Bedstemor med knap så meget slag i

"Bedstemor er ikke en del af familien" var overskriften, og efter endt læsning måtte jeg konstatere, at det var hun nok ikke. Men jeg synes faktisk, det var lidt sørgelig læsning, for et eller andet sted kan jeg ikke helt forstå, hvorfor det netop er den udvikling, vi har gennemgået heroppe nordpå, og de i øvrigt ikke synes at have taget den til sig på tilsvarende vis i Syden. Artiklen ridsede op, hvordan vores opfattelse af familien havde ændret sig betydeligt. Tidligere havde familien omfattet alle generationer, som sammen havde forsørget hinanden og taget sig af hinanden, hvorimod familien i dag kun omfatter far, mor og børn - den klassiske kernefamilie. Øvrige blodsbeslægtede hører til som slægt og familie længere ude, og dem ser vi mest til ved konfirmationer og bryllupper og den slags.

Nu om stunder har bedsteforældre ikke meget at skulle have sagt. Eksempelvis har de slet ingen indflydelse eller rettigheder i forhold til børnebørn, og vi spørger dem slet ikke til råds om noget. Faktisk forventer vi, at de ligefrem tier bøtte med den viden, de har, for de skal jo ikke blande sig i familiens anliggender.

Helt konkret viser den tendens sig ved, at bedstemødres liv og erfaring ikke har været genstand for megen forskning, ikke engang kvindeforskning. Det mener Anne Leonora Blaakilde, som har skrevet en ph.d. om ældre kvinder i dansk familiekultur. Kvindeforskningen har dog peget på det fænomen, som Blaakilde kalder for husmorkontrakten mellem kvinderne og de nordiske velfærdsstater i løbet af det 20. århundrede, og som går ud på, at ældre kvinder både socialt, politisk og kulturelt var tildelt en særlig funktion, der hørte den (kerne)familie til, de ikke længere selv var en del af. Det forventes nemlig, at bedstemødre står til rådighed for familiernes behov - hvad enten det handler om børnepasning eller om, at man skal på kæresteweekend. Kønnet, men ulønnet, kalder Blaakilde dette arbejde.

Velfærdsstaten ansporer selv til fænomenet via det, de kalder for frivillighedsordninger, såkaldte bedstemorordninger. Når man selv er på vej ind i bedstemoralderen, var det nedslående læsning (jaja, men om en 10-15 år kunne det altså være mig). For hvorfor er det sådan, at vi ikke vil lytte til sagkundskaben på lige netop børne- og familieområdet? Vi gør det jo på alle andre områder, gør vi ikke?

Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

Camillas hjørne:
Du ønskes en velsmagende jul

Kvinder og kropskamp