Kropspositivitet
Selvudvikling

5 brands, der kæmper for mere kropspositivitet

14. juli 2017
af Charlotte Kobberøe Fink
foto: Shutterstock
De senere år har vi heldigvis set mere og mere diversitet i forhold til kropsidealer. Det skyldes ikke mindst, at nogle mærker går forrest i kampen for både forskellighed og kropskærlighed.

Et opgør med billedredigering, almindelige kvinder som modeller, og mærker der helt dropper de gængse størrelsesbetegnelser. Der er sket noget i modebranchen de seneste år, og det er fantastisk. Vi ser nærmere på nogle af de brands, som gør noget ekstra for at inspirere til nye og befriende skønhedsidealer.

Curvy Kate

Undertøjsmærket har haft flere kampagner, der hylder forskellighed – senest med kropsaktivisten Megan Jayne Crabbe, som på Instagram bliver kaldt for BodyPosiPanda, som frontkvinde. Crabbe deltog først i en kropspositiv kampagne for lingeri-mærket, men da hun så billederne, syntes hun alligevel, at de kun viste et lille poleret øjeblik af hendes liv. Derfor gik hun hjem, tog sin makeup af, vaskede stylingen ud af håret og tog en række naturlige billeder, hvor hverken lyssætning eller posering var i fokus. Billederne skulle vise, at modelbilleder kun er et udsnit af virkeligheden, og at det langt fra er hele sandheden. Og så blev både før- og efter billeder postet på BodyPosiPandas Instagram.

Og hvad gjorde Curvy Kate? De blev så inspirerede af billederne og visionen bag, at de blev udgangspunktet for den nyeste kampagne med Megan Jayne Crabbe som model, hvor hun poserer både før og efter sin styling. We like!

LÆS OGSÅ: "Selv modellerne ligner ikke modeller i virkeligheden"

Ecouture

Det danske bæredygtige tøjmærke Ecouture lavede en undersøgelse blandt deres kunder, som viste, at alt for mange kvinder bliver påvirket negativt, hvis de skal gå en tøjstørrelse op i forhold til, hvad de plejer. Og dét ville brandet med designer Johanne Helger Lund i spidsen gøre op med. Derfor udskiftede de i foråret alle deres almindelige tøjstørrelser med betegnelserne Amazing, Beautiful, Marvelous, Lovely, Fantastic og Gorgeous! De nye størrelser kan ikke direkte ”oversættes” til de gængse tøjstørrelser, men er baseret på mål – og det skal være medvirkende til at fjerne det hierarkiske størrelsessystem, hvor der er en tendens til at synes, at småt er godt.

Target

Den internationale detailkæde Target har de seneste år brugt kvinder i mange former, størrelser og aldre, og i deres nyeste badetøjskampagne er det også dén tendens, de fører videre, blandt andet med topmodellen Denise Bidot. Men det bedste af det hele er, at kvinderne er fuldstændig uretoucherede, så vi ser dem helt naturlige – med både buler, appelsinhud og strækmærker. We like!

Aerie

Undertøjsmærket Aerie under brandet American Eagle stoppede allerede i 2014 med at fotoshoppe deres modeller under visionen #aerieREAL – og dét fik deres salg til at stige med 20 procent det efterfølgende år! Deres seneste kampagne fra 2016 ”Share your Spark” havde også intet mindre end 40 forskellige kvinder som modeller, der hver især hyldede lige netop deres krop.

LÆS OGSÅ: Elsk din krop: Hvis du ikke har set denne skønne video, så gør det nu

Dove

Dove er godt nok ikke et tøjmærke, men ikke desto mindre er det et af de brands, der i de seneste (mange) år er gået forrest i kampen for kropskærlighed ved at bruge helt almindelige kvinder i deres kampagner. Det begyndte allerede i 2004 med deres real-beauty-kampagne, hvor visionen var at hjælpe kvinder med at gøre skønhed til en kilde til selvtillid – og ikke selvkritik.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/curvy_kandi_cta2.png

Læs også