Nadia bar på en grufuld hemmelighed overfor sine forældre: "Hvis jeg sagde det, ville det påføre dem smerte"

- Vil du ha’ noget? spørger jeg, idet hun træder ind ad døren til caféen.

- En stor kop sort kaffe, tak, siger hun og lægger vægt på ordet stor.

Baristaen fylder to store krus – ét til mig og ét til Nadia. Vi sætter os ved et bord med hver vores store kaffekop i hånden. Men så snart vi begynder at tale, er der så meget at fortælle og tage ind, at ingen af os når at drikke kaffen.

Fællesnævneren for alt, vi taler om, er ét ord: forsoning. En proces, hun selv har været igennem – og som hun har set mange af sine patienter gå igennem.

For nyligt udgav Nadia Ansar bogen 'Forsoninger', en bog om vejen ud af det smertefulde og uafklarede.

For Nadia har ikke kun en doktorgrad i psykologi. Hun bærer også på en tung bagage. Men det var først efter mange år med skam, skjulte følelser, ængstelse, sorg og uro, at hun formåede at tage et opgør med den tunge oppakning, der havde samlet sig i hendes indre rygsæk.

- Kan du tage os med tilbage til, hvorfor du ønskede at skrive bogen?

Nadia sætter kaffekoppen ned. Den, hun næsten kun har taget én slurk af. Et rødt mærke fra læbestiften sætter sig på koppen, før hun begynder at tale. Om det smertefulde og ømme, som hun tog et opgør med – og forsonede sig med.

– Ofte er roden til vores problemer, at vi går rundt med følelser, vi aldrig er blevet færdige med.

Det bringer hende tilbage til en oplevelse, der længe prægede hende. Hun tager os med tilbage til barndommen. Nadia voksede ikke op i et meget religiøst hjem, men alle troede på Allah. De fastede og læste i Koranen – skrevet på et sprog, hun ikke forstod.

– Jeg voksede op i en patriarkalsk familie. Der var klare forventninger til, hvad jeg som pige skulle gøre. Jeg skulle være usynlig og lydig.

– På mange måder blev jeg trænet til at være det barn, der sørgede for, at mor og fars følelser blev håndteret bedst muligt.

Som barn handlede hun ofte ud fra, hvordan det ville få forældrene til at føle sig – hendes egne behov blev skubbet til side.

– Jeg blev god til at aflæse dem.

"Hvad vil mor nu? Åh, nu er mor ked af det."
"Eller nej, nu vil hun have, at jeg serverer mad for gæsterne."
"Og nu vil far have, at jeg rydder op i huset."

– Jeg gik rundt med superaktive antenner og store krav til mig selv. Min vigtigste opgave blev at sørge for, at mine forældre havde det godt.

Hun stopper op. Før hun åbner op om noget, hun holdt skjult i mange år. Nadia var en lille pige, da hun blev udsat for et overgreb af en bekendt af familien.

– Den hændelse brugte jeg meget af mit liv på at forstå. For det var jo ikke en voldtægt. Hvis det havde været en voldtægt, tror jeg, at jeg tydeligere havde forstået, at det var forkert.

Men det var et overgreb. Som barn sad hun tilbage med tusind ubesvarede spørgsmål. Måske var det normalt? Måske oplevede andre det også? – kunne hun tænke. Men hun sagde ingenting.

– Jeg kunne ikke sige det til mor og far, for min opgave var jo at få dem til at have det godt. Hvis jeg sagde det, ville det påføre dem smerte. Jeg tænkte: Måske overdriver jeg, måske husker jeg forkert. Måske var det mig.

– Hvor gammel var du, da du fortalte dem det?

– Jeg var 22 og skulle giftes. Jeg havde marineret mig selv i skam i næsten sytten år.

– Da jeg fortalte det, måtte jeg hente mod fra en anden planet. Jeg mærkede, hvor lille og sårbar jeg havde været.

Men da hun fortalte det til sin far, blev der helt stille.

– Han reagerede ikke. Og så fik jeg at vide, at han havde talt med sin egen far – endnu længere oppe i det patriarkalske system – og de havde konkluderet, at det ikke kunne være sket.

Så dukkede de gamle sår op igen. Hun, som hele livet havde forsøgt at gøre sine forældre glade.

– Det værste var ikke, at overgrebet skete – men at jeg sagde det højt. At jeg påførte dem smerte ved at dele det.

Så blev det stille igen. Fjorten nye år uden forsoning.

Hun havde været psykolog i ti år og var 35, da hun sad på en konference, der skulle blive en øjenåbner.

Rummet var fyldt med mennesker. Men det var, som om oplægsholderen talte direkte til hende.

– Han talte om at være emotionsfokuseret. Jeg var én ud af 200 i salen, men det føltes, som om han beskrev mit indre. Som om alt, han sagde, var et røntgenbillede af mine følelser.

Det var dér, hun besluttede sig for at forsone sig med sine egne følelser.

At acceptere det, der var

I årevis havde hun pisket sig selv fra morgen til aften. Hun var udmattet og kunne ikke tage hensyn til sig selv.

– Det var dér, jeg forstod, at skam og selvkritik hænger sammen. At min selvkritik var et forsøg på at håndtere min skam.

En del af forsoningsprocessen var at komme i kontakt med sit indre barn.

– Så jeg skrev en undskyldning. Og læste den op, som om den kom fra min far til mig. Det var utroligt stærkt – som om noget klikkede på plads inde i mig.

Hun sammenligner det med Tetris, hvor alle rækkerne forsvinder, når brikken falder på den rigtige plads.

– Pludselig var der frigjort en masse plads, og jeg kunne se verden med større åbenhed.

Hun begyndte at se tingene fra forældrenes perspektiv. At de også var ofre for den samme kultur. At den mand, der forgreb sig på hende, var en de stolede på.

– Mor og far kunne ikke være der for mig dengang, men de stiller altid op nu. Jeg forstod, at alt, de har gjort for mig, har været deres måde at sige undskyld på – gennem handlinger.

Men længe kunne hun ikke se det. Hun var fyldt af vrede.

– Det er ikke mærkeligt, at de ikke sagde undskyld. De var ikke klar. Og det hjalp ikke, at jeg gik rundt og var rasende på dem.

Så kom forsoningen. Arbejdet med at acceptere det, der var. Forstå, hvorfor forældrene handlede som de gjorde.

– Nu ser de en anden mildhed i mig. Da de forstod, at jeg havde empati og forstod dem.

Så skete det:

– Pludselig kom min mor til mig og sagde undskyld. Undskyld for, at hun ikke så tegnene. At hun ikke kunne være der for mig. Hun græd og krammede mig. Det var meget stærkt.

Senere samme dag skulle hun sige farvel til sin far, før de rejste til Pakistan. Han prøvede at se hende i øjnene, men kunne ikke. Hans blik flakkede.

– Og til sidst sagde han det, jeg så længe havde ønsket at høre:

"Undskyld, min pige. Jeg er så utrolig stolt af dig."

– Det var så stærkt at høre, fordi jeg hele barndommen har følt, at de kun var stolte af mig, når jeg var dygtig og pligtopfyldende. Men nu havde jeg vist hele mig – og han var stadig stolt.

Hendes øjne bliver blanke, og hun tørrer en tåre væk.

– Og jeg tror ikke, jeg havde fået den undskyldning, hvis jeg ikke selv havde arbejdet med mine følelser og forsonet mig med dem.

Mennesker har brug for mennesker

Hun har ikke kun erfaret det i sit eget liv – men også som psykolog.

– Men der fandtes så lidt materiale om forsoning. Det er roden til så mange problemer – men vi taler ikke om det. Så jeg måtte skabe mit eget sprog, baseret på forskning.

Hun taler om dødslejer, hvor mange sidder med ting, de fortryder, de aldrig fik sagt.

– Næsten ved hver dødsleje handler det om noget usagt eller uopgjort. En længsel efter at tilgive eller blive tilgivet. Men hvorfor rydder vi ikke bare op, mens vi lever?

I sin bog skriver hun:

"Når vi ikke kan acceptere vores følelser, udvikler vi strategier for at håndtere dem. Vi gemmer dem væk, fejer dem ind under gulvtæppet, gemmer dem i skabet, løber dem af os, træner dem væk, spiser dem op, sulter dem, skærer dem væk. Meget af den uro vi føler, handler om, at vi ikke forstår vores egne følelser."

Hun sammenligner det med et barn, der græder – hvis man trøster det, falder det til ro. Ignorerer man det, skriger det højere.

– Mange i dag er stressede, træner, spiser sundt, skal være opdaterede. Vi er så fokuserede, at alle går rundt med tunnelsyn. Vi tror, vi kan fikse os selv – men vi har brug for andre.

– Vi mennesker har brug for mennesker.

Ordet undskyld beskriver hun som lidt magisk – men kun hvis det er ægte.

– Så er det et af de smukkeste ord, der findes. Det giver håb og kan hele relationer.

– Men det var først, da mor og far så, at jeg ikke længere bebrejdede dem, at de kunne sige undskyld.

Forsoning beskriver hun som is, der smelter. Lidt efter lidt lukker man andre ind i varmen – og til sidst sprækker isen, og man mødes af åbent hav.

Den hjælpsomme skam

Hun husker en gang, hvor forældrene skulle rejse til Pakistan, og hun ringede på døren for at sige farvel.

"Har du ikke koden til døren?" spurgte faren overrasket.

Hun havde glemt den. Hun havde været så vred – og utilgængelig.

– Så sagde han: "Vil du vande planterne, mens vi er væk?"

– Det var et så enkelt spørgsmål, men det rørte mig dybt. Mine forældre bor kun tyve minutter væk, men det har taget dem 24 år at spørge mig om en så lille tjeneste.

Hun skammede sig over ikke at have været der mere. Og han kunne mærke det. Han gik hen til hende og gav hende et stort kram.

– Normalt ville jeg trække mig, men denne gang lod jeg ham holde mig. Jeg kunne mærke hans ru skæg mod min kind.

"Det går nok, min pige," sagde han og holdt hende tæt.

Hun nævner et citat, hun har taget med sig. Et citat af William Wordsworth: “Barnet er mandens far.”

For hende handler det om livets skiftende roller. Hun, som engang var det lille barn, der havde brug for trøst – ser nu en ældre mand foran sig.

– Jeg ser ham med nye øjne. Han voksede op i en anden kultur. Hans mor døde, da han var tre. Han kom til Norge med intet andet end store drømme. Og han byggede alt op – planke for planke.

Hun føler nu omsorg. Og takket være skammen – den hjælpsomme skam, som hun kalder den.

– I min forrige bog skrev jeg om den dysfunktionelle skam – den, der siger, at man ikke er god nok. Men her skriver jeg om den funktionelle, vise skam.

– Det er den skam, der gør, at du kan bøje nakken og sige undskyld. Og den, der gør, at du kan løfte blikket og tilgive. Uden adgang til skam, ingen adgang til forsoning.

Sammen med ægtemanden Abid Raja har hun tre snart voksne børn.

Men Nadia ser ikke kun tilbage på de gode stunder i moderskabet. Hun fortæller om en episode, hvor hun blev for vred, greb hårdt fat i sønnen – og troede, hun havde ødelagt ham.

– Jeg har skammet mig over det. Ville bare glemme det. Men det bliver jo ikke bedre af det.

Da hun endelig sagde undskyld, kunne sønnen ikke engang huske episoden. Men samtalen førte til større nærhed.

– Undskyldningen og ærligheden gjorde, at han begyndte at søge mig mere, og åbne sig op.

Hun har taget den erfaring med sig i sit arbejde:

– Forsoning handler ikke om at forklare sig væk – men om at bære sin egen skam.

– Når vi kan sige undskyld uden undskyldninger, giver vi vores børn frihed fra skyld. Og så kan forsoning blive mulig, afslutter hun.