Anna Mejlhede: Nøgenbadning er det nye sort

Der er en særlig klarhed over september. Som om denne måned prøver at få os til at se, hvad vi fik trukket med os ud af sommeren. September lægger sig blødt ind mellem lyset og mørket, der er på vej, og giver sommeren kontur, så vi bedre mærker, hvad den efterlod i os. Også selv om vi ikke synes, vi nåede at nyde den nok. Jeg kan jo begynde med, hvad min egen sommer efterlod: Nøgenbadning er det nye sort Måske er det patetisk at skulle nå en alder på 48 vintre, før det går op for en, at havbadning er allerbedst i splitternøgen tilstand. Måske handler det om at genopdage barnet indeni? Ovenikøbet er der indlagt ekstra motion i fornøjelsen for mit vedkommende, fordi jeg ikke kan gennemføre Eva-badet uden god afstand til andre på stranden … om det er for deres skyld eller for min egen, er jeg i tvivl om.

Når naturen går ind, går stressen ud Ja ja! Rulleøjne og ”hvad sagde jeg"-ord er i orden her. Men det er oftest sådan, at man bedst tager en sandhed ind, som man selv har gået til, så at sige – og denne sommer har smidt et par gamle støvler i hovedet på mig. Nogle, jeg af uransagelige grunde må have haft tabt bag en kommode i alt for mange år – nemlig erkendelsen af, at frisk luft (i alt slags vejr), bølgende hav og marker i grønt, brunt eller hele paletten alt sammen kan hjælpe med til at ryste én lidt på plads indeni og ikke mindst lægge sig som blød velour omkring sjælen. Noget så enkelt som at grov-trave er jo som at hælde fløde i en dødbringende stærk chili-ret. Mens afslapning sjældent virker afstressende på mig (i hvert fald ikke hvis det betyder at holde sig i ro og ingenting lave), så virker det som eliksir at være snavset og forpustet midt i naturen.

Der er et liv andre steder end i Kbh.! Jeg må hellere sige, at jeg de sidste mange år (hvis ikke altid) har været et hysterisk inkarneret bymenneske. Jamen, helt derude, hvor jeg seriøst har tænkt, at mit indre kunne visne og håret falde af, hvis jeg placerede mig for længe uden for København. Men min far var inkarneret læsøbo, og ikke før nu, flere år efter at han er død, er det gået op for mig, hvad hans ophav har efterladt i mig: Øen har denne sommer boret sig dybt ind i min sjæl, og resultatet er steget til overfladen som rav i vandkanten efter en storm. Mens min kæreste interesseret og en smule bekymret så til, forvandlede jeg mig på få uger fra københavner til læsøbo. Og nu kan jeg ikke få læsøboen ud af kroppen igen … LÆS OGSÅ: 5 gode grunde til, at du skal holde ferie hjemme Det enkle liv findes ikke, men måske kan det komplicerede tilgås, så man kan holde det ud? Det er nogen tid siden, jeg sidste gang opgav at finde frem til det enkle livs lyksaligheder. Det blev simpelthen for umuligt at rydde tilstrækkeligt ud og sætte grænser op omkring mig i en grad, så det enkle kom inden for rækkevidde. I stedet forsøger jeg oven på en skelsættende sommer med en anden taktik: at lægge rod af forskellig art – både det indre og det ydre – i temavise bunker. Forstået således, at jeg samler det uigennemskuelige stakkevis, så der kommer stier imellem dyngerne, hvor jeg kan færdes uden at snuble for meget. Med det komplicerede i stakke kan jeg bedre rumme det og tage mig af det. På en måde kan man sige, at jeg har det med de bunker dér lidt som med sommerens myggestik – det lindrer ikke at sætte neglene i! Det gør kun kløen værre. Hellere tilgå dem nænsomt, med kolde klude, balsam og den slags. September lægger sig omkring os nu med alt det, sommeren efterlod. Hvilke dele af den sidder stadigvæk i dig?