Liv

Mor i en ghetto: ”Det er så diskriminerende, som noget kan være”

af 22. december 2020
Maria Brus Pedersen. Foto: Marie Hald
Dina Saleh ville gerne selv være dagplejer for sin datter, men fordi hun bor i en såkaldt ghetto, måtte hun ikke. Hun frygter, hvad ghetto-stigmaet gør ved hendes børn.

Dina Saleh havde en plan. Hun ville gerne beholde sin lille nye datter Amelia hjemme de første tre år. Det havde hun gjort med sin dreng, der er 10 år nu, og det fungerede. Hun var ikke tryg ved at sende sin baby hen til fremmede.

Sammen med en anden kvinde var de private dagplejere for hinandens børn. Dina havde børnene to dage, den anden kvinde havde dem i to dage, og så var det muligt at passe studiet ved siden af. Men da hendes datter blev et år gammel, gik den ikke længere. For Dina Saleh bor i Tingbjerg, der er på regeringens ghettoliste.

Udsat, udskældt og omdiskuteret: Siden 2010 har skiftende regeringen udgivet årlige ghettolister over udsatte boligområder i Danmark. 1. december udkom den 11. af slagsen. I 2018 kom så ghettopakken.

Siden har der været massiv debat, og over 50.000 danskere har underskrevet et borgerforslag om, at regeringen skal skrotte loven og droppe listerne.  For hvad betyder det for mennesker, når deres hjem bliver kaldt en ghetto? Og kan man komme sociale problemer til livs ved at rive bygninger ned?

Vi har besøgt Henny Jensen og Dina Saleh i de boligområder, som regeringen kalder ghettoer.  

– Loven siger, at når jeg bor i en ghetto, må jeg ikke være dagplejer. Jeg må godt have min egen datter hjemme, hvis jeg bliver godkendt, men jeg må ikke passe andres børn. Det er så diskriminerende, som noget kan være.

- Jeg har ikke længere samme rettigheder som andre kvinder i Danmark. Jeg er mor med mørk hud og gener, som stammer fra et ikke-vestligt land, og derfor har jeg fået frataget retten til at være dagplejer.

Tingbjerg ligger nordvest for København som et lavt, gult etagebyggeri og er en såkaldt ”hård ghetto”, altså et boligområde, der de sidste fire år har stået på ghettolisten.

Men selv om Tingbjerg måske mest er kendt for kriminalitet, så er det ikke det, der gør området til en ghetto. Det handler i stedet om, at her er mange beboere med kort uddannelse og lav løn og mange beboere, som enten er indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande.

Hvad er en ghetto?

Kriterierne for, hvad der gør et boligområde til en ghetto, har ændret sig siden den første ghettoliste udkom i 2010, og der er kommet flere kriterier til.

Men i dag definerer regeringen en ghetto sådan her: Det er et alment boligområde med mindst 1.000 beboere, hvor minimum to ud af fire kriterier er opfyldt. Derudover bor der over 50 procent indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande.

Kriterierne er: tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overtrædelse af straffeloven, uddannelsesniveau og indkomstniveau. Det, at en stor andel beboere er lavtlønnede eller lavt uddannede kan altså være med til at gøre et område til en ghetto.

Kilde: Transport- og Boligministeriet

Som en del af Parallelsamfundspakken, også kaldet ghettopakken, skal forældre i udsatte boligområder blandt andet sende deres 1-årige børn i daginstitution. Formålet er at lære børnene det danske sprog og om danske værdier og demokrati.

LÆS OGSÅ: Henny fra blokken: Jeg har aldrig været bange for at gå alene hjem

Hvis forældrene ikke vil sende barnet i institution, kan de ikke få børnepenge. Det er den lov, der spændte ben for Dina Saleh, og det er den lov, der gør, at hendes datter nu går i daginstitution stik imod den oprindelige plan.

– Jeg føler ikke, at helt små børn skal i vuggestue, hvor der er for mange børn og for få pædagoger. Det synes jeg virkelig er synd for et barn, der skal udvikle sig socialt. Grunden til at dagplejemødre eksisterer, er jo for at lette presset, men det må vi ikke være med til.

En byrde?

Dina Saleh har boet i Tingbjerg i tre år, de sidste to måneder i den lejlighed, hun åbner døren til nu. Hun kan godt lide området, det minder hende om der, hvor hun er vokset op i Herlev. Legepladser, grønne områder, ingen store, farlige veje. Et godt sted for en familie.

Hun er vred over, at regeringen kalder hendes hjem for en ghetto, og hun føler, det påvirker, hvordan andre mennesker ser hende. Inden hun flyttede herud, boede hun på et kollegium på Frederiksberg. Hun mener, der findes nogle helt forkerte opfattelser af Tingbjerg.

– De tror jo, det er en kæmpe skraldespand, hvor folk skyder efter hinanden hele tiden, som om det er en eller anden ghetto i Amerika.

En liste, to lister, tre lister?

I virkeligheden er det forsimplet, når vi taler om ”ghettolisten”, for der er nemlig tre lister; en over udsatte boligområder, en over ghettoer og en over hårde ghettoer.

Et boligområde skal opfylde to ud af fire kriterier, for at komme på listen over udsatte boligområder, og opfylde to kriterier + et etnicitetskriterie, for at komme på ghettolisten.

Et område kan altså ikke komme på ghettolisten, medmindre der er mere end 50 procent indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande i området. Boligområder, der de sidste fire år har stået på ghettolisten, kommer på listen over hårde ghettoer, og så er det, der skal rives ned, sælges fra eller bygges til.

Kilde: Transport- og Boligministeriet

LÆS OGSÅ: Forsker om ghettopakken: Det er et stort socialt eksperiment

Dina er 30 år, født og opvokset i Danmark, men har stadig ikke dansk pas. Hun læser på HF online, og til næste år vil hun læse til sygeplejerske.

– Når jeg præsenterer, hvem jeg er for den almene dansker, så bryder jeg mig ikke om at sige, at jeg er fra Tingbjerg.

Hvad tror du, folk tænker om dig, hvis du præsenterer dig på den måde?

– At jeg er en byrde for samfundet … Hun holder en pause.

– Men jeg ser jo ikke mig selv sådan, siger hun så.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Et stigmatiseret ord

Ghettobegrebet har en tung baghistorie, der mest af alt handler om adskillelse. Det blev første gang brugt om jøder i Venedi i 1500-tallet, der blev tvunget til at bo i en særlig bydel omkranset af en mur.

Siden er begrebet blevet brugt om kvarterer i europæiske byer, hvor jøder har været tvunget til at bo, og under Anden Verdenskrig blev jøder igen samlet i ghettoer.

Ghettobegrebet er også blevet brugt om fattige sorte boligområder, både i Sydafrika under apartheid og i USA, hvor de opstod som konsekvens af racesegrerering.

I dag er Dina Salehs datter i vuggestue 2-3 dage om ugen, og så kan hun studere fuld tid de dage. Hun fik besøg af en repræsentant fra kommunen, der skulle vurdere, om Dina Saleh måtte holde sin datter hjemme og selv lære hende sproget og de danske værdier og om demokrati.

– Jeg blev selvfølgelig godkendt til at holde hende hjemme, der var ikke noget. Men hun var seks måneder. Der er ikke nogen, der sidder og fortæller deres seks måneder gamle baby om demokrati, det er jo fuldkommen latterligt, siger Dina.

Diskriminerende?

Fordi, det er etnicitetskriteriet, der gør områder til ghettoer, er ghettopakken blevet kritiseret for at være diskriminerende. FN kalder loven både krænkende og diskriminerende, og Institut for Menneskerettigheder har i 2020 bragt en sag om tvangsflytninger for Ligebehandlingsnævnet.

Hvis der ikke var nogen ghettolov, ville Tingbjerg være det perfekte sted for Dina og hendes familie at bo. Her er grønne områder, legepladser, fodboldklub, en masse aktiviteter og ikke meget trafik.

Hun kan sende sin søn i Netto alene uden at bekymre sig. Det kunne hun ikke på Frederiksberg.Men fordi, loven er, som den er, overvejer hun, om det er det bedste sted at bo. Dina er efterkommer af ikke-vestlige indvandrere og under uddannelse, hvilket vil sige, at hun tæller med i den opgørelse, der gør Tingbjerg til en ghetto.

– Det har jeg det rigtig dårligt med. Det gør, at jeg føler, jeg ikke er god nok, for jeg gør det her område til en ghetto. Mine børn er ikke gode nok. De er tredje generation, hvornår er vi gode nok? Hvornår bliver vi accepteret som danskere? Jeg synes i hvert fald, det påvirker mig meget at skulle opdrage mine børn i et land, hvor de ikke er gode nok, fordi de har den hudfarve og de gener, som de har, eller fordi de har den forældre, de har.

– Mine forældre er ikke danske, så jeg oplever ikke den samme lighed for loven, som andre danskere gør. Så kan det godt være, jeg ikke lever i dyb fattigdom, jeg har mulighed for gratis uddannelse samt andre privilegier, som mange andre ikke har, og det er jeg glad for. Men det er stadig diskriminerende. Jeg er lige så dansk som min klassekammerat. Dette land er også mit eneste tilhørsforhold og mit eneste hjem.