Min bedste veninde har slået op med mig – hvor længe skal jeg være veninde-heartbroken?
- Min bedste veninde gennem otte år har slået op med mig. Jeg har hjertesorg, men jeg står også med den udfordring, at hun stadig er venner med de venner, jeg har introduceret hende for, og som nu føles mere som hendes venner end mine. Hvad skal jeg gøre?
Sådan skriver dagens lytter til 112 For Venskaber.
Værterne Ida-Sophia og Maria Jencel har begge oplevet at blive slået op med af veninder, og de kender til følelsen af lige pludselig at stå som den i vennegruppen, som ikke længere er en naturlig del af messenger-tråden eller gæstelisten.
Og ensomheden rammer som et lyn lige i hjertet.
For hvem taler man om sin sorg med, når ens venner også er venner med eks-vennen? Hvad gør man ved fødselsdage og andre sociale arrangementer? Og bliver tomrummet efter den her helt særlige ven nogensinde fyldt ud?
- Jeg var så bange for, at de bare sad og talte om mig hele tiden, da jeg blev slået op med. Det eneste, jeg følte, de havde tilfælles, var mig, og jeg synes, det var så ubehageligt, fordi jeg vidste, at i hvert fald den ene syntes, jeg var irriterende. Det endte med jeg trak mig fra dem alle sammen, siger Maria Jencel i podcasten.
112 For Venskaber
En del af serien:
Maria Jencel og Ida-Sophia vil gerne være venner. Hver uge lukker de dig - på sårbar, sjov og akavet vis - ind i et socialt eksperiment, hvor du kan følge et venskab blive til fra ingenting.
Samtidig gør de deres bedste for at hjælpe dig, der lytter med, med dine venskabs-spørgsmål.
Dette er ‘112 For Venskaber’ - din venskabsambulance.
Ida-Sophia havde tænkt sig at stå og være sur ovre i hjørnet, da hun blev slået op med af en veninde, og de skulle til den samme fest, men hendes eks-veninden kom over til hende.
- Jeg var så bange for, at vi skulle ende i den samme toiletkø eller noget andet akavet, men hun kom bare over til mig og sagde hej, og selvom vi ikke skulle være venner, kunne vi godt bare være til den samme fest uden det blev akavet, hun var ‘the bigger person’, siger Ida-Sophia.
Det er okay at være ked af det
Det er det færreste mennesker, som går gennem livet uden at føle sig udenfor, afvist eller bare som den, der ikke er inviteret, men hvordan kommer man videre og får bearbejdet sorgen og afvisningen? De giver værterne hver deres svar på.
- Vi indeholder allesammen den der grundlæggende følelse af at være blevet holdt udenfor på et tidspunkt, og hvis der kommer en og siger ‘jeg føler mig alene, jeg føler mig bange og utryg’, så tror jeg de fleste ville lytte, siger Maria Jencel.
- Ja, der skal være en gennemsigtighed omkring det, og hvis hun har noget, hun gerne vil sige til de andre veninder, så er det bedst bare at komme ud med det, siger Ida-Sophia.
De to værter konkluderer, at hvis man har mistet en god veninde, er man også blevet klogere på, hvad venskab er, og den erfaring kan hun bruge videre i livet.
Hør også om Maria Jencels tur til Skotland, hendes drømme om at skrive en krimi, og hvad det bedste og det værste de to værter ved i hele verden i denne uges episode af ‘112 For Venskaber’.