Anette har mistet synet: Jeg lever som alle andre

Anette Lindell har mistet synet

I løbet af tre måneder gik Anette Lindell fra at være normalt seende til at være blind. Hun var som 30-årig igennem flere operationer på begge øjne som følge af sin diabetes. I dag er Anette fuldstændig blind og har glasøje på det ene øje.

– Det er som at se på en mørk marmorplade. Når solen skinner på mit ansigt, bliver det lidt rødt, men det er min hjerne, der spiller mig et puds. Men fordi jeg ikke er født blind, kan jeg huske, hvordan ting ser ud, og det tror jeg, er en stor fordel. Jeg kan for eksempel forestille mig himlen, når jeg spørger min mor, der så kan svare, at den har samme farve som en trøje, jeg strikkede som seende, siger 57-årige Anette.

Hun har lært sig at kompensere for synstabet ved at bruge andre sanser. Blandt andet lægger hun mærke til, hvor solen er, og hvor vinden kommer fra. Hun bruger også sin hørelse mere.

– Jeg bliver nok aldrig så god som en, der er født blind, men jeg klarer mig. Når jeg er ude at gå et nyt sted, bruger jeg også en gps til at gå efter, siger Anette, der har førerhund, som også hjælper hende uden om forhindringer.

LÆS OGSÅ: Pouline har mistet sin lugtesans: Jeg er blevet mere sansende

Opfattet som multihandicappet

Overgangen fra seende til blind var vanskelig. Før blev Anette behandlet som alle andre, nu opfører folk sig ganske anderledes.

– Det har chokeret mig, at nogen må tro, jeg også er tungnem og døv. De taler højere eller spørger, om jeg kan skrive på en computer, om jeg selv laver mad, hvordan jeg binder snørebånd og så videre. De opfatter mig nærmest som multihandicappet. Jeg har lige været i Thailand, og da jeg fortalte om rejsen, sagde folk til mig, at de ikke kan forstå, hvordan jeg kunne det som blind.

– Jeg var kun 30 år, da jeg blev blind, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg ville have en uddannelse og et arbejde og undgå at komme på førtidspension. Men omverdenen sætter flere begrænsninger, end jeg selv gør.

Anette var sygeplejeelev, før hun mistede synet, og var nødt til at finde på noget andet. Hun ville gerne blive inden for branchen og uddanne sig til fysioterapeut. I stedet blev hun overtalt til at blive afspændingspædagog. Det var mindre krævende. Men da hun var nyuddannet, kunne hun ikke få job. At blive lægesekretær, som Anette overvejede, viste sig at være umuligt, fordi Anette ikke kunne have sin førerhund med. Hun blev callcenter-medarbejder på Instituttet for Blinde og Svagsynede, men det var ikke et job, hun syntes om, så hun endte med at tage en massøruddannelse og arbejdede med det i 10 år.

– Det er nærmest umuligt at få noget at lave som blind, fordi folk har så mange fordomme, siger Anette, der dog i dag trives i et fleksjob som instruktør i gymnastik for svagtseende. Hun tvivler dog på, at hun får mere at lave, selv om hun ikke er bange for at lære nyt.

Passer sin have

Anette bor sammen med sin kæreste, der også er blind, i et rækkehus med deres to førerhunde og mobilitystokke som eneste hjælpemidler i hverdagen. De har en talende computer, som også kan scanne post og læse den højt.

– Jeg har boet flere steder, blandt andet på Christianshavn og siden på Nørrebro, hvor jeg fik en mobilityinstruktør til at undervise mig i at finde rundt. Nu bor jeg i et rækkehus med en lille have, som jeg og min kæreste passer. Jeg lever som alle andre, og jeg vil ikke lade min blindhed hæmme mig i hverdagen. Jeg er ret stædig, og jeg har aldrig villet acceptere, at jeg skulle sidde i en stol og intet foretage mig. Jeg vil også have noget ud af mit liv. Blinde ligner andre mennesker på alle områder, bortset fra at vi ikke kan se. Det ville være rart at få lov til at være mere på lige fod med andre, siger Anette. n