Anne Sophia Hermansen: Farvel til bordplanen

Vi kender det formentlig alle sammen. At være til fest og sidde fastklemt i en Bermudatrekant af kedelige bordherrer. Gennem forret, hovedret og dessert, gennem endeløse taler, der dog godt må vare lidt længere, fordi alternativet er værre – at høre mere om bordherrens gigt i langemand. Jeg er 42 år og har været til en god del runde fødselsdage og bryllupper. Jeg har altid taget min pæneste kjole på og er sprunget i et par stiletter, jeg vil gerne grine og danse og være en god gæst, men én ting har mange gange stået i vejen for en vellykket aften: Bordplanen. Mange bordplaner hviler på den misforståelse, at modsætninger mødes, og så opstår der en god aften. At sejlervennen Fritz med den lyserøde Lacoste-polo kan få goth-kusinen til at sprudle af livsglæde. Eller at barndomsveninden, der nu er indehaver af et antikvariat, kan få fætteren, som til daglig kører monstertruck og ryger e-cigaretter, til at interessere sig for haikudigte. Det kommer bare ikke til at ske. Heller ikke selv om det hele er udtænkt i bedste mening. De fleste værter gør sig stor umage med at lægge en bordplan, der kan få det til at svinge ved alle borde. De udadvendte skal således peppe de sky op, familien blandes ind i vennerne som bilkort i dyrekort, og singlerne skal da selvfølgelig sidde med ham den solide revisor, som måske kan lære dem lidt om det langmodige ægteskabs velsignelser – eller med ham den nyligt fraskilte, for måske finder de sammen! Sagen er bare, at de gode intentioner alt for sjældent står mål med virkeligheden. LÆS OGSÅ: Anne Sophia Hermansen: Guld i ubegrundet selvtillid Min mand bliver – til sin store irritation – ofte benyttet som omgangskredsens klovn. Som ham kommunikationstypen med guitar, halvlangt hår og stort vid, der kan passe ind i enhver festlig sammenhæng. Det betyder, at han bliver placeret sammen med den forpjuskede tante fra provinsen med det trefarvede hår eller ved siden af den tavse islænding, fordi han taler en masse sprog – bortset fra hendes troldesprog. Forventningen er, at han bidrager med godt humør og åbner det ene sjove samtaleemne efter det andet, mens de andre så bare kan sidde og kigge på ham, mens de spiser. Han prøver naturligvis at være en god gæst og konversere dem alle, men skægt, det bliver det sjældent. For ham. Jeg selv bliver bænket sammen med sølvræven, der elsker at cykle og sikkert har en cykel som profilbillede på sin Facebook. Fair nok, hver sin passion, men hvor er det sindssygt uinteressant at høre på. Eller jeg bliver bænket med den ugifte morbror med ondt alle mulige steder – i arbejdslivet, i kærlighedslivet, i selskabslivet og desværre også af sig selv. Det kan man også godt blive rimelig tørstig af at høre på. Så har man også et alibi for at smutte på toilet. Min ultimativt kedeligste bordherre-oplevelse var til et bryllup for en del år siden. Han var rejsende i selvglæde og besvarede alle spørgsmål med hæmningsløst lange svar. Ethvert optræk til en egentlig samtale blev afbrudt af et eller andet, der mindede ham om – ham selv: ”Sjovt, du siger det, for sådan har jeg det også”, og blablabla. Da vi nåede til desserten, lænede han sig pludselig kælent mod mig og spurgte: ”Hvad var det nu, du hed?”. Så må jeg ikke foreslå følgende: At vi begraver bordplanen, dette rædselsfulde instrument, der kun plager livet af de mennesker, vi elsker og gerne vil fejre ting med. Lad os i stedet indføre et laissez faire-princip, hvor gæsterne, når de ankommer, selv finder sammen med dem, de har lyst til at tilbringe aftenen med. Vi falder jo altid i snak med nogen – og vi erfarer hurtigt, hvem vi kan have en sjov aften med. Det kan selvfølgelig skabe selskabs-ghettoer af folk, der kender i hinanden i forvejen, men – og hvad så? Selskaber behøver jo ikke at være sociale eksperimenter, og går alt vel, vil vi glæde os til næste gang, vores venner fylder år – eller skal giftes igen. Skål.