Luka fik en alvorlig diagnose. Nu jagter han drømmen i X factor
Foto: TV 2
Da Luka trådte på scenen under Six Chair Challenge i X Factor, var det som om, at roen endelig sænkede sig over ham.
- Jeg blev så indforstået med det, jeg ville, og det jeg gerne ville fortælle gennem min sang, og hele den tanke fik mig til at falde til ro.
- Uanset hvad der ville ske, så var jeg stolt over at være nået så langt, siger han til Se og Hør om oplevelsen, der tydeligt berørte den 20-årige.
For det har været en kæmpe rutsjebanetur for Luka at nå til X Factor, og til at være den han er i dag.
Med en mor, der led af et alkoholmisbrug og en fraværende, kriminel far, har det ikke været en nem barndom. Luka blev først som otte-niårig placeret i en plejefamilie. Han havde flere psykiske lidelser og blev diagnosticeret som "mentalt retarderet" efter at være vokset op med omsorgssvigt.
- Jeg var altid meget introvert og inde i mig selv, forklarer Luka, der på grund af sin adfærd blev placeret i en specialklasse.
Men da han kom i plejefamilie, ændrede det sig.
- I løbet af min folkeskole begyndte man at finde ud af, at jeg fagligt havde nogle egenskaber indenfor engelsk og dansk, som de andre ikke havde, og derfor fik jeg de fag i en normal klasse.
At komme ind i en normal klasse blev det afgørende vendepunkt for Luka.
Faktisk gik det så godt for Luka i de følgende år, at en psykolog endte med at vurdere ham som "normalt begavet", og i syvende klasse droppede han fuldstændig specialklassen.
I niende klasse fik han 10-taller og 12-taller.
Fra terapi til passion
Gennem de svære tider har musikken været en form for terapi, og senere er det blevet en passion.
- Jeg tænkte, at hvis jeg kan overkomme at blive mønsterbryder og komme i en normal klasse, hvorfor skulle jeg så ikke også kunne blive sanger, hvis det var det, jeg ville?
Derfor jagter han nu den store drøm om at leve af musikken.
- Jeg vil gerne kunne fremstå som et forbillede, som musiker og artist, for andre, der har haft det svært i livet. Jeg vil gerne være det eksempel, der viser, at selv om du har ramt bunden i samfundet, kan du godt opnå det, du gerne vil i livet.
- Det er bare så meget mere end musik for mig.
Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.