"Når jeg i dag kalder mig selv for midaldrende, rynker de fleste på næsen af mig"

Louise Taarnhøj er kommunikationsrådgiver. Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Tillykke, du er midaldrende nu”, sagde en veninde, da jeg fyldte 42 år. ”Det er du da også”, svarede jeg, som det voksne menneske, jeg er. Og så stod vi der – to kvinder midt i livet, med en følelse af både at være klogere end nogensinde og stadig lidt bange for at blive afsløret som amatører i livets store spil.

Når jeg i dag kalder mig selv for midaldrende, rynker de fleste på næsen af mig. Det er, som om de tror, jeg joker. Det gør jeg ikke. Jeg er midaldrende.

Problemet er, at ordet ”midaldrende” har et dårligt ry. Vi ser straks for os noget gråt, noget med praktiske sko, en krum ryg og en forkærlighed for kortspillet bridge. Men i virkeligheden betyder det jo bare, at vi er cirka halvvejs. Vi har levet og overlevet første halvleg, og nu venter anden – og den kan blive mindst lige så vild!

Og der er altså meget at fejre:

For det første har vi erfaring. Masser af den. Erfaring er sexet. Og vi taler ikke kun erfaring i livet; relationer, sex, madlavning og bleskift. Vi taler også professionel erfaring.

Min storesøster sagde som 24-årig nyuddannet journalist noget klogt til mig: Hun glædede sig til at blive 30 år, for så ville folk måske begynde at tage en ung, lyshåret kvinde alvorligt! Gisp! Tænk at glæde sig til at fylde 30 år. Det var modigt. Og klogt sagt.

Erfaring giver os den dér subtile selvsikkerhed, hvor vi ikke behøver høje hæle for at gøre indtryk – men når vi tager dem på, er det med en naturlig elegance, som kun kommer af mange års træning i at holde balancen.

For det andet ved vi, hvad vi vil have. Og når vi er i tvivl, kan vi sige det højt uden at gå i opløsning af skam. Det er faktisk ret befriende. Jeg er med årene blevet langt mere tilgivende og venlig over for mig selv – og dermed også over for mine omgivelser. Som et ambitiøst menneske har jeg oplevet meget tristhed over ikke at kunne leve op til mine egne forventninger og lige så meget tristhed, når verden ikke levede op til mine forventninger.

Men som kvinde i 40’erne er jeg blevet mildere, mere åben, mere tilgivende. Og det er altså meget sjovere.

For det tredje er vi blevet mere afslappede omkring kroppen. Ja, den har måske fået en blødere kant, men vi er begyndt at synes, den er flot alligevel – på trods af at samfundet stadig idealiserer 22-årige mavemuskler. Det er, som om det endelig er gået op for os, at det bliver ikke bedre, så det er bare med at nyde det nu.

For det fjerde giver vi mindre f*ck. Samtidig elsker vi mere ærligt, fordi vi ikke længere har tid til at spille kostbar.

Og vigtigst: Vi behøver ikke konstant bekræftelse. Ikke fra chefen, ikke fra bartenderen, ikke fra Instagram. Vi ved, hvad vi er værd, og vi hviler (nogenlunde) i det.

Selvfølgelig er det ikke lutter lagkage. Ryggen kan knirke, rynkerne vinder frem, og vi kan stadig have et lille, såret barn indeni, der hader at blive ghostet, og som tvivler på sig selv i ny og næ. Men når man lægger det hele sammen, er det fandme fedt at være midaldrende.

Jeg kan godt lide tanken fra Miranda Julys roman “På alle fire”, hvor hovedpersonen på 45 overvejer, om livet måske består af to dele. Nu er første del gennemlevet, og vi går i gang med et helt nyt liv – bare med erfaringen pakket i kufferten.

Så nej, vi er ikke halvvejs mod afgrunden. Vi er midt i festen, og vi er gamle nok til at nyde den uden at spilde for meget på gulvet.