Nillou flygtede til Danmark som 8-årig: "Jeg bestemmer selv, hvor jeg er velkommen"

Det er forår, og Nillou Zoey Johannsen sidder på Bali, hvor hun skriver færdig på sin bog.

Hun, hendes eksmand og deres to børn er taget til Bali på et stort eventyr, hvor de skal være et par år. Desværre går det ikke som planlagt, for de er alle sammen i karantæne på grund af coronavirus.

Skilsmissen gik igennem, lige inden de tog af sted, og det var meningen, at hun skulle skrive, og han skulle rejse rundt og tage billeder, og så kunne det fungere fint, da de stadig er gode venner.

I stedet er de lukket inde i et hus og hinandens eneste voksne selskab. De bruger månederne i karantæne på at snakke deres ægteskab og skilsmisse igennem, og selv om der bliver grædt mange tårer, føler Nillou, at det fremskynder helingsprocessen, og at det i sidste ende er positivt at have en følelsesmæssig afklaring allerede.

Men lige så god som planen om et par år i udlandet var, lige så meget kunne Nillou mærke, at det ikke fungerede alligevel. Det blev til stress i stedet for nydelse.

– Jeg tænkte, vi kommer til at bruge en masse penge, vi nærmest ikke har, på at padle rundt her og ikke vide, hvornår verden åbner. Og jeg kunne også mærke, at jeg faktisk savnede at komme hjem.

– Der var en ekstremt vigtig livserfaring i sådan et reality-tjek. Hvad kan lade sig gøre, og hvad kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Og så var der livserfaring i, at du ikke kan planlægge en skid. Livet har en anden dagsorden, og den er du bare nødt til at føje. Og det var den dagsorden, der var til os, siger hun og griner.

Derfor valgte de at tage hjem til Danmark, og det gik op for Nillou, at hun virkelig mente, at hun skulle hjem.

Danmark har ikke altid været hjem

Bogen, hun var i gang med på Bali, handler om den unge flygtning Newsha Farwan, der skal falde til i Danmark. Mange af følelserne kommer fra Nillous egne oplevelser, efter hun i 1987 som 8-årig flygtede med sin mor fra Iran til Danmark. Dengang var det en helt ny verden, hun dumpede ned i.

– Det var en voldsom og traumatisk flugt. Jeg havde ikke sagt farvel til min familie, og jeg anede ikke, hvor jeg var henne. Det var som en ny planet, simpelt hen. Helt Star Wars-agtigt — alt var anderledes i forhold til Iran i 80’erne. Jeg kan huske indtrykket af, at jeg kom i lufthavnen, og der var enormt rent, og folk var vanvittigt høje og meget lyse, og det var ét stort sansechok.

Nillou og hendes mor kom på asylcenter, og da de kom ud derfra, skulle de klare sig selv.

– Ret hurtigt efter jeg kom ud af Sandholm, mærkede jeg, at jeg måtte klare mig selv, som man nu er i stand til som 8-årig. For eksempel min madpakke den første dag på min danske skole. Der havde jeg en stor Ikea-tupperware med chips og rå pølser med, for det var det, jeg bedst kunne lide. Og de andre gloede på mig med deres rugbrødsmadder med leverpostej og de der små, flade madkasser, man havde i 80’erne. Den tupperware havde jeg også med anden dag, hvor jeg havde resten af chipsene og pølserne med, og så havde jeg sådan cirka ikke mad med derfra.

LÆS OGSÅ: Et spørgsmål i klassen fik skolelærer Maren til at rejse ud og hjælpe flygtningebørn

Nillou siger, at menneskerne i deres nye by var rare, men hun og hendes mor var meget fremmede, og selv om folk i byen var nysgerrige, var det på en måde, hvor de sagde: ”Nøj, se lige der!”, når de så dem.

– Vi landede i en lillebitte by, Tikøb, hvor de aldrig havde set en mørk. Jeg fik nogle veninder, men jeg var også ekstremt fremmed, og jeg havde ekstremt meget følelsen af ikke at vide: Hvad gør vi her? Hvordan leger I? Og hvad gør man?

Nillou var god til sprog og lærte hurtigt dansk, men med mange af fagene i skolen var det, som om hun hørte det gennem en tåge, og matematikken ville ikke sidde fast. I dag ved hun, at det var, fordi hun stadig var i en slags chok.

– Det er, som om hvis du er i overlevelse, så fokuserer du bare på det, du skal klare. Du finder det, du skal for at overleve, men alt andet ryger bare.

– Danmark var på mange måder en knytnæve, hvor jeg måtte lære at rette ind, ellers var jeg bare ensom. Min oplevelse var en gigantisk ensomhed, som jeg skjulte, fordi det er skamfuldt at være ensom, det er skamfuldt at blive mobbet, og det er skamfuldt at være udenfor.

- Jeg lod, som om det ikke skete. Jeg vidste godt, at jeg havde haft det forfærdeligt, men jeg lod, som om jeg havde nogle gode historier fra min barndom. Jeg havde skabt nogle gode fortællinger for at overleve.

– Da vi så flyttede fra Tikøb til en ny by, var jeg definitivt ensom. Der var ikke noget at tage fejl af. Der var ingen at lege med, og jeg gik og snakkede med mig selv og sådan nogle ting. Ensomheden var helt klart en ven, jeg mødte her — en følelse helt nede i cellen af at være alene. Du er stemplet, og du vil altid være lidt forkert.

I det hele taget har det været den manglende anerkendelse af det hele menneske, som Nillou har savnet.

Lige pludselig skulle hun glemme, hvem hun var, for det var ikke længere relevant. Det tab sidder stadig i hende.

– Du mister din identitet. Den, du er, den, du var, og den, du troede, du var. Du mister alt, sådan har min oplevelse af at være flygtning været. Jeg oplevede at afgive hende, jeg var. Den person i fortællingen er intet værd, når du møder ind i dit nye land, hvor du tigger om at få lov til at blive. Det er intet værd, om du havde kongelige aner og var meget fin på den, hvor du var før.

- Du kan starte som tjenestepige her, og så kan du arbejde dig op. Sådan oplevede jeg det virkelig. Det er en ekstrem nulstilling af hele din væren, som er meget voldsom. Jeg oplevede den nulstilling ekstremt rent og smertefuldt. Det gjorde, at jeg smed iraneren. Jeg har smidt det fremmede. Jeg skal ikke tale på en måde, så du nogen sinde kan høre det på mig.

LÆS OGSÅ: For Ditte Julie var skilsmissen hendes største livskrise: "Jeg græd foran mine børn"

I sidste ende var det en helt bestemt indsigt, der gav Nillou noget ro i tilværelsen.

– Jeg fik en erkendelse, som er smertefuld, men you can only do that much. Der er ting, som vil være ødelagt. Det er ikke, fordi jeg vil lægge mig i offerstilling, men jeg siger bare, at der er nogle ting, der går i stykker, og sådan er det også i livet.

- Når en skål bliver smadret, kan man godt lime den sammen igen, og den kan godt blive smuk igen, men skåret vil altid være der. Den accept er afgørende for at komme videre i livet.

Men det er vel også svært at skabe en identitet med to dele?

– Det har været umuligt. Jeg har lavet en dyb kløft inden i mig selv og fortrængt den iranske del af mig og holdt hende nede. Og det er der, al min poesi og al min følsomhed bor og lever, og den har jeg bare presset i en bestemt form, fordi jeg skulle overleve, for nu skulle jeg bare være dansk … og det har været en virkelig voldsom proces at prøve at samle de to sider.

Moderskab med forbindelse

Da Nillou blev mor, gik det op for hende, hvor meget kærlighed hun havde i sig, som hun aldrig havde lukket ud. Nillou var ofte alene, fordi hendes mor havde fokus på at bygge sit liv op og stå på egne ben med jobs, uddannelse og et stort socialt liv, og der blev ikke talt om følelser derhjemme.

Det ønskede hun ikke for sine egne børn, så derfor besluttede hun, at hun ville sørge for at hylde kærligheden i sit liv.

– Mit eget moderskab er virkelig præget af min egen barndom og de mangler, jeg selv har oplevet. Jeg har oplevet, hvor meget kærlighed jeg egentlig selv havde, som ikke blev genspejlet. Og lige pludselig fik jeg et lille barn, og jeg fik en ny chance for at give hende den kærlighed.

- Jeg fik en lille datter først. En lille trold med totalt sort hår og kæmpe, runde øjne, der bare lå og stirrede på mig fra dag et. Mens de andre fra mødre­gruppens børn lå og sov, lå min baby bare og stirrede på mig og var klar. Som om hun sagde: Hvad vil du? Hvad vil du lære mig? Jeg fik ikke sovet de første par år, men jeg kunne få lov til at heale nogle ting, og det var dybt.

Dedikationen til moderrollen betød, at Nillous karriere måtte træde i baggrunden for en stund, selv om det var en udfordring, fordi hun generelt har mange ambitioner og trives i et højt gear.

– Jeg har et gigantisk drive, der bare vil køre derudad med et IC3-tog gange 10.000

– Jeg vil så meget. Men jeg vidste også, der var noget, der var i stykker. Noget, jeg skulle have healet i den relation til mit barn. Så jeg kunne ikke bare køre af sted, selv om det var det, jeg havde rigtig meget lyst til. Derfor valgte jeg at blive freelancer, så jeg selv kunne styre min tid og have mit fokus på hende. Jeg afleverede hende sent og hentede hende tidligt hver dag og sørgede for, at hun havde mange fridage, så vuggestue og børnehavetiden mest var et lille pusterum til, at jeg selv kunne få skrevet lidt og hun leget med jævnaldrende.

- Vi var som hovedregel på legepladser, og så elskede hun at få læst historier, så på den måde øvede jeg mig også på mit forfatterskab sammen med hende uden at vide det. Det var sindssygt svært og unaturligt at gå imod det, du plejer, og som alle andre gør, men det var jeg nødt til. Jeg så mit moderskab som en ny mulighed for at blive hel, så jeg valgte simpelt hen min egen måde.

Det var vigtigt for Nillou at skabe en anden fortælling og bryde med det mønster, hun kunne se i sin egen familie. Og det var ikke kun hendes forhold til sin mor, men det gik flere generationer tilbage.

– Hvis du skal bryde et mønster, der ligger i familien, hvor mor svigter datter, og mor gør de her ting, fordi mor selv er blevet svigtet af sin egen mor – det er bare en reproduktion, også selv om mor har gjort sit bedste for ikke at gentage fejlene. Hvis du skal være den, der siger: ”Jeg vil FOR ALVOR bryde det her, jeg vil skabe sunde, HELE børn med en sund tilknytning,” så er du nødt til at gå imod det tog, der er det gamle.

- Så er du nødt til hver dag at stille dig ud foran et tog, der kommer kørende med 1.000 kilometer i timen, og bare blive stående. Og det er virkelig sådan, det er. Hele tiden. Hver dag. Det tog føles meget levende inde i en, og det er du bare nødt til at stå imod.

Som Nillou siger, kan andre ikke se, hvad der er på spil inde i hjernen og hjertet. Det er kun dig, der har nøglen til at ændre dig. Det kan føles ensomt, for når man bryder med mønstre, skal man træde på helt ubetrådte stier og turde at stå selv.

Man er nødt til at gøre sig nye erfaringer, og det kan være meget grænseoverskridende for os mennesker at træde ud ad vores kendte zone. For selv om den er destruktiv, er den stadig velkendt.

– Du kan være mønsterbryder på mange måder. Herhjemme taler vi traditionelt om det, hvis du bryder med en klasse, men du kan jo også være emotionel mønsterbryder, der bryder med afstumpethed i din familie eller emotionel afstumpethed, som gør, at du skaber halve mennesker. Det er jo lige så forfærdeligt som at komme i en socialklasse, du ikke kan bryde fra. Vi fokuserer bare ofte på den ydre del.

LÆS OGSÅ: Sanne Søndergaard: "Jeg har egentlig været ret god til at sige nej"

– Så kan det godt være, at jeg har betalt med min karriere og mit drive, og jeg lidt har korsfæstet mig selv i perioder. Jeg siger ikke, det er fedt, men det var måske nødvendigt for, at de nye veje åbenbarede sig for mig. Det var måske et nødvendigt offer. Og jeg ville hellere, at jeg betalte, end at mine børn betalte. For jeg ved godt, hvordan det er, når ens børn betaler. Det følger dem hele livet.

Helt hjemme

Nu er Nillou og børnene hjemme. De er ved at pakke flyttekasser ud og vende tilbage til hverdagen i Danmark.

Er det så planen, at I bliver her nu?

– Ja, jeg er hjemme nu. Jeg skal aldrig væk fra Danmark igen. Det var faktisk noget andet, jeg fandt ud af på Bali — at jeg aldrig har valgt Danmark til. Det med at tage Danmark til mig er aldrig rigtig sket ægte nede i følelserne.

- Det har bare været sådan: Jeg er blevet plantet her, jeg er lidt fremmed, og jeg må bare rette ind og være ligesom jer for at blive accepteret. Det har været min programmering, min overlevelse, fordi der var bare ikke så mange fremmede i 80’erne.

Sjovt nok skulle hun til udlandet og føle sig som en fremmed igen for at indse, at hun faktisk havde fået Danmark ind under huden. At hun havde fået sig et hjem.

– Det var som at lande på stranden på Bali som hende flygtningen og mærke en masse tab og svigt og lade det skylle ud i havet og virkelig mærke, at Danmark ER mit hjem. Der er ikke et andet hjem til mig, der er ikke et andet sted, hvor jeg hører til. Det er slut, det er overstået, jeg var otte år, da jeg flygtede, og jeg kender ikke Iran. Det lever i mine følelser og i mit dybeste, men jeg er jo dansk. Forvandlingen ER sket — jeg har bare ikke rigtig opdaget det. Jeg har sagt det, men jeg har ikke mærket det. Og at prøve virkelig at mærke, at jeg vil hjem til Danmark, er en kæmpe åbenbaring for mig og virkelig en følelse af: ”Wow, jeg er hjemme”.

- Der har været en stor smerte i at miste mit hjem og være flygtning — føle mig statsløs. Uden et sted, hvor jeg rigtig føler mig velkommen. Så det er stærkt ligesom bare at sige, at det er mig, der bestemmer, hvor jeg er velkommen, og jeg er velkommen her. Jeg har gjort alt for at være en del af det her samfund, og nu skal jeg også selv tage ansvaret og virkelig tage det ind i følelserne, ikke? Det er det, jeg er.

Føler du så, at du har taget det ind nu?

– Ja. Alene det at længes efter mit hjemland. Jeg synes stadig, det er helt vildt at sidde og sige, men det er sådan, jeg har det. Jeg har ikke engang brokket mig over vejret, og jeg har været hjemme i 14 dage, og det har styrtregnet. Ha ha! Jeg elsker det.