Anna Grue: Jeg nedgjorde mig selv, fordi jeg var for tyk

"Vi skal lige stoppe ved en bager på vejen," sagde Else.
"Jeg trænger til noget godt."
"Jeg troede, du var på kur?"
"Jeg trænger," gentog Else.
"Det kan vel ikke skade at spise en enkelt kage."
Hun så på ham. Begyndelsen til et smil trak i hans mundvig, og
hun vidste, at hun ikke ville behøve at hale flere argumenter frem.
"Bare en lillebitte kage."

… Else er en af hovedpersonerne i Anna Grues nyeste bog i Dan Sommerdahlserien 'Sidste Forestilling', og Else er for tyk. Hun ved det godt, og hun skammer sig. Så Else er konstant på kur. Piner sig selv med pisk og pulverkure for gang på gang at falde i vandet og proppe sig med de forbudte søde sager. Elses mand synes,
at hans kone er dejlig, som hun er, men det synes Else ikke selv. Så Else er aldrig rigtigt glad.

Det er ikke noget tilfælde, at krop og vægt - overvægt - er et af temaerne i Anna Grues krimi, for hun kender det selv til hudløshed.

"Jeg har hele mit liv gået og sloges med denne her krop, der var for tyk - især efter jeg fik barn nummer tre. Men det blev først rigtig slemt, efter jeg fik en depression og kom på antidepressiver. Jeg havde lige tabt mig en hel masse, så jeg burde være glad, men det var jeg overhovedet ikke," fortæller Anna Grue, som tog 34 kilo på i løbet af et år.

"Så begyndte den rigtige kamp, hvor jeg i årevis var på alle mulige forskellige kure. Mærkelige højprotein kure, Nupo-kure, antifedt-kure, personlig træner tre gange om ugen… Og hver gang lykkedes det mig at tabe 20-25 kilo. Men i samme øjeblik, jeg slap tøjlerne, tog jeg dem omgående på igen. Det var som om, kroppen bare VENTEDE på, at jeg skulle spise den dér is! Det var virkelig, virkelig belastende," indrømmer Anna Grue.

Tabte 38 kilo

Alligevel gik hun og bildte sig selv ind, at det da ikke var noget at være ked af. Det var bare et problem, der skulle løses - bum! Hvor svært kan det være? Svært, viste det sig. Umuligt, faktisk. Så for to år siden gav Anna Grue op og fik en gastrisk bypass-operation, et temmelig kompliceret indgreb, hvor man deler mavesækken i to og forkorter tyndtarmen, så maden optages på en anden måde bagefter.

"Jeg tabte 38 kilo, og det var først bagefter, jeg opdagede, hvor ked af det, jeg havde været over at veje så meget. Jeg blev gladere, og pludselig kunne jeg en masse ting, jeg ikke kunne før. For eksempel passe min have, hvor jeg før ikke kunne bøje mig ned og luge. Når man er for tyk, laver man alle mulige undskyldninger for sig selv over, hvorfor man ikke gør dit og dat.

>> Læs også: Paprika Steen: Jeg ved jo godt, at jeg er strid!

"Det er ikke noget for mig at danse, det er ikke noget for mig at gå i haven," og så videre. Men så finder man ud af: Jo, det ER noget for mig! Men man laver sådan en lov oppe i hovedet om, hvordan man har det, og hvad man kan lide og ikke lide, fordi man er for tyk," siger Anna og fortsætter:

"Det er egentlig dét, jeg vil fortælle med figuren Else i bogen. Hun holder for eksempel skjult for andre, at hun har ondt i knæene - det kender jeg fra mig selv. For hvis en normalvægtig har ondt i knæene, siger folk: "Ej, noget lort. Har du lavet en forkert bevægelse?" Men hvis en tyk gør, siger de: "Du SKULLE nu også tabe dig lidt!" Og hvis de ikke siger det, så tror man SELV, de siger det."

"Man lægger alle mulige argumenter i munden på andre mennesker, siger Anna og slår hovedet på sømmet med folks fordomme om tykke mennesker: "Tykke mennesker - det er sådan nogle, der ikke har kontrol over sig selv," tænker de fleste. Dér kender jeg så rigtig mange tykke mennesker, der kompenserer ved netop at have EKSTREMT meget kontrol over sig selv og hele tiden demonstrere den kontrol. Så man går konsekvent og spærrer en masse følelser, lyster og impulser inde, det er en del af hele det skjold, man sætter op mod omverdenen. Fordi det ikke er særlig sjovt at være tyk. Det er ikke sjovt hele tiden at spekulere over, hvad andre mennesker tænker."

Og hun gjorde det selv.

"Jeg forudfattede, hvad andre mente om mig, og tænkte: Nu må jeg hellere fortælle en joke om at være for tyk. For at tage den i opløbet. Man nedgør sig selv uafladeligt, og det er ikke godt for selvværdet på nogen som helst måde. Kvinder er jo enormt tit kede af noget med deres kroppe. Hvis ikke det er fedme, det handler om, så er det hængebryster, rynker, for store næser eller for skæve tænder. Vi bruger enormt meget energi på det," siger Anna Grue.

Græd hver dag

Det gør hun heldigvis ikke længere selv, som hun trisser rundt i køkkenet og sætter en, absolut ikke fedtfattig, frokost på bordet til os oppe i sit elskede sommerhus. De to lige så højt elskede hunde tøffer ind og ud mellem benene på os, gør og piber lidt over ikke at have mors fulde opmærksomhed. Anna Grues andet hjem - første lige om lidt, når de sælger villaen på Amager og flytter på landet for good - emmer af hjerterum og hygge på højt plan. Sådan et sted, man føler, at man kan smække benene op på bordet og selv gå i køleskabet.

Og så er det her, Dan Sommerdahl er kommet til verden, ikke at forglemme. Den skaldede, sexede detektiv, som enhver kvinde med respekt for sig selv ville give sin højre arm for at sove i ske med. Anna Grue peger ind i soveværelset på en beskeden krog med et lille bord og en computer. Det er dér, hun sidder og skriver sine prisbelønnede krimier i absolut ophøjet ro og ensomhed. En ro, hun ikke altid har haft, men som hun har været nødsaget til at skabe omkring sig efter en stressfremkaldt depression, der væltede hendes liv for
små ti år siden.

"Jeg har altid været sådan en, der ikke kunne sige nej. "Der findes ikke nej i din mund," som en sagde til mig engang som en ros. Men han ramte hovedet på sømmet, for det var dét, der var årsagen til, at jeg gik ned med flaget," fortæller Anna Grue.

På det tidspunkt, i 2004, arbejdede hun på hele tre Aller-magasiner, på to af dem som chefredaktør.
"Alle trak i mig, ingen mente, at jeg var der nok - hverken mine medarbejdere eller familien - det var virkelig hårdt. Jeg holdt masken - og var god til det - men indimellem fik jeg sådan nogle umotiverede raserianfald, for eksempel inde på den øverste chefs kontor, hehe. Nogle dage efter, da jeg sad i min bil på parkeringspladsen og ventede på, at porten skulle åbne, opdagede jeg, at jeg sad og græd. Så tænkte jeg helt distræt: "Hov! Det har jeg da i øvrigt gjort de sidste 14 dage, hver gang jeg kørte hjem. Det var da mærkeligt!" Derefter tænkte jeg: "Hvad ER det, jeg sidder og tænker??!" Og så begyndte jeg at tude rigtigt," fortæller Anna Grue, som kørte hjem og græd videre. Og tænkte, at der vist var et eller andet HELT galt.

Sygemeldt med depression

Det havde hun ret i. Lægen sygemeldte hende på stedet og gav hende en henvisning til en psykiater. Han var ikke et sekund i tvivl om, at Anna havde en slem depression.

"Jeg kunne ikke overskue alle de job. At jeg altid først kom hjem klokken ni om aftenen, at familien syntes, jeg var der for lidt, at alle redaktionerne syntes, jeg var der for lidt. Jeg følte mig simpelthen presset ad helvede til! Og jeg vidste godt, at det var min egen skyld. For jeg kunne bare have uddelegeret arbejdet, men jeg er sådan en kontrolfreak - der har vi igen den overvægtige - en, der altid gerne vil bevise, hvor meget tjek jeg har på tingene."

"Jeg har enormt svært ved at have tillid til, at andre kan passe deres arbejde ordentligt, og det er ikke særlig tilfredsstillende for medarbejderne. Og enormt hårdt for én selv, fordi man kommer til at lave alt for meget. Så jeg er en virkelig elendig chef. Jeg kan ikke engang sætte nogen i gang i et køkken - jeg skal have styr på det selv!"

Hvad skete der med dig i den periode, du var sygemeldt?
Anna Grue tøver.
"Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke engang, hvad jeg lavede. Jeg var begyndt at skrive lidt på det tidspunkt, men jeg kunne ikke rigtigt overskue det. Men lige i dén periode blev alle cheferne på Aller Media sendt til en erhvervscoach, og han sagde til mig: "Anna. Er du klar over, at hver anden sætning, du siger, starter med: Når jeg bliver 60…?" Og det var rigtigt. Når jeg bliver 60, vil jeg have en hundekennel. Når jeg bliver 60, vil jeg flytte op i mit sommerhus. Når jeg bliver 60, vil jeg skrive en roman. Den sidste sætning blev jeg ved med at vende tilbage til. Så han foreslog mig at skifte de tre timer, jeg læste hver aften, ud med at skrive og få den roman ud af systemet med det samme. Men altså. Jeg har altid drømt om at blive forfatter, men jeg troede, at jeg skulle vente, til jeg blev gammel. Jeg var jo forsørger. Når man er gift med en kunstmaler
og har tre børn, er der ligesom ikke rum til andet. Så det havde ikke været oppe at vende før," fortæller Anna Grue.

Vred på alt og alle

Det kom det så nu. For Anna gik hjem og hev det bedste af de plots, hun i hemmelighed havde skrevet, op af skuffen og begyndte at skrive samme aften. Og da hun var færdig med at have det så hamrende dårligt, begyndte hun at overveje, hvad hun kunne gøre anderledes i sit liv.

"Jeg nåede frem til, at jeg ikke længere ville være chef, for jegvar nærmest blevet allergisk over for andre mennesker. Der skulle ikke være NOGEN i nærheden af mig. Jeg havde nok mere aggression i mig end ked af det-hed. Jeg var vred på alt og alle, fordi jeg følte mig presset," fortæller Anna.

Så Aller Media lavede en stilling til hende i marketingafdelingen, hvor hun skulle fungere som udviklingsredaktør. Dér sad hun så i et halvt år og passede sig selv uden medarbejdere og havde det ikke særlig godt. Men så fik hun en idé: Hun ville lave et livsstilsblad for hundeejere.

"Men det syntes min chef desværre ikke var en god idé, så jeg sagde op og indgik i et samarbejde med parret bag JSL Publications, som havde fået præcis samme idé på samme tidspunkt. Det var 'a match made in heaven', og jeg var lykkelig. Også selv om jeg gik ned i løn, mistede min pension og alt det dér. Vi var seks ansatte og otte hunde og havde det skidesjovt," fortæller Anna Grue. I februar 2006 kom første udgave af Vi med Hund på gaden, og bladet lever stadig i bedste velgående som et af de hurtigst voksende magasiner på det danske marked. Anna Grue havde fået indføjet i kontrakten, at hun havde lov til at skrive sine bøger samtidig, og de to første "Noget for noget" og "Det taler vi ikke om" blev udgivet, mens hun var på Vi med Hund.

"Men jeg havde rodet mig ud i den samme problemstilling én gang til: Jeg var stadig en kontrolfreak, der ville det hele selv, så jeg arbejdede helt usandsynligt meget samtidig med, at jeg skrev mine bøger. Så da jeg fik ideen til Dan-serien, blev jeg nødt til at vælge. Min mand havde for første gang fået fast job som professor på Kunstakademiet, så han kunne forsørge os, så hvis det nogensinde skulle være, var det nu! Og fra det øjeblik, jeg gik ud ad døren på hundebladet - som jeg i øvrigt elskede - begyndte jeg at blive rask," fortæller Anna Grue.

Ro og alenetid

Der gik tre-fire år, før Anna Grue blev 'helt normal' igen, og når hun i dag ser tilbage på forløbet, var det faktisk rigtig længe, hun gik rundt og havde det dårligt.
"Det var blevet en sindstilstand - jeg tænkte, at det nok bare var sådan, jeg var. Jeg kunne for eksempel ikke se en film, hvor der foregik noget i sådan et storrums-kontor, før jeg fik angstsymptomer. Det var meget voldsomt. Dengang tænkte jeg, at det nok bare var, fordi jeg ikke brød mig om uro, men det var jo stresssymptomer, kan jeg se i dag. Dem har jeg ikke nu, men jeg har det stadig virkelig svært med store rum med mange mennesker, når jeg skal arbejde. Og jeg forstår ikke, at nogle forfattere kan sidde på en café eller et bibliotek og skrive. Jeg skal have mindst to lukkede døre mellem mig selv og omverdenen, når jeg skriver," siger Anna Grue.

Så at holde op med at arbejde var det, der skulle til for at blive rask?
"Ja. Ud over at få børn er det AFGJORT det bedste, jeg har gjort i mit liv. Nogensinde. Jeg kan stadig blive presset, for det er ikke stressløst at udgive bøger. Det kræver et temmelig stort mod og kan give en masse bekymringer, men jeg bliver ikke syg af dem mere."

Du havde måske i virkeligheden brug for meget mere ro, end du troede?
"Meget! Og ét af mine problemer er, at jeg altid har troet, at jeg var ekstrovert. Fordi jeg snakker meget og griner meget og enormt godt kan lide at være sammen med mennesker. Men sandheden er, at dér, hvor jeg tanker op, er, når jeg er alene. Jeg kan gå og smile for mig selv bare ved tanken om, at jeg er alene! Og det har været virkelig forunderligt at erkende. For jeg har aldrig været alene før. Jeg har en stor familie og fik mit første barn, da jeg var 19 år, så sådan nogle perioder har bare ikke eksisteret i mit liv. Før nu."