Selvudvikling
22. maj 2012

Årets bedste sommerbøger

Læs om kvindeliv i alle dets afskygninger med bøgerne i guiden her, og få god inspiration til den bog, som du bør have i hånden nu, hvor de varme dage for alvor er på vej.
Af: Juliane Olsen
https://imgix.femina.dk/media/2320bb80015f4853a4a8ac86d210bbff.jpg

foto: All Over

Sommervejret kalder på en god læseoplevelse på stranden. Men hvilke bøger skal den moderne kvinde dykke ned i for at blive klogere på kvindelivet? Feminas kulturredaktør, Mette Rou Lund, har lavet en guide til de bedste læseroplevelser i bøger, som enhver kvinde med respekt for sig selv bør få på repertoiret.

- Bøgerne er alle meget forskellige, men det er kvinder jo også. Det er svært at sige noget om, hvad der kendetegner en typisk god kvindebog, men der er nogle temaer, der går igen som kærlighed, sorg og passion, og det kan for eksempel være sjovt at få et indblik 1800-tallets Jane Austen-univers for at blive klar over, at der virkelig er sket noget med kønsmønstrene siden, og der kan også være tunge ting, hvis man står i en proces, som er gode at få inspiration fra, siger Mette Rou Lund om de valgte bøger.

Hvilken bog, der er god for dig, afhænger meget af den stemning, som du er i, ifølge kulturredaktøren. Vil du have benene oppe i sommerhuset eller vil du holde tungen lige i munden med at blive udfordret på det sproglige? Smag og behag er forskelligt, og det er der også taget højde for i de udvalgte bøger.

Seks bøger som enhver kvinde bør læse:

'Længsler og leverpostej' af Annamette Fuhrmann
Annamette Fuhrmann er god til at bruge sig selv, når hun beskriver parforhold og hverdagen i et kvindeliv. Samtidig har forfatteren humor og er især kendt for sin blog 'Fuhrmann for dig', og bogen er generelt meget humoristisk. Læs den, hvis du gerne vil underholdes og læse en bog, som du kan spejle dig i.

'Sig ja! Hvad præster ved om kærlighed' af Sissel-Jo Gazan
Med en forlist kærlighed i bagagen efter en skilsmisse valgte forfatteren Sissel-Jo Gazan at interviewe en række præster om emnet kærlighed, der kan give inspiration til de mange kvinder, som også må vinke farvel til drømmen om den store kærlighed og starte forfra. Bogen er evigt aktuel, og i år udkom den i en version, hvor man også får den tv-interview-serie med, som udsprang af bogen.

'Det dyrebare' af Linn Ullmann
'Det dyrebare' er en fortælling om en familie, der bliver offer for sine egne hemmeligheder - og om en pige, der forsvinder sporløst. 'Det dyrebare' er en roman, der handler om nære emner som kærlighed, sorg og parforhold, og Linn Ullmann skriver med både humor og indsigt. Den norske forfatters bøger passer godt ind i det feminine univers, og hendes fire første er netop kommet i ny, smuk indpakning, så der er nok læsning til hele sommeren.

'Hvad med Kevin?' af Lionel Shriver
I den uhyggelige afdeling har vi bogen 'Hvad med Kevin?', der er en hårrejsende psykologisk gyser om at være mor til et barn, der vokser op og bliver morder - for nyligt også filmatiseret med Tilda Swinton i hovedrollen. Hovedpersonen er en kvinde, der lever et succesfuldt liv, og som ikke umiddelbart har noget ønske om at blive mor, men som alligevel lader sig presse af omverdenens forventninger. Hendes dreng vokser op og lever op til alle forestillinger om et umuligt barn, der uafbrudt kører et psykologisk spil mellem sine forældre. Bogen opruller en helt anden måde at se mor-rollen på, og det er det, der gør den både spændende og debatskabende.

'Ingen åbner' af Christel Wiinblad
'Ingen åbner' er mere ovre i den moderne ende af boguniverset. Det er et passionspil om en mand og en kvinde i et destruktivt parforhold, hvor det psykopatiske lurer lige under overfladen hele tiden. Den kvindelige hovedperson beskriver i bogen, hvordan hun bid for bid bliver nedbrudt af sin partner, og om den frihed, der måske lurer ude i horisonten. Læs den, hvis du vil blive klogere på samspillet mellem mand og kvinde i en ekstrem form og om et parforhold, der er på vej mod afgrunden.

'Northanger Abbey' af Jane Austen
'Northanger Abbey' er Jane Austens første færdiggjorte romaner, og er en satirisk skildring af en ung pige og hendes fascination for gotisk litteratur. Den beskriver et kvindeliv for længe siden, og selv om nutidens kvinder nok har lidt svært ved at se dem selv i 1800-tallets hverdag, så kan man stadig lade sig inspirere af de stærke kvinder i Austen-universet, og deres kamp for kærlighed og ægteskab.


Læs også