Brev til Renée: Hvor mange penge kan jeg forlange af min søn?

Kære Renée

Jeg skriver til dig i håb om at få et godt råd, da forholdet til min 21-årige søn er lidt anspændt for tiden. Vores problem er, hvor meget han skal betale for at bo hjemme. Han har fuldtidsjob og tjener 15.000-16.000 kr. om måneden.

Han vil betale mig 1.500 kr., hvor jeg har forlangt 2.000. Jeg har en husleje på 7.000 kr., inklusive forbrug. Jeg har lidt vikarjobs og får supplerende dagpenge.

Synes du, det lyder helt urimeligt? Jeg har forhørt mig hos venner og familie, og de mener helt klart, han burde betale mere. Jeg vil jo heller ikke bare smide ham ud.

Hilsen en frustreret mor

Kære frustrerede mor

Det spørgsmål, du stiller her, burde i grunden ikke være særlig vanskeligt at besvare – men det er det alligevel.

Havde vi nu befundet os i 1950’erne, da min mor var ung, ville du aldrig have spurgt. Dengang var det naturligt, at hvis familien ikke havde mange midler, så hjalp børnene til med at skrabe penge til huse, når de blev gamle nok til det.

Min mor ønskede f.eks. brændende at få lov til at gå i realskolen, men fik ikke lov. Det var kun drengene, der skulle i realen i hendes familie.

Mine bedsteforældre var ikke velhavende, og hun blev sendt ud på en gård for at tjene penge. Alt, hvad hun tjente, gav hun til sin far og mor – uden at stille spørgsmål. Sådan var det bare.

I dag véd jeg, der er mange kvinder, som bor alene med deres børn, og jeg kender flere tilfælde, hvor børnene bidrager til husholdningen, fordi de både har fritidsjob og får SU.

Det er forskelligt, hvor meget de børn bidrager med, men det ligger typisk mellem 1.000 og 2.500 kr., alt efter hvor mange penge barnet har til rådighed, og hvor hårdt brug der er for et tilskud til huslejen og de daglige udgifter.

Du spørger helt konkret, om jeg synes, 2.000 er passende, fordi din søn selv mener, at 1.500 må være nok. I grunden ret svært at tage stilling til, synes jeg nok.

Min mand og jeg har været to hele tiden, derfor har vi ikke haft brug for tilskud til huslejen fra vores arbejdende børn.

Så jeg gjorde det nu, at jeg spurgte to veninder, jeg havde på besøg, om, hvad de tænkte. Jeg forklarede dem situationen, og helt spontant sagde den ene af dem, at hun syntes, din søn burde betale 2.500 kr., alt taget i betragtning.

Med din indkomst kan du ikke have meget tilovers til dig selv. Med en husleje på 7.000 kr. og udgifter til mad, el, vand, og varme.

Din søn har en god indkomst, men ingen udgifter. Efter hendes mening er det slet ikke rimeligt, at han skal have så stort et beløb til sig selv hver eneste måned, når du selv må sidde og vende hver eneste krone.

Den anden veninde, som er uddannet advokat, tog advokat-vejen. Hendes umiddelbare respons var at søge et forlig. Det vil sige, at du skal spørge din søn, om I kunne mødes på midten og måske blive enige om, at han betaler 1.750 kr. om måneden, så længe han bor hjemme.

På den måde vil det blive noget, I er enige om, og der vil ikke være ”noget” imellem jer, som han eller du kan bruge, hvis der opstår uenigheder om andre ting.

Selv hælder jeg faktisk også til advokatens løsning, nemlig den midte- og fredssøgende.

Den løsning, hvor ingen af parterne føler, de ikke er blevet hørt, og begge har fået et eller andet igennem. Her er der størst sandsynlighed for, at I kan gå fra forhandlingsbordet med en fornemmelse af, at den løsning, der blev fundet, var til gavn for alle.

På samme tid har jeg også den anden side i mig, som siger, at det slet ikke er rimeligt, at din søn skal have så stort et beløb til sig selv, mens du skal vende hver en krone, sååå … af den grund har jeg ikke noget entydigt svar at give dig.

Jeg vil dog sige, at jeg synes, det er fuldstændig i orden, at din søn skal bidrage i et eller andet omfang. I dag opdrager vi vores børn på en helt anden måde, end man gjorde på min mors tid.

Nemlig på den måde, at vi som forældre altid træder til side for børnene og lader dem og deres behov komme først.

Det er på mange måder godt, men der er også noget skidt ved det. De risikerer at vokse op og tro, de er små konger og baroner, der selvfølgelig kommer før alle andre ... så ja, de tager faktisk ingen skade af at lære solidaritet.

Ved at bidrage til husholdningen lærer din søn jo, at han skal være solidarisk med dig, og det er ikke så skidt endda.

Så måske kunne du gøre det, at du viser din søn dit brev og mit svar til dig, og så spørger du ham, hvad han tænker om det hele? Det kan være den samtale, der kan lede til en løsning, I begge har det godt med.

Kærlig hilsen Renée

Can. psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.

Meget mere Renée

Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.