Brev til Renée
Selvudvikling

Brev til Renée: Hvad er det for en person, jeg har involveret mig med i syv år

13. juli 2020
af Renée Toft Simonsen
Foto: Runolfur Gudbjørnsson
"Jeg elsker ham ikke mere, og jeg kan ikke holde det monster ud, som jeg er blevet til." Læs ugens brev til Renée her.

Kære Renée

Jeg er 47, og de sidste syv år har været et mareridt. Da jeg mødte min kæreste, var det først godt, selv om der var meget alkohol involveret. 14 dage inde i forholdet havde han set porno på min pc. Jeg bad ham forsvinde, men vi fandt sammen igen. Siden har jeg taget ham i at se porno, og jeg erkender, at jeg har snuset i hans pc.

Vi har boet sammen i fem år. Når han drikker, bliver han meget fysisk provokerende, så jeg får lyst til at klaske ham én – vi har sloges før. Han holder aldrig, hvad han lover, og er meget impulsstyret. Jeg har fundet hårnåle og sokker i bilen, som ikke tilhører mig. Når jeg konfronterer ham med det, siger han, at jeg er sindssyg.

LÆS OGSÅ: Jeg har ikke behov for flere venner. Er der noget galt med mig?

Jeg ved, at jeg har været medmisbruger. Jeg har taget kurser og læst alt, jeg kunne om pornoafhængighed. Jeg gik hos en psykolog, der fortalte mig, at jeg ikke er sindssyg. Jeg har været i politiets varetægt tre gange på grund af husspektakler, uden at de har taget ham med.

Ydermere ryger han 3-5 gram hash om dagen.

Jeg elsker ham ikke mere, og jeg kan ikke holde det monster ud, som jeg er blevet til. På nuværende tidspunkt er det ni måneder siden, han har rørt mig. Han afviser, at han lever et dobbeltliv, og påstår, at han elsker mig og vil giftes. Jeg ved, at han har haft noget med en andens kæreste, og at han har kysset med sin eks, mens vi har været sammen. Når jeg siger, at jeg vil flytte, bliver han rasende og kaster med alting.

Alt i hjemmet er mit, men det stinker af hash og bajere. Kan jeg tillade mig at smutte fra det hele og starte forfra? Vi har også en hund sammen.

Kærlig hilsen

En fortvivlet og vred kvinde

Kære fortvivlede og vrede kvinde

Du må være så vred efterhånden, at det er svært at være i din egen krop. Måske ikke engang kun på din kæreste, men også på dig selv? Dit brev emmer af et virkelig dårligt forhold, der kun er blevet værre med årene. Allerede efter 14 dage var den gal, da du opdagede, at din kæreste så porno på din pc. Din kæreste er afhængig af porno, men også af alkohol og hash. Det er et meget alvorligt misbrug, han har gang i. Et misbrug, der gør ham ude af stand til at have empati, og som gør ham egoistisk.

Vi kan hurtigt blive enige om, at du på ingen måde skal blive hos ham længere. Du skal derfra hurtigst muligt. Jeg forstår på dit brev, at det også er din holdning.

Alligevel er du blevet sammen med ham i lang tid. Det er interessant. Hvorfor kan du ikke gå fra ham? Hvor er din respekt og omsorg for dig selv, så du kan fjerne dig fra en løgner og misbruger, der på alle måder er hamrende usympatisk?

Du skriver, at du har truffet beslutningen, men det, der holder dig tilbage, er, hvorvidt du kan forlade alle dine ting og jeres fælles hund. Til det vil jeg sige: JA – du kan forlade det hele LIGE NU. Undtagen hunden. Den synes jeg, du skal tage med. Din kæreste virker ikke til at være en, der vil tage sig ordentligt af den.

Pak en kuffert med det mest nødvendige, og flyt, så hurtigt du kan, selv hvis det betyder, at du skal sove på sofaen hos en ven.

Du har gået på kurser og til behandling og læst alt om de problemer, han har. Der er ikke mere at gøre for dig i det forhold.

Du skal forsøge at finde ind til, hvem du er, og hvorfor du vil gå så utrolig langt for kærlighed. Hvad er det, der har styret dig i så høj en grad, at du ikke har kunnet sætte grænser eller passe på dig selv? Du har endda været så langt ude, at du har angrebet din kæreste fysisk. Du har været presset til det yderste. Du skal ikke leve sådan længere. Det er du for god til, selv om du ikke selv ved det.

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Min mand dyrker kun sig selv

Når du er kommet væk, har du et stort arbejde med at finde ud af, hvad der skete, og hvordan du forhindrer det i fremtiden.

Jeg tror, at du skal have hjælp til at gennemføre det. Du kan bl.a. gå til Al-Anon-møder, hvis du ikke allerede har været der. Det er en slags AA for pårørende til misbrugere. Det er gratis og et fællesskab, der findes i hele landet. I din situation vil jeg anbefale, at du går til møder flere gange om ugen.

Jeg tror også, at du har brug for professionel hjælp gennem en psykolog. Efter så mange års stress bør du kunne få 10 gange hos en psykolog gennem din læge. Det bør du undersøge muligheden for. Jeg ved, at du har prøvet begge ting før, men det er den vej, du skal gå.

Du tror måske ikke selv på det, men du er bedre værd. Du fortjener omsorg, og nu skal du finde ud af, hvordan du kommer til at elske dig selv nok til ikke at tillade den slags overgreb, som du tillader i dag. I dag bliver dagen, hvor du siger nej til overgreb og misbrug, og hvor du siger ja til dig selv!

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÈE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

MEGET MERE RENÈE

Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også