Selvudvikling

Anne Sophia Hermansen: Sådan får du en sammenbragt familie til at lykkes

af Anne Sophia Hermansen 24. januar 2018
Hvis den sammenbragte familie skal lykkes, skal alle sveskerne på disken. Og et af mine råd er: Sørg for at have et rum, du kan gå ind i, hvis det bliver for meget.
Næsten en tredjedel af alle børn under 17 år lever i en sammenbragt familie med halv- eller stedsøskende. Min egen søn på 13 år har allerede levet i et par stykker, og jeg er ikke sikker på, han kommer til det igen, for lad os være ærlige: Kernefamilien er svær, men den sammenbragte familie er endnu sværere. Heldigvis er der råd for, hvordan man kan få den til at lykkes.  
  Da min søn var to år, gik hans far og jeg fra hinanden, og jeg flyttede direkte ind hos en ny mand, der havde to piger. Vi tænkte, at fordi vi elskede hinanden, ville vores børn også blive glade i den nye familie. Det var desværre naivt. Hans piger havde ikke valgt, at der skulle bo en ny kvinde, endda med et lille barn, i deres hjem, og de var stærkt påvirkede af deres forældres virkelig uskønne skilsmisse. Den blev jeg så symbolet på. Efter knap et år flyttede min søn og jeg ud igen, og det var en enorm lettelse. Sikkert også for dem.   Et par år efter mødte jeg en dejlig mand med en søn, der var jævnaldrende med min egen. De to drenge fik meget glæde af hinanden, og jeg åndede lettet op, ikke mindst fordi min kærestes skilsmisse lå mange år tilbage i tiden. Men vi opdagede hurtigt, at vi havde helt uens forventninger til at være forældre – og til opdragelse. Min kæreste talte babysprog, når hans barn var der, kun afbrudt af helt hysteriske raserianfald, hvis drengen ikke makkede ret. Min søn blev usikker af humørsvingningerne, og det gjorde jeg også. Vi flyttede aldrig sammen. Heldigvis.  
  Da jeg sagde ja til at blive gift med en ny mand, var der ingen vej uden om den sammenbragte familie. Børnene holdt af hinanden, vi så ens på opdragelse, og havde kærligheden mellem os voksne været større, havde vi sikkert stadig været sammen. For vi anerkendte et par ubekvemme sandheder, som jeg i dag anser for at være nøglen til den vellykkede sammenbragte familie. Og her er de:   1. Nej, du elsker ikke den andens børn som dine egne. Og de elsker heller ikke dig, som de elsker deres forældre. Børnene drømmer om at se far og mor sammen igen, selvfølgelig! Men der kan vokse en kærlighed frem mellem dig og dem, som minder meget om den kærlighed, du føler til dine egne børn.   LÆS OGSÅ: Jeg er simpelthen så glad for min kærestes ekskone   2. Lav ting sammen, så I skaber minder og sammenhold, men lav også ting alene med dine biologiske børn. For en sammenbragt familie er ikke en ny kernefamilie, men en slags bofællesskab.   3. Vær nærværende i de sammenbragte børns liv, og lad være med at blive et spøgelse over for den andens børn. Det er o.k. at blande sig lidt i den andens opdragelse, men vælg dine kampe med omhu. Jeg gider f.eks. ikke høre børn tale grimt om aftensmaden, men jeg er ligeglad med, om de sover i de voksnes seng. Så må man bare finde et andet sted at knalde. Eller glæde sig til, at de skal hjem til deres mor – for det er jo også dejligt at have deres far for sig selv.   Hvis den sammenbragte familie skal lykkes, skal alle sveskerne på disken. Og mit sidste råd er: Sørg for at have et rum, du kan gå ind i, hvis det bliver for meget. Eller tag løbeskoene på. En af mine veninder trænede sig op til maraton. De er stadig sammen. •