Mikkel Beha spørger til forældelsesfristen. Så åbner han op: "Vi lavede indbrud, vi var oppe at slås, vi stjal en bybus"
Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix
Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.
Det var ikke helt nemt at være Mikkel Beha Erichsen som barn.
Mikkels familie flyttede ofte fra den ene del af landet til den anden. Der var altid et kollektiv eller en højskole, der skulle åbnes og udforskes.
Det fortæller han i TV 2 Charlie-programmet ”Deja vu med Frøkjær”.
Den tidligere morgenvært har gået i 11 forskellige skoler og var derfor altid den nye dreng i klassen. Og så kom han fra et hippiehjem og så anderledes ud end de andre og blev derfor hurtigt genstand for de andre børns drillerier.
På et tidspunkt endte han i et dårligt selskab, men det var bedre end intet selskab, og trangen til at være en del af et fællesskab førte ham ind i en kriminel løbebane.
Noget, han ikke er meget for at tale om, da hans tætte kollega Cecilie Frøkjær insisterende bliver ved med at spørge ind til det.
- Jeg gjorde det, som alle de andre gjorde. Vi lavede drengestreger
- Nej, Mikkel: Hvad gjorde du?
- Store drengestreger, lyder det så, mens Cecilie Frøkjær gestikulerer med hænderne, at han skal uddybe.
Mikkel vil dog gerne vide, om der er en forældelsesfrist, før han lukker op for posen.
- Vi stjal knallerter, vi stjal biler, vi lavede indbrud, vi var oppe at slås, vi stjal en bybus. Alt sådan noget, man ikke må, afslører han.
Han vidste dog godt, når noget var forkert, og det nagede hans samvittighed.
- Jeg kom jo fra en sund og fornuftig familie med værdierne på de rigtige steder. Hvad er ret og hvad er forkert – det vidste jeg jo udmærket godt. Så jeg skal balancere at skifte mellem de to verdener, og det var svært, når man var 10, 11, 12, 14 år.
Vendepunktet kom, da han begyndte på efterskole. Dog ikke lige med det samme.
- Jeg startede med at tage ind til Svendborg og rydde en LP-butik for nogle plader. Jeg tænkte ”det var da meget fedt, så havde vi da nogle friske plader, vi kunne høre”, fortæller han.
- Og jeg var simpelt hen så heldig, at de lod mig blive, for det var første eller anden dag. Man kunne jo blive smidt ud for det, tilføjer han.
Efter noget tid på efterskolen fandt Mikkel dog ud af, hvem han gerne ville være og har siden holdt sig på den rigtige side af loven.
Han får dog stadig en ubændig trang til at inspicere områder, der er markeret med ”Privat område”-skilte.
Du kan se afsnittet på TV 2 Play.