøre i min situation?

Kærlig hilsen Den nysgerrige

Kære nysgerrige

Tja, det er lidt usædvanligt at blive spurgt om, hvad jeg ville gøre, hvis jeg var i din situation.

Jeg har før brugt mig selv i mine svar, ligesom jeg også ofte har prøvet at spørge mig selv om, hvad jeg ville gøre i en specifik problemstilling, jeg er blevet forelagt – dog uden at skrive det direkte til personen, som har spurgt mig til råds.

Derfor er det måske ikke noget problem, hvis jeg besvarer dit brev med det udgangspunkt.

Men der er én meget vigtig ting, jeg bliver nødt til at slå fast først: Du skal vide, at jeg på ingen måde kan sætte mig ind i din situation, som den er for dig.

Jeg kender ikke jeres ægteskab eller jeres kærlighed, jeg har ikke været der i alle årene, mens I holdt sammen og var familie, jeg ved ikke, hvilke kameler I hver i sær har slugt, eller hvem I hver især er.

Hvad jeres forskelle gør ved jeres samvær og jeres selvtillid, eller hvor meget I hver især har brug for hinanden for at føle jer trygge.

Så længe du har det in mente, vil jeg gerne give mit bud på, hvad jeg tror, jeg ville gøre i din situation. I grunden er det enkelt.

Jeg tror, jeg ville have gjort det samme, som du har gjort i en periode. Som et forsøg på at slås for mit ægteskab og få min mand til at forstå, hvor vigtig jeg og vores børn er for ham.

På samme tid er jeg ikke sikker på, jeg havde accepteret den rollefordeling, du beskriver. Nemlig at du har været sammen med børnene, mens din mand mestendels har opholdt sig alene i soveværelset.

Faktisk er jeg ret sikker på, at det ville jeg aldrig have accepteret. Heller ikke selv om min mand ikke var særlig social eller god til at være sammen som familie.

At skulle holde til at se ham ligge i soveværelset og se fjernsyn, mens jeg selv var familie med børnene, ville drive mig til vanvid. Det véd jeg bare.

Så allerede dér synes jeg, du har strakt dig meget langt i dit ægteskab.

Jeg synes også, at du har strakt dig rigtig langt ved at lade ham bo hos dig et helt år, efter at han har bedt om skilsmisse – også selv om det ikke er, fordi han ikke elsker dig, men fordi han bare har brug for at prøve at bo alene.

Dér ville jeg nok være nået til det punkt, hvor jeg nu ville sige, tiden var inde til, at du skal pakke dine sydfrugter og smutte.

Så kan du bo alene, som du ønsker, og så må vi se, om det var den lykke, du drømte om. Hvis du fortryder og vender tilbage, kan det være, jeg stadig er her, men jeg kan ikke love dig noget!

Jeg ved , at det måske lyder hårdt, men et eller andet sted får jeg en fornemmelse af, at der ligger en noget egoistisk og umoden mand i dit soveværelse og lukrerer på din gæstfrihed og din energi.

Jeg véd , du elsker ham, og han er ganske sikkert din kærlighed værd, men som du selv skriver, så mister du langsomt kærligheden og respekten for ham, og ærlig talt, det kan jeg virkelig godt forstå.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.

Meget mere Renée

Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.