Liselotte er fremtidsforsker: "De ved det hele! Det er så vilde ting, de kan"

Vores kroppe fortæller historier. Min morfars mor, Anna, var ”sådan en lille mørk en”, sagde min mor altid.

Fra sin barndom i 1940’erne huskede min mor, at Anna havde et skrin med eventyrlige orientalske smykker, der var langt fra, hvad arbejderklassekvinder fra København dengang normalt havde i smykkeskrinet.

Hvis de overhovedet havde et smykkeskrin. Anna var vist nok resultatet af hendes mors erotiske møde med en meget mørklødet mand fra et omrejsende cirkus.

På det eneste billede, jeg har af hende, er hun ganske rigtigt en lillebitte kvinde med mørke øjne og et kæmpestort mørkt hår. Eftersom Anna blev født i 1890’erne, er det ret svært at verificere historien.

Men noget har der i hvert fald været om snakken, for min bror og to af hans tre børn har fået mørkt hår og olivenhud. Et eller andet gen er pludselig brudt igennem.

For ikke så mange år siden, ville historien være endt der. Men så dukkede de op: De dér hjemme-DNA-tests, hvor man skraber sig i mundhulen med en vatpind og sende den til analyse til f.eks. MyHeritage, 23andme eller Ancestry.com.

Min nærmest sorthårede moster tog en, og resultatet har vi hygget os en del med i familien: Hun var en blanding af skandinav, vesteuropæer, englænder, finne – og så lige en slat sydasiatisk, formentlig indisk.

Først kom fingeraftrykket

Der er sket en del, siden englænderen Sir Francis Galton i 1880’erne systematiserede de unikke mønstre på menneskers fingerspidser og opfandt identifikation via fingeraftryk.

Nu er vi der, hvor Adrian Targett, en historielærer fra Cheddar i England, via mitokondrisk DNA, som går fra mor til barn, kan føres 300 generationer tilbage på sin mors side som efterkommer til ”The Cheddar Man”, et 9.000 år gammelt velbevaret skelet fundet i England.