Rebecca blev udnyttet af sin behandler: "Han misbrugte min tillid til at rykke mine grænser"

25. november 2022
Af Aja Nøhr Larsen
Foto: Andreas Bang Kirkegaard
Rebecca blev sidste år udsat for grænseoverskridende adfærd af en protesemager, som skulle lave en specialprotese til hende. Det her er hendes historie om, hvor let grænser kan blive overtrådt lidt efter lidt. Manden, som bliver omtalt, har afvist alle anklager.

"Jeg er endt i en situation, hvor jeg ikke kan bunde," tænkte hun.

Rebecca stod midt i hans stue. Hun var 23 år gammel, hendes mørkebrune hår hang løst over skuldrene, og hun var klædt i en leopardnederdel og en rød bh. I hånden havde hun en pisk.

Øjenhulen, hvor hendes protese sad, var øm og irriteret og blitzen fra kameraet provokerede det fantomsyn, hun havde haft, siden hun mistede sit øje.

Manden bag kameraet bad hende om at se ond ud. "Du er en domina," sagde han.

De specielle øjne

Han havde været den eneste i Danmark, der havde sagt ja til at lave den specialprotese, som Rebecca havde drømt om at få, siden hun en dag var faldet over andre unge på Instagram med specialproteser.

Selvsikkert poserede de med specielle falske øjne – nogle havde et guldfarvet øje, nogle en helt sort protese.

De virkede til at eje deres protese på en helt anden måde, end Rebecca havde gjort, siden lægerne havde fjernet hendes øje og erstattet det med en protese, der skulle ligne det naturlige, brune øje. Hendes selvtillid havde taget et dyk. Hun kunne ikke lide at se sig selv på billeder, og hvis en date ikke førte til mere, kunne hun overbevise sig selv om, at det var fordi, hun havde øjenprotese.  

Da hun så de specielle proteser, tænkte hun, at det var en måde at vende sin situation til noget positivt.

– Jeg synes, det var vildt inspirerende. De bar deres øjenproteser som et smykke. Det virkede som en måde at bruge det til noget sjovt og smukt i stedet for at gemme det væk, fortæller Rebecca.    

Men i Danmark er der ikke tradition for at lave specielle proteser. Mange af de unge, som Rebecca så på Instagram, boede i USA og havde fået lavet deres protese i Mexico.

Efter lang tids søgen på internettet kom Rebecca en dag i kontakt med en, der lavede øjenproteser. Han var ikke var afvisende over for at lave en himmelblå øjenprotese til Rebecca, og de aftalte at ringes ved.

Her begyndte historien, som man også kan høre i Podimo-podcasten 'Protesemageren' og for at forstå, hvordan det endte med, at Rebecca stod afklædt i protesemagerens stue, er det vigtigt at få alle detaljerne, der leder op til det, med.

Betaling

Rebecca og protesemageren snakkede længe over telefonen – og over flere gange. Han roste Rebecca for at ville være med til at bryde tabuet om øjenproteser.  

Han fortalte hende, at han normalt ikke lavede specialproteser, men at han gerne ville gøre en undtagelse med Rebecca – og endda helt gratis, fordi han synes, at hun var så sej og inspirerende.  

En øjenprotese i akryl koster normalt omkring 10.000 kr.

Normalt betaler man for en øjenprotese med en bevilling fra kommunen, men da det ikke gælder for specialproteser, forklarede protesemageren Rebecca, at hvis hun fik en bevilling kunne de lave to proteser til hende - en almindelig brun og den specielle blå. 

– Jeg følte mig meget heldig. Jeg vidste, at det var en sjælden mulighed, jeg havde fået. Både fordi han ville lave den blå protese, men også fordi jeg ikke skulle betale for den, siger Rebecca.

Men i telefonsamtalerne begyndte protesemageren at tale om noget, som havde mindre med proteser at gøre. Han fortalte, at han godt kunne lide at tage billeder, og at han gerne ville tage billeder af Rebecca efter, hun havde fået lavet sin blå protese. Billederne skulle være med til at nedbryde tabuet omkring øjenproteser, sagde han.

Rebecca havde egentligt ikke lyst, men hun opfattede det som en form for betaling for protesen.

– Jeg syntes, det var ret underligt, men jeg var bange for, at han ville ændre mening. Når han lige havde nævnt, at han ville lave protesen gratis, og så begyndte at nævne billederne, følte jeg lidt, at jeg skyldte ham noget, og at jeg blev nødt til at sige ja til de billeder.

En dag, da de talte i telefon sammen igen, begyndte protesemageren at snakke om, at han også tog nudeart-fotos. "Det er ikke noget for mig," svarede Rebecca konsekvent.

Protesemageren imødekom hende og forsikrede hende om, at det ville være hendes øjne, der kom i fokus på billederne.  

"Der kan nok ikke ske noget"

"Den er ikke særlig flot lavet. Det kan vi lave meget bedre på min klinik," fortalte protesemageren Rebecca første gang, hun besøgte ham i København, og han så den protese, Rigshospitalet havde givet hende. Han stod overfor hende, lidt tættere på end hun egentlig havde lyst til.

Selv om Rebecca altid havde været tilfreds med sin protese, så ramte hans kommentar alligevel noget i hende.

– Det satte nogle tanker i gang. Ser jeg forkert ud, og er det grimt, det jeg går rundt med?

Protesemageren fortalte Rebecca, at han havde talt med sin datter, som også arbejdede i klinikken – og at hun synes, det var en spændende og krævende opgave at lave specialprotesen til Rebecca og fotoshootet bagefter.

Sådan har vi gjort

Historien her bygger udelukkende på Rebecca Andersens gengivelse af hendes oplevelser.

I podcasten 'Protesemageren' fra Podimo bliver Rebeccas oplevelser bakket op af flere lydoptagelser, som Rebecca i smug har optaget under fotoshootet og i bilen samt en gennemgang af de mail- og beskedudvekslinger, der har været mellem Rebecca og protesemageren. Her kan man også se en video af det tøj, protesemageren havde købt til fotoshootet. 

Protesemageren har ikke ønsket at stille op til interview, men afviser i et skriftligt svar alle anklager mod ham. Han skriver, at han ikke har presset Rebecca til noget, og at fotoshootet intet havde med hans professionelle virke at gøre.

Om fotoshootet skriver han også, at han ikke har taget billeder i afslørende tøj, og at fotograferingen ikke var betaling for protesen.

Han afviser også at have forsøgt at kysse Rebecca, men skriver at han forsøgte at give hende et kram, ligesom han også afviser at have givet udtryk for interesse i at have Rebecca som "sugarbabe".

I forhold til de nøgenbilleder af andre kvinder, han har vist Rebecca, skriver han, at han opfatter billederne som kunst, og ikke kan se det forkerte i at vise dem til et andre.  

Tv2 Echo kontaktede Rebecca, fordi de gerne ville lave en video, hvor hun fik lavet den nye protese. Protesemageren sagde, at var helt okay, at de kom med. Også det gjorde, at Rebecca blev mere tryg ved situationen.

– Kombinationen af, at datteren ville være i klinikken, og at TV 2 skulle med, fik mig til at tænkte, at der nok ikke kunne ske noget.  

Derudover havde Rebecca allerede fået bevillingen, og da hun skulle aflevere og underskrive den på første behandlingsdag, var hun bange for at miste bevillingen, hvis hun trak sig. 

Rebecca og protesemageren fandt en dato og aftalte, at hun skulle være i København i fire dage – tre dage til at fremstille proteserne og en dag til "fotoshootet".

Behandlingen

Det var en eftermiddag i september, da Rebecca stod af toget fra Århus på Hovedbanegården i København.

Hun var spændt og glædede sig. Det var første gang, hun skulle være alene i København i så lang tid, og hun blev glad, når hun tænkte på at komme hjem med den nye blå protese.

Rebecca tog direkte hen på klinikken. Hun ankom inden TV 2 Echo, som hun havde fået besked på af protesemageren. Han viftede hende ind på sit kontor.

– Jeg opfattede ham som en autoritet. Han havde en hvid kittel på, og han talte meget om, hvor meget erfaring han havde, og hvor meget anerkendelse han fik.

Protesemageren trak en mappe frem. Han ville vise hende de billeder, de skulle bruge som inspiration til Rebeccas billeder. Billederne viste en kvinde, som var omsvøbt med et hvidt klæde. Protesemageren spurgte Rebecca, om hun ikke godt kunne se, at det havde været meget smukkere, hvis kvinden havde været nøgen. Så viste han hende et billede af en kvinde, der var nøgen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Kort efter kom TV 2 Echo og lavede videoen. Da Rebecca senere på dagen tog tilbage til sit hotelværelse, havde hun svært ved at finde ud af, hvad det var for en situation, hun stod i.

– Jeg syntes, det var mærkeligt, men jeg tænkte, at jeg måske var ekstra mistroisk, fordi jeg før har haft ubehagelige og grænseoverskridende oplevelser med mænd, fortæller hun.

I de efterfølgende dage kom hun på klinikken for at lave protesen. Hun fik lov at lave en del af arbejdet selv, og hun syntes, det var spændende, da hun f.eks. fik lov at male noget af det blå øje. Samtidig syntes hun, det var ubehageligt, at protesemageren hele tiden skulle stå meget tæt på hende, når han behandlede hendes øje.

Flere gange stoppede han op og sagde ud af det blå, at han gerne ville fotografere hende nøgen. Rebecca blev ved med at sige, at hun ikke var interesseret i det.

En af dagene gav han hende 200 kr., som hun skulle bruge på at købe en blomst, som skulle sidde i hendes hår, på de fotos de skulle tage. Han gav hende også 500 kr. til at købe et USB-stik, som billederne skulle lægges over på bagefter.

– Det var virkelig mange penge til at købe de ting, og jeg havde ikke lyst til at tage imod dem. Jeg prøvede at sige nej, men han insisterede, fortæller Rebecca.

Da det var blevet lørdag, skulle Rebecca for sidste gang hen på klinikken for at få udleveret protesen. Bagefter skulle de køre til fotostudiet. Et fotostudie, som han beskrev som professionelt, og som lå i hans hus lidt uden for København. 

Fotoshootet

På køreturen nåede Rebecca flere gange at overveje, hvordan hun kunne komme ud af situationen. Protesemageren kørte bilen, og gassede flere gange op – som for at spille smart, tænkte Rebecca.  

Da de kom frem til huset og gik ind ad hoveddøren, låste han den efter dem. Rebecca blev mødt af en skarp og gennemtrængende lugt. Det var lugten af urin.

– Det mindede mig om lugten af et af mine familiemedlemmer i tiden inden, han døde. Som en gammel mand med kateter, hvor organerne er ved at stå af.

De gik ind i stuen. Der var rodet, og i køkkenet bugnede det med gamle tallerkner og madrester. Da protesemageren begyndte at sætte et lagen op, der skulle fungere som lærred, gik det op for Rebecca, at der slet ikke var et professionelt fotostudie.  

"Du kan bare skifte i stuen. Det gør alle de andre modeller," sagde han til hende.

Rebecca husker mest den ubehagelige følelse, hun havde i kroppen – følelsen af at være blottet for nogen, man ikke har lyst til, skal se på én.

– Jeg tænkte, at jeg havde solgt ud af mig selv. Fordi han havde givet mig protesen gratis og givet mig pengene til at købe ting for, og nu stod jeg så der.  

Protesemageren bad hende om at åbne munden og se ond og sexet ud. Han fortalte hende, at hun var en domina, og at hun skulle kigge på ham, som om hun havde lyst til at slå ham ihjel.

"Der ligger en pisk derovre. Nu skal du tage den i hånden," sagde han efter lidt tid. Han fortalte hende, at hun skulle passe på, at enden ikke faldt af pisken, fordi han før var blevet slået så hårdt med den, at den gjorde.

"Det er ikke lige mig," sagde hun.

"Jo, det er dig."

Hun svarede, at det havde hun ikke lyst til, og fik lov til at skifte på datterens gamle værelse.

Rebecca havde selv taget en lang kjole med, som gik op i halsen. Den tog hun på, og gik så tilbage i stuen, mens hun tænkte, at nu skulle hun bare have det overstået.

I stuen havde protesemageren lagt noget andet tøj frem til hende. Det var en stram og kort lyserød kjole med dyb ryg, en rød blonde bh og en kort leopardnederdel.

Rebecca forsøgte at lyde venlig men bestemt, da hun sagde, at hun ikke var tryg ved at have det tøj på. Protesemageren forsøgte at overbevise hende ved at forklare, at det ville se flot ud på billederne og klæde hende godt. Til sidst sagde hun ja.

– Jeg følte, at han havde taget kontrollen. Døren var låst, og mine ting lå stadig i bilen. Jeg prøvede at imødekomme ham så meget, jeg kunne, for jeg var bange for, hvad han kunne finde på. Det gik jo langsomt op for mig, at han ikke var særlig professionel, fortæller Rebecca.

Så stillede hun sig ind foran linsen, og protesemageren stillede sig om bag kameraet.

Det får du mig ikke til

Rebecca forklarede flere gange protesemageren, at hun var træt, at hun havde meget ondt, og at hun ikke kunne holde til flere billeder. Smerten kom fra hendes øjenhule, fordi han flere gange bad hende om at skifte imellem de forskellige proteser.

– Min øjenhule var i forvejen øm og irriteret efter behandlingen, og det begyndte at gøre så ondt, at jeg havde svært ved at holde det ud. Blitzen forværrede også mit fantomsyn, hvor jeg i forvejen hele tiden ser hvidt blinklys for mit synsfelt.

Til sidst insisterede Rebecca på, at hun ikke kunne mere.

"Bare lige en sidste ting. Nu skal du fotograferes nøgen på sofaen" sagde han, og pegede på en sort lædersofa der stod midt i lokalet.

– Alt strittede i mig. Jeg glemte næsten, at jeg var bange, og jeg sagde til ham, at det fik han mig simpelthen ikke til. Han virkede meget skuffet, og krævede en forklaring på, hvorfor jeg ikke ville.

Så tog protesemageren sin computer frem. Nu skulle de udvælge de billeder, Rebecca skulle have over på et USB-stik. Men han gik ikke ind på mappen med Rebeccas billeder. I stedet klikkede han på en anden fil.

"Nu skal du ikke blive bange, men nu kommer der noget pornografisk," sagde han. I mappen var der billeder af kvinder, der enten var helt nøgne eller i meget frækt undertøj. De poserede alle i den sorte sofa. Rebecca sad helt stille ved siden af ham.

– Da jeg så de billeder, kunne jeg jo godt se, hvad det var han egentligt havde håbet på fra mig.

På et tidspunkt så Rebecca sit snit til at tjekke rejseplanen og fortalte protesemageren, at der snart gik et tog, hun kunne komme med. Han havde lovet at køre hende til stationen, som lå langt fra huset. Han svarede, at det da ikke var sikkert, at hun kunne nå det og foreslog, at hun sov hos ham. Rebecca insisterede på, at hun godt kunne nå toget.

En ny sugarbabe

– Jeg talte sekunderne på den køretur fra hans hus til Roskilde station. Det tog omkring 20 minutter, men det føltes langt. Jeg kunne kun tænke på at komme ud af bilen og gå ind på stationen.

Det var blevet mørkt uden for. Rebecca talte sammen, at dagen havde varet otte timer.

Hun var stille, men protesemageren begyndte at tale, og igen handlede det om noget helt andet end øjenproteser.

– Han sagde, at han ville ringe til et escortbureau. At han gerne ville have en ny sugarbabe. At han havde haft en tidligere, og at de begge var meget glade for det. Nu prøvede han så at finde en ny, fortæller Rebecca.

Han hviskede til hende, at hun var smuk. Han fortalte hende også, at han burde tage hende i terapi, så hun kunne lære at give slip på alle de ting, hun lukkede inde.  

Endelig stoppede bilen på stationen, og protesemageren gik rundt om den for at hente Rebeccas kuffert i bagagerummet.

Han krammede hende farvel, men da hun ville trække sig væk, holdt han fast, og forsøgte at kysse hende. 

"Bare sådan," sagde han, som kan høres i lydoptagelser i podcasten 'Protesemageren', ligesom man kan høre Rebecca sige "nej" flere gange. Rebecca trak hovedet så meget tilbage, hun kunne. Så drejede hun om og gik mod stationsbygningen.

Da Rebecca satte sig i toget, brød hun sammen.

– Jeg kunne ikke være i mig selv, og jeg kunne ikke samle mine tanker. Jeg følte mig klam og beskidt, og jeg kunne kun tænke på, at det hele var min egen skyld.

Rebeccas far hentede hende på stationen i Vejen. Da han så hende, var det tydeligt, at hun var rystet og ude af sig selv. Han kunne slet ikke komme igennem til hende.  

Efterfølgende prøvede protesemageren at kontakte hende, fordi han ville have, at hun skulle hente billederne hos ham, når de var printet ud. Hun har aldrig svaret ham.

I dag har Rebecca svært ved at stole på autoriteter, og hun har mistet sin tillid til de fleste mænd. Hun beder altid om kvindelige læger, og hun føler sig hurtigt udnyttet, hvis nogen tilbyder hende noget. Hun føler på mange måder, at der var en Rebecca før møderne med protesemageren og en anden efter.

– Jeg har aldrig været så langt nede som i tiden efter, det skete, og jeg havde brug for hjælp for at komme op. Jeg havde svært ved at forstå, hvordan det skete, for jeg følte jo faktisk, at jeg sagde fra. Jeg følte en masse skyld og skam, og jeg bebrejdede mig selv, at det var sket. Når jeg var allerdybest nede, havde jeg ondt af ham og tænkte, at det var ham, det var synd for.

I dag kan Rebecca godt fortælle sig selv, at det ikke er sådan, det hænger sammen.

– Jeg er vred på ham, og jeg føler, at han har misbrugt den tillid og autoritet, han har som behandler, og brugt den til at skubbe til mine grænser.

Når Rebecca undrer sig over, hvorfor hun ikke løb skrigende bort flere gange, så husker hun, at selv om hun havde det ubehageligt igennem det hele, så var hun faktisk i tvivl om, om der var noget galt med det, der skete.

– Jeg er blevet oplært til at stole på læger og behandlere, så jeg blev ved med at fortælle mig selv, at han jo var en professionel, som havde meget erfaring med sårbare patienter.

Allerbagerst i den nederste skuffe på en kommode på Rebeccas værelse ligger den brune øjenprotese, hun fik lavet hos protesemageren. Rebecca har stadig ikke besluttet, hvad hun skal gøre med den. Måske smide den i havet. Den blå bruger hun en gang imellem, for selvom den er forbundet med hele oplevelsen, så har hun trods alt selv malet den. 

Det retslige efterspil

Rebecca meldte protesemageren til politiet allerede samme aften, hun kom hjem. 

Senere fortalte de hende, at protesemageren ikke kunne retsforfølges indenfor autorisationsloven, fordi øjenprotesemagere ikke er autoriserede behandlere.

Til gengæld kunne sagen efterforskes indenfor straffeloven som blufærdighedskrænkelse.

Politiet har dog efterfølgende afgjort, at der på grund af manglende bevismateriale ikke har været grundlag for at rejse en sag.

Det er uvist, hvordan sagen var blevet afgjort, hvis protesemageren havde været en autoriseret behandler, men Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsjura på Syddansk Universitet, vurderer at den manglende autorisation har haft en afgørende betydning for sagens forløb.

- Havde det været en autoriseret sundhedsperson, der havde udført behandlingen, så var vi ovre i et helt andet regelsæt, hvor vi havde opfattet det her som en grov udnyttelse af patientrelationen, og det ville vi kunne have rejst sigtelse efter på grundlag af autorisationslovens paragraf 75, siger han til Podimo

Hvis en behandler ikke har en autorisation, betyder det også at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke holder opsyn med behandleren. Derudover har patienter heller ikke mulighed for at for at klage.