https://imgix.femina.dk/media/9da765e7cbf84e488a6aa54e30057d6a.jpg
Selvudvikling

Bevar respekten, når han tjener mindst

3. september 2009
af Anja Bay
Foto: Scanpix, iStock, Sanne Berg og Claus Boesen
Ulighed i indkomsten i et forhold er meget normalt, men ikke, at det er kvinden, der tjener mest. Derfor kan det give et knæk i selvtilliden hos manden, og kvinden kan miste respekten

Sørg for at styrke hans selvtillid, og hold øje med respekten for hinanden, så bevares gnisten i forholdet. Sådan lyder rådet fra psykolog Kisser Paludan, når den økonomiske ubalance i parforholdet bliver et problem.

Mændene er skaffedyr
I et forhold er det ofte kvinderne, der står for at holde styr på praktiske og sociale begivenheder. - Vi er ikke nået så langt i kvindefrigørelsen, som vi nogle gange går rundt og tror. Det er stadig kvinderne, der styrer hjemmet, og mændene, der er skaffedyrene i langt de fleste danske hjem, siger psykolog Kisser Paludan. Hvis det så også er kvinderne, der skal stå for hovedindkomsten, så mister man respekten. Og det er ifølge psykologen Kisser Paludan begyndelsen til enden på forholdet.

Mænd føler sig underlegne
Kvinder bliver enormt målrettede af at blive mødre. Det samme sker ikke, når mænd bliver fædre. Mange mænd oplever i dag en identitetskrise. - I kølvandet på de mere løse kønsroller efter 68'er-oprøret har manden haft svært ved at finde sin plads i parforholdet. Ofte føler mænd sig kvinderne underlegne. Den tendens kan man også iagttage, når manden ikke kan leve op til den traditionelle rolle som hovedforsørger. Der får han virkelig et knæk, mener Kisser Paludan.

Det kan du gøre for jeres forhold

• Tale om problemet. Hvis det er et problem, at du tjener mere end ham, så husk at tale om det.
• Se på, hvorfor han føler sig mindreværdig. Er det egne eller samfundsskabte værdier, der ligger til grund for mindreværdet?
• Tanker skaber følelser. Bliv opmærksom på tankerne i hovedet, og husk, at de kan ændres.
• Sørg for, at han får styrket sin selvtillid. Fx ved at spille golf eller tennis, eller dyrke en anden fritidsaktivitet, der kan give selvtilliden et løft.
• Bevare respekten. Det vigtigste i forholdet er, at parterne har respekt for hinanden. Der er mange måder at opretholde respekt på. En kan være at lave en anden arbejdsfordeling, så han står for alt på hjemmefronten, hvis du skaffer hovedindkomsten i husstanden.

Kisser Paludan er psykolog, forfatter og foredragsholder. Hun har egen praksis i København, hvor hun beskæftiger sig med parforhold og livskvalitet. Læs mere om Kisser Paludan

Se også:
Er du sugar daddy i dit parforhold
Lær at elske dine skyggesider
Kvinde brænd igennem professionelt

Læs også