https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/sex-og-psykologi/klummer/camilla-kjems/kjems-aug09-6-kopi-2.jpg
Selvudvikling

Bare jeg var en powerkvinde!

28. januar 2010
af Camilla Kjems
Vi kvinder er utrolig gode til at nedgøre os selv og hoppe frivilligt ind i vores selvskabte perfekthedsspiral

"Bare jeg var powerkvinde! Sådan én, der kæmper for andres rettigheder, har en mening om alt og samtidig har styr på både børn, karriere og mand ..."

Sådan tænker jeg tit, når jeg igen har slugt et perfekt iscenesat interview med en eller anden kvinde, der ud over at have hjertet på rette sted også klæder sig som en gudinde og har perfekt hvide tænder. Suk ... bare det var mig, kan jeg tage mig selv i at ønske - selv om jeg i mit hjerte godt ved, at ingen - absolut INGEN - er SÅ perfekte.

Vi kvinder er utrolig gode til at nedgøre os selv og hoppe frivilligt ind i vores selvskabte perfekthedsspiral, selv om den kun fører én vej - lige lukt i Helvede! Derfor ved jeg ikke noget mere befriende, end når en kvinde, jeg beundrer, smider facaden og udbryder: "Jeg føler mig som verdens største fiasko! Min mand har været mig utro, og sønnike har kommentarer med hjem i kontaktbogen stort set hver dag! Hvad f..... skal jeg gøre?" For det er lige netop dér - i krydsfeltet mellem drømme, ambitioner og fiasko - livet bliver rigtig interessant, og vi kan blive klogere på hinanden, tilværelsen og på os selv. Det er dér, vi opdager, vi faktisk alle har en indre powerkvinde med sine meningers mod, og endda er med til at gøre verden til et bedre sted, ved at stå ved vores fejl, tale om dem og lære af dem.

I FEMINA i denne uge kan du ikke bare møde én, men hele tre powerkvinder, der tør dele ud af sig selv - på godt og ondt. Marlene Weybøll alias Singleton fortæller om, hvordan det var at blive dumpet, fordi hun var for tyk, tidligere eliteroer Mette Bloch om at kæmpe mod en kronisk og invaliderende sygdom og forfatter Liza Marklund om at indse, at penge ikke har gjort hende et hak lykkeligere. God fornøjelse!
Kærlig hilsen
Camilla Kjems

Læs også