Min kæreste er klogere end mig: Jeg satte mig for at undersøge, om det virkelig kunne passe

– Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her, for det er så absurd tåkrummende, udbrød min kæreste over aftensmaden for et par uger siden.

Udmeldingen fik mig øjeblikkeligt til at spidse ører. Der er intet mere tilfredsstillende end at se ens udkårne gå på line med frygt for at falde dybt ned i en afgrund af cringe.

– Jeg var til læge i dag, og han tror… at jeg er meget højt begavet.

– Af hva’ for noget? spurgte jeg.

Han gentog og uddybede, at lægen havde gjort ham opmærksom på hans ekstraordinære intellekt allerede fra første session. Jeg spurgte, om han havde beviser. Jeg vil se nogle IQ-resultater, ellers kan vi vel alle være indehavere af denne såkaldte “intelligens”.

– Jeg gider ikke bruge en session på at blive testet. Selv om min læge opfordrer til, at vi får mig testet, så vi er sikre, svarede han, som var der tale om en potentiel kræftdiagnose.

Som du nok kan læse, er min kæreste megairriterende. Hvem ville ikke benytte lejligheden til at blive blåstemplet som et geni?

Episoden har sat mig i tænkeboks. Er min kæreste ekstraordinært begavet? Han er klog, ja, det vidste jeg godt i forvejen. Men hvad, hvis han er så klog, at det skaber uligevægt i vores forhold, fordi jeg ikke ved, hvem der er Japans præsident og bruger ord som ‘arbitrært’ uden at være sikker på dets betydning? Er jeg Joey til hans Ross? Donald Trump til hans Obama? Æsel til hans Shrek?

Jeg beslutter at tage sagen i egen hånd, fordi jeg nægter at acceptere min nært forestående placering som dumbass i det her forhold. Denne samtale bliver derfor startskuddet på det, jeg har døbt ‘IQ-krigen’. Henover sommeren har vi – eller nok rettere sagt jeg – ført regnskab over, hvor kloge vi er i diverse foretagender. Nogle vil måske mene, at det ikke kan føre til noget godt at italesætte interne hierarkier i et forhold på denne måde. Til dem siger jeg: Ville I gide være idioten i jeres forhold?

Nuvel – jeg ved, at der findes forskellige typer intelligens. Og jeg er tydeligvis ikke psykolog. Jeg kan ikke vurdere andres – eller for den sags skyld min egen – intelligens. Jeg kan til gengæld vurdere, hvad der lyder klogt. Eksempel: Det lyder klogere at sige, at man lytter til Mozarts ‘Eine kleine Nachtmusik’ end at sige, at man lytter til 8balls ‘Klunker’.

Ude i den virkelige verden er det ene naturligvis ikke bedre end det andet. Men det er det i denne klumme. Her er intellekt kvantificerbar og vil blive brugt som magtfaktor i diverse beslutninger fremover. Og selv om jeg fik 02 i matematik på C-niveau i gymnasiet, har jeg regnet lidt på sagen og er kommet frem til et skudsikkert resultat.

Karaktergennemsnit

Skulle der sidde en netop dimitteret student derude og tvivle på, om du nogensinde får brug for dit karaktergennemsnit, så er svaret ja! Lyt ikke til LinkedIn-segmentet, der vil forsøge at overbevise dig om, at det er komplet ligegyldigt for videre succes i livet. Dit karaktergennemsnit kan bruges til at bevise, at du er klogere end din partner. Det fungerer selvfølgelig bedst, hvis dit gennemsnit er højere, hvilket (thank god) var tilfældet her. Min kærestes karaktergennemsnit fra gymnasiet ligger på 8,3 med den gamle skala. Mit er på 9,7 med den nye. Den her dumbass kommer godt fra start!

Bøger

Jeg overvejede at indlede dette afsnit med et billede af vores bogreol, men nu er dette en skriftlig artikel og ikke en Instagram-dump, og heldigvis for det, for jeg vil argumentere for, at vores bogreol er lidt af en øjebæ. Det bugner med sorte, grå og mørkeblå bøger, og navne som Dostovjeski og Søren Ulrik Thomsen får ikke ligefrem undervognen til at dampe af begær. Men det ser klogt ud, tror jeg, mest vurderet ud fra folks imponerede udtryk, når de spørger mig, om jeg har læst “alle de bøger dér”. Det er ingen underdrivelse at kalde min kærestes bogsamling for litteraturens svar på Beethovens sonate nr. 14. Hvis min bogsamling havde en musikalsk ækvivalent, er vi nok nærmere over i ‘Absolute Music 2’. To af reolens 28 hylder er mine, og her finder man folkekære titler som ‘Harry Potter’, ‘Twilight’, ‘Hunger Games’ og den lidt mere niche ‘How to Date Men When You Hate Men’. Vores respektive smag inden for litteratur giver naturligvis anledning til nogle sammenstød. Højre side af sengen vil gerne læse Primo Levis erindringer fra Auschwitz op og diskutere dem, mens venstre side hellere vil se på sibiriske huskys, der bouncer til lyden af tyrkisk musik på TikTok.

Læsning

Nu er man åbenbart en idiot, fordi man læser ‘tagetage’ højt og udtaler det tage-tage og ‘skidepot’ som skide-pot.

Job

Lad mig indlede med at slå fast, at der ikke er nogen job, der er bedre end andre, og at vi alle bidrager på hver vores måde. Når det er sagt, er der helt sikkert job, der lyder klogere end andre. Eksempelvis min kærestes. Han er uddannet historiker og underviser i historie og engelsk på et prestigefyldt gymnasium i København. Jeg er journalist, og jeg synes, det lyder klogt – men når ens kæreste kommer hjem og fortæller, at han har brugt dagen på at fortælle om “brud og kontinuitet” i historie (????), og man selv har skrevet om fastelavnsboller med pølsefars og havfruestatuer med store bryster, fanger man pludselig sig selv i at tilføje, at man altså også har læst op på konflikten i Myanmar (og håber, at han ikke spørger yderligere ind).

Wokeness

Alle ved, at det er klogt at være woke. Det er min kæreste og jeg begge to, heldigvis. Vi respekterer pronominer, fejrer pride, læser ‘Detransition, Baby’ og ruller med øjnene, når vores onkler klager over, at “man jo heller ikke må sige noget mere” til julefrokoster. Når det er sagt, er der forskel på, hvor langt vores inklusive bevidsthed rækker. Jeg spørger eksempelvis dagligt min kæreste, om han stirrer på en anden dames ‘patter’. Jeg elsker unwoke postkort, dem med tissemænd, der bærer solbriller, de minder mig om ferier i min barndom. Jeg vil se beviser før, jeg tror på, at nogen rent faktisk er glutenallergiker. Jeg vil gerne til et AA-møde, så jeg har en undskyldning for at sidde uforstyrret og tale om mig selv og mine traumer. Jeg stadig til Michael Jackson og læser J.K. Rowling. Hvis jeg var en film, ville jeg nok have en NC-17 Rating. Min kæreste er woke på Pedro Pascal-måden. Han går i jakkesæt med et feminint twist, stemmer på partier, der vil fremme uddannelsesmulighederne for unge og er på krammere fremfor håndtryk.

Ting, vi siger

Her er et udsnit af ting, vi hver især har sagt inden for den seneste uge.

Mig:

– LOOOOL.

– CUUUUTE.

– Der findes intet krydderi så godt som salt og peber.

– Hvad betyder offside?

– Hvis man hedder Thit, hvordan introducerer man så sig selv til engelsktalende mennesker?

– Jeg har faktisk lige skrevet en artikel om fiskning.

Kæreste:

– Du skal huske at være kildekritisk.

– Jeg tænker at skrive en bog om Tønders historie, når byen fylder 800 år.

– Man er nødt til at starte ved begyndelsen, hvis man vil forstå Israel/Palæstina-konflikten.

– Grovbolle til 29 kroner? Okay, men med hvem?

– Jeg bruger faktisk slet ikke Chat GPT.

Udseende

Ligesom med alt andet i livet er det aldrig godt at ligne en, der prøver for hårdt. Lidt ligesom Gracie Abrams, der irriteret svarer, at hun “altså ikke har en træningsrutine”, når folk spørger hende, hvordan man får hendes stenhårde mavemuskler. Jeg vil gerne være typen, der råber ‘lad mig være!’ til mænd, der fløjter ad mig på gaden, men i virkeligheden ville jeg nok blive så begejstret, at jeg ville løfte trøjen op og råbe, “hvad siger I så til dem her!?”

Jeg har sporet mig frem til, at for man kan opnå den mytiske aura af ‘ser-jeg-godt-ud?-Det-anede-jeg-ikke’, er det nødvendigt, at hjernen kan sende munden et “hold kæft!!”-signal, når man uden at blive spurgt taler om prisen på ens spraytan, og hvor højt man faktisk kan trække sine shapewear underbukser op, faktisk til lige under brysterne. Det er altså ligegyldigt, om man ser godt ud, det handler om, hvordan man bærer det. I hvert fald, hvis man vil virke klog.

Den har min kæreste regnet ud for længst. Han ligner en, der tilfældigt er vadet ind i et hotness-filter iført finger-i-en-stikkontakt strithår, skægpest og en t-shirt med en pixelleret måge på. Han minder lidt om danske kendisser, der møder op på den røde løber til TV-premierer iklædt shorts. Han prøver slet ikke, men har på sin egen særprægede facon stadig clout. Idiot.

Sociale medier

Vi kender efterhånden alle mere eller mindre til de negative effekter ved sociale medier, der inkluderer øget risiko for angst og depression, søvnmangel og ensomhed for bare at nævne et par stykker. Set i det lys kan det virke rimelig åndsbollet, at nogen (undertegnede) er aktiv på dem stort set alle sammen. Omvendt virker det klogt, at andre (hot boyfriend) er stort set umulig at opspore online. Ikke nok med, at det virker klogt helbredsmæssigt, så gør det også, at min kæreste besidder det mest magtfulde redskab i hele image-værktøjskassen: Mystik. Han modsætter sig trangen til at udbasunere sig selv online, og god damn it, det er både klogt og hot. Omvendt er jeg sådan en, der efter at have delt et billede af mig selv i bikini på Instagram, sætter mig foran fjernsynet i underbukser og råber ad nyhederne med en ske i hånden.

Mens denne digitale kløft til tider skaber kommunikationsproblemer med spørgsmål som “hvad er en reel?”, så maler det også et billede af, hvem der disponerer deres tid bedst. Jeg ser eksempelvis mange videoer af belugahvaler, der svømmer glade rundt i Arktis, mens han læser Karl Ove Knausgaards essays om teknologi Weekendavisen.

For helvede, de er søde sådan nogle belugahvaler. Tegning: Nina Pratt

Håndskrift

Nu er der stort set ingen af os, der skriver i hånden længere, hvilket er ærgerligt, for jeg har en sublim håndskrift. Sirlig, snørklet de rigtige steder og bare classy as fuck. Det ser klogt ud, ganske enkelt. Her er der slet ingen kamp, da min kærestes håndskrift ligner noget, der er skrevet med fødderne, og det ser herrens ud. Mens jeg skriver dette afsnit, opdager jeg dog, at der tilsyneladende findes diverse studier, der forbinder intelligens med grim håndskrift.

Alkohol

En Sidecar og Negroni lyder bare klogere end “alt med redbull”, som er min foretrukne drink.

Musik

Kender I typen, hvis musiksmag er så prætentiøs, at den føles decideret uægte? ‘Jeg-elsker-obskur-indie-musik-typen? Det er min kæreste, men i hans tilfælde er det faktisk hans musiksmag, og han er faktisk musiker. Han har vundet en P3-guldpris, og en af hans sange er med i spillet ‘Hitster’. Han kan spille alle instrumenter på nær obo og tværfløjte. Han siger ting som “lyt lige til den her opbygning”, når han sætter et nummer på bluetooth-højtaleren. Han hørte Charli XCX allerede for tolv år siden. Han læser Pitchfork regelmæssigt. Jeg, derimod, har haft Will Ferell’s ‘Double Trouble’ (Tiësto-versionen) fra ‘Eurovision’-filmen øverst på min Spotify wrapped flere år i træk sammen med Anders Matthesens ‘Pesto’-sang. Jeg værdsætter et Stig Rossen-nummer til fester. Jeg synes ikke, det der AI-musik lyder så ringe. Jeg hører forlydender om, at der er alverdens ting galt med musikbranchen i dag, og ud fra hvad jeg kan læse, ligner det, at sådan nogle som mig er en af årsagerne til det.

Resultat

Jeg må konstatere, at det ser sort ud, det her. Fortvivlet lader jeg min kæreste læse artiklen og komme med et form for input, men han er mere interesseret i at lytte til noget bizart 80’er-musik end at diskutere, hvilken betydning hans overlegne intellekt får for fremtiden i vores forhold. Men meget tyder på, at vi nok skal klare den. Forskning peger da også på, at intellektuel kompatibilitet ikke har indflydelse på, hvor lykkelige man er sammen. Det lyder rigtigt, for vi er meget lykkelige sammen. Og i det mindste bliver én af os da intellektuelt stimuleret. Det må være godt nok for nu.