Liv

Le Gammeltoft gik igennem tre spontane aborter: "Jeg stod simpelthen så alene"

af Tine Bendixen 2. februar 2021
Foto: Ulrik Jantzen
Le Gammeltoft måtte igennem tre spontane aborter, før det lykkedes hende at få de to børn og den familie, hun havde drømt om. I sin bog ”Tabet” fortæller hun og andre kvinder om den sorgfulde og svære kamp for at få børn.

Vidste du, at flere end 25 procent af de konstaterede graviditeter ender i en spontan abort? Le Gammeltoft ved det alt for godt. Hendes ”tal” er 5-2. Fem graviditeter. To børn. 

For tre-fire år siden, da hun langt om længe havde fået Filippa og Lilja Lykke, skrev hun en klumme om sine egne sorgfulde oplevelser og erkendelser og blev overrasket over alle de henvendelser, hun fik fra kvinder, der kendte turen selv. Flere af dem medvirker i Les bog ”Tabet”.

– Der er så mange kvinder, der sidder med en eksisterende sorg. Enten fordi de er midt i det, eller fordi de ikke har fået talt om det, så den ligger i dem. Det tror jeg måske i virkeligheden, den vil gøre evigt.

Som den gør det i Le selv.

”Tabet” er en invitation til at tale om det. Den handler om sorgen over det tabte barn, uanset hvor lille og ufærdigt det er. Om overraskelsen og frustrationen, når kvindekroppen ikke kan det, den er skabt til. Om bristede familiedrømme.

Det er også en bog med fakta, procenter og tal, der skaber eftertanke og selvransagelse. Hvorfor venter vi så længe med at prøve at få børn, at vi komplicerer en naturlig proces for os selv i stedet for at få dem tidligt?

Fordi det er ikke sådan, samfundsklaveret spiller, det hedder livsetablering først. Det bliver vi nødt til at forholde os til, siger Le. Hvis vi i fremtiden vil have børn.

Forkert

Le har alt for travlt til børn, da hun er i 20’erne. Hun regner selv med, at hun selvfølgelig vil få de børn, hun skal have – når hun er sådan omkring 36.

Men hun er 31 år, da hun møder Jesper, og han vil gerne have børn NU, så hvorfor ikke?

Hun smider p-pillerne, bliver gravid, det kører, selvfølgelig gør det det. Dér står hun i køkkenet næsten tre måneder henne, Jesper er til fodbold, hun har gæster. Pludselig mærker hun noget forkert i trusserne. Blod.

Den første spontane abort er en realitet.

"Pludselig begyndte jeg at bløde" - se videoen med Le Gammeltoft her

Hun er chokeret, men bliver gravid igen – og Filippa kommer til verden i 2012. Så Le tror, at næste barn bliver piece of cake.

Men en tvillingegraviditet ender med, at først det ene og så det andet foster går til. Så følger endnu en spontan abort. Hun er vred på sig selv og vred på sin krop.

Først fire år efter Filippas fødsel lykkes det: Lilja Lykke bliver i Les mave og bliver født i 2016.

– Særligt med de seneste aborter kunne jeg næsten SE fotoet af mig og min mand og de der børn og den familie, jeg havde drømt om sidde rundt om bordet – og se billedet forsvinde. Dér forsvandt det drømmebillede af min fremtid fuldstændig. Det blev til frygt: Kommer det nogen sinde til at lykkes? Skal jeg på et eller andet tidspunkt give op på den drøm?

LÆS OGSÅ: Le Gammeltoft: "Jeg er slet ikke så hård, som folk tror"

Misundelse?

– Ja, for helvede! Jeg havde svært ved at være sammen med de veninder, hvor det bare kørte. og de bare fik børn.

- Sorgen satte sig meget som vrede og lidt misundelse for mig. De forstod mig for helvede heller ikke, og DET gjorde mig nok også vred. Men man kan ikke genkende den sorg, hvis man ikke selv har prøvet at abortere på den måde.

- Jeg så på nogle af de der overskudsveninder, hvor alle deres børn matchede i den samme pyjamas, alt var perfekt, og sikke nogle flotte tørrede blomster på dit Poul Kjærholm-bord! Og jeg sad dér med blod i mine underbukser og fik at vide: ”Det går næste gang.” Hvad fanden ved du om det?

- Det gjorde det endnu sværere! Så hellere gå ind i, at det ER svært, og det for helvede godt kan være, at det ikke lykkes. Den der ”op på hesten igen” og alt det crap hjælper ikke rigtig.

- Jeg tror i stedet, det handler om at anerkende, at det er sorgfuldt. Vi mangler sprog for det. Vi bliver nødt til at kunne tale om, at når vi har et problem som det her, så er vi sårbare, vi er i sorg, vi er vrede, vi er i afmagt, vi er i kontroltab. Så skal vi ikke prøve at fikse hinanden med ”op på hesten”. Vi skal bare have mulighed for at tale og få et kram.

Også på arbejdspladsen:

– Det, at de første 12 uger er blevet sådan et hemmelighedskræmmeri, gør det meget, meget svært, når man aborterer spontant. Det bliver vi også nødt til at kigge på.

Generaliering

Le har som chef selv mødt mange gravide ansatte. Også ansatte, der aborterede.

– Mange af mine ansatte har fantastisk nok følt sig trygge nok til meget tidligt at sige til mig, at de var gravide. Og hvis det så går galt, er det meget lettere at komme og sige: ”Jeg har tabt min graviditet, jeg har brug for en uge.” Selvfølgelig!

Er der forskel på graviditetstabet for kvinder og mænd?

– Ja! Det er der da! De er en grov generalisering, jeg kommer med her, men rigtig mange mænd bliver først klar til at blive fædre fra det øjeblik, de mærker barnet sparke. De er jo ikke med i den første fase.

- Jeg tror, at især med det første barn kan det være ekstremt abstrakt for en mand: Min kone kaster op, har det skidt, har kvalme, gider ikke knalde, hun er sgu træt hele tiden og ugidelig og ikke sjov og kan ikke gå med på bar. 

- For mit eget vedkommende tror jeg slet ikke, min nu eks forstod hele det der graviditets-noget, før der var et barn. Men tilknytningen og beskyttertrangen får man som kvinde tidligt, fordi man tydeligt kan mærke, at noget er helt anderledes. Jeg havde ikke selv troet, det ville komme så tidligt, men der er jo LIV. Shit, der er virkelig et lillebitte barn i min mave!

Le Gammeltoft

42 år, iværksætter, radiovært, podcaster og direktør for Heartbeats, som hun selv startede. 

Uddannet cand.mag. i engelsk og moderne kultur og kulturformidling. 

Mor til Filippa (8) og Lilja Lykke (4) – det lykkedes endelig at blive mor til to efter flere spontane aborter. 

Le blev ”skilt” fra deres far for halvandet år siden og er kæreste med Tommy Ahlers, medlem af Folketinget for Venstre.

Videre!

Når Le tænker tilbage, er det ord som ”sorg” og ”vrede”, der fylder.

– Og ensomhed. Jeg stod simpelt hen så alene.

Selv om du havde en mand?

– Ja. Min nu eksmand er faktisk med i bogen med et kapitel. Og han tapper lidt ind i historien om, at vi ikke talte om det. For det gjorde vi faktisk ikke. Det har både noget med vores forhold at gøre, og det har altså også noget med mig at gøre.

- Jeg har ikke været særlig god til at sætte ord på, mens jeg stod i det, fordi jeg bare er VIDERE, det må jeg fikse, og så må jeg klare det. Jeg er sådan en fixer, som gerne vil have styr på det. Kontrol!

LÆS OGSÅ: Sisse Sejr: Jeg er sårbar gravid i systemet, men jeg vil hellere kalde det “mistroisk gravid”

- Men jeg følte mig meget alene i det. Jeg tænkte også: Det kan ikke nytte, at jeg sidder her og er ked af det, det kommer der sgu ikke noget barn ud af, VIDERE.

- Det har måske på nogle områder været meget godt, fordi jeg også hurtigt er blevet gravid igen. Og igen. Og igen. Men jeg bearbejdede det så ikke efterfølgende, og det var ikke så smart. Det gør jeg så ongoing nu.

– Jeg må også bare erkende, at jeg ikke selv var særlig god til at snakke om de sårbare ting. Det var det, der var svært. Det tapper måske også ind i, at min eks og jeg måske ikke havde et særlig stærkt forhold på det tidspunkt heller.

- Vores kommunikation var ikke så stærk, så jeg VAR alene med det. Så bliver det på et tidspunkt lettest at lukke af for nogle ting og bare køre videre, ellers bliver det for sorgfuldt og svært at fungere.

Hvad med presset på parforholdet – bliver han?

– Ja. Dér var vi ikke. Det talte vi ikke om, vi talte jo så ikke om det, kan man sige. Men ja, jeg tror klart, at nogle kvinder bliver bange: Hvis jeg ikke kan give ham et barn, vil han da ikke være sammen med mig, så får han et barn med en anden.

- Nogle bliver meget bekymrede for, om de kan holde på deres parforhold. Jeg nåede slet ikke derud. Men det er klart – forholdet kommer under pres.

Sexlivet inklusive …

– Hold kæft, hvor det sætter det under pres at prøve at blive gravid igen og igen.

- Pludselig handler det om ægløsning og cyklus, og aflevér! Det er ikke sexet. Generelt: At skulle styre noget som helst, der handler om sex, med et ur og en kalender – det er ikke den rigtige vej at gå med ens sexliv.

- Men … jeg tror også, det handler meget om, hvilken kvinde og hvilken mand vi var, hvilken blanding. Vores dynamik. Min maskuline side er ret udtalt, fordi jeg er i kontrol og en fixer og meget stærk.

- Hvis jeg samtidig skal fortælle min mand, hvornår han skal knalde mig, bliver det måske en lille my for meget. Så bliver jeg for dominerende. Jeg tror klart, det har været et af vores problemer. Jeg fyldte det hele.

Rasende

Le er en tough cookie. Derfor gør det også ekstra indtryk, når hun fortæller om sine oplevelser med sundhedsvæsenet især i forbindelse med den første spontane abort.

Hun er i uge 11 og bløder meget, men Rigshospitalet vil ikke se hende, da hun ringer. Hun kan ringe igen dagen efter, hvis hun stadig bløder. Jesper bliver rasende og insisterer, så de tager på hospitalet, hvor en læge konstaterer, at der ikke er liv, og sender hende hjem igen.

Efter en uge får Le så ”pisselorte-ondt”, som hun aldrig har haft før. Hun fryser i maj og ringer til sin mor, der er læge. Moren insisterer på, at Le skal på hospitalet. 

– Jeg tager Jespers snowboardjakke på og sætter mig i bilen med sædevarme og kører ind på Riget.

- Jeg begynder at græde, da de kalder mig ind, og siger, ”undskyld, jeg er normalt ikke særlig sart og har en høj smertetærskel, men jeg har simpelt hen så ondt”. ”Nå,” siger den kvindelige læge.

- Jeg bliver lagt på briksen, så sætter hun kraftedeme sin studerende til at undersøge mig og stikke hånden op i mig, mens jeg ligger og græder og har det forfærdeligt. Hun har ingen situationsfornemmelse og er bare sådan, ”alt er fint”.

Ude i bilen tænder Le for sædevarmen og ringer hulkende til sin mor:

– ”De har bare sendt mig hjem.” ”Det giver ingen mening, det kan de ikke,” siger min mor og beder mig tage hjem og tage min temperatur, så hun kan ringe til sin ven, der er gynækologisk overlæge. Det viser sig, at jeg har flyvende feber og infektion i underlivet.

- Jeg er bare heldig, at jeg har en ressourcestærk familie og kan få noget hjælp. Jeg har været overrasket – og det tror jeg, at mange er, hvilket man også kan se i folks historier i bogen – over, hvor meget man bliver ladt i stikken af sundhedspersonalet, når man har aborteret spontant.

Det sundhedssystem, der egentlig skal levere omsorg, lider af omsorgsmangel, siger hun.

– Hver gang jeg blev gravid, var jeg bange for at abortere igen, så jeg blev scannet ofte og i det private i de første seks-otte uger, og jeg betalte selv.

- Hvis jeg kunne få en tid til scanning to timer efter, skulle jeg ikke gå rundt i uvished. For hver gang jeg blev nervøs og ringede 1813 eller til skadestuen, var der bare afvisning. Det offentlige har været så ligeglad med mig.

Sex

Langt de fleste spontane aborter sker inden for de første 12 graviditetsuger. Og kvindens alder spiller ind. Allerede ved 30-årsalderen er risikoen for spontan abort stigende, og ved 35-årsalderen er den markant.

Så den kedelige sandhed er, at rigtig mange unge kvinder bruger deres bedst fertile tid på at frygte at blive gravide. Når de så gerne vil være det, er det ikke så nemt længere.

– ALTING før min første graviditet havde handlet om: Jeg må fandeme ikke blive gravid. Der var også noget lidt skamfuldt om det, der er meget skam generelt om sex for kvinder stadigvæk.

- Det der med at komme som 22-årig og være gravid ville også være skamfuldt i min familie. Havde jeg været så stor en idiot? Det ville mine forældre eddermame synes, var tumpet af mig. Så tanken om at blive gravid skræmte mig fra vid og sans.

- Det var først MEGET senere, at det skulle på tale. Så fra jeg blev seksuelt aktiv som 15-årig, til jeg begyndte at snakke med min daværende mand om at få et barn, var der jo gået 15 år! Hvor mit største formål med sex nærmest var IKKE at blive gravid. Jeg havde taget p-piller i freaking 15 år, jeg havde aldrig nogen sinde mærket en ægløsning, jeg vidste ikke, hvad det var!

- Da jeg smed p-pillerne og vågnede en nat med sindssygt ondt i den ene side, havde jeg ingen anelse om, at det var ægløsning. Tænk, at vi er så dumme over for vores krop. Jeg kendte slet ikke min krops mekanismer.

– Og pludselig handlede det så om: KAN jeg overhovedet blive gravid? Det gik op for mig, at ret mange i min omgangskreds havde svært ved at blive gravide. HOV! Nu har vi skullet passe på og har taget p-piller, brugt spiral, kondom, fortrydelsespiller, og hvad vi ellers har proppet i os for at undgå graviditet, og så bliver bekymringen vendt 100 procent på hovedet: Nu vil jeg gerne være gravid, kan jeg overhovedet blive det?

- Det paradoksale er, at jeg faktisk havde forestillet mig, at jeg skulle være ÆLDRE, før jeg blev mor, end jeg endte med at blive. Fordi jeg netop havde så travlt med mig, mig, mig. Jeg havde tænkt, at jeg skulle have et barn, når jeg var 36.

- Jeg er lykkelig for, at jeg var 31-32 år, da vi begyndte at snakke om det i stedet. Der er ingen tvivl om, at vi ER nogle tumper, hvad det her angår. Fertilitet kommer til at være et gigant issue for os de næste mange år.

Fordi: Piger går i puberteten tidligere og tidligere. Og vil have børn senere og senere i voksenlivet. Men de har altså kun de æg, de har. Det er et simpelt regnestykke, siger Le. For æggebakken bliver tilsvarende tidligere tom. Det skal vi indse. Og få de børn. Tidligt. Vælge at få børn med ham, man er kæreste med, når man er i 20’erne.

– Vi skal først og fremmest begynde at tale om, hvornår vi får børn, og om graviditeter, sexliv og kvindefrigørelse round two. Hvornår er det i virkeligheden det med børn og fertilitet?

- Vi bliver nødt til at snakke om, at vi er i gang med at vende det helt forkert på hovedet. At vi faktisk er i gang med at give os selv nogle ret store problemer, når vi venter så længe, som vi gør. Det er en samfundsdebat, vi bliver nødt til at tage.

– Måske skal vi også bare revurdere vores indtryk af ægteskabet, parforholdet, forældreskabet og begynde at dele det op i nogle andre livsfaser.

- Vi bliver livsmæssigt også meget ældre nu, end dengang man snakkede om ægteskab som 19-årig som noget naturligt.

LÆS OGSÅ: Jannike gik igennem 10 senaborter: ”Det er det værste, man kan opleve"

- Det kan være, at faren til mine børn er en, jeg har været sammen med i 20 år, og så har det være fantastisk, og så er jeg 45 og finder en NY. Hvis vi alle sammen bliver 90-100 år, gider man så alligevel at være sammen med den samme mand i 60 år? I don’t think so! Jeg kan bare sige, at jeg mødte min eks, da jeg var 31, og det blev jo HELLER ikke os.

Var de spontane aborter en del af årsagen til bruddet?

– Naarh. Men det har nok været en del af det. Den ensomhed, jeg følte i det, har i hvert fald ikke hjulpet os. Vi er heldigvis super gode venner og har fået de børn, vi skulle have, og det er de rigtige børn – nu er vi venner med børn.

De børn, der ikke blev?

– Dem skulle jeg ikke have. Det er jeg nødt til at holde fast i. Jeg skulle have de to børn, jeg har fået.

Følelser

Under hele samtalen har 8-årige Filippa siddet i sofaen med sin iPad. Og Le har talt åbent. Hvis hun har lært noget af hele den sorgfulde og sårbare kamp for at få børn, så er det sætte ord på sine følelser og tale om tingene.

– Jeg kan meget tydeligt se, hvor der ikke var et sprog i mit barndomshjem. Hvilke ting vi ikke kunne tale om. Så jeg prøver virkelig at snakke om tingene med mine piger. Vi taler meget åbent om menstruation, bryster, kærlighed, kærester, pubertet, sex, børn. Alle de der ting. Vi taler også om at være gravid og føde. Jeg fortæller dem historien om, dengang de blev født. 

- Det bliver et ærligt og fint møde med ens døtre. Det er også vigtigt at kunne tale om aborter og fertilitet. Mine børn bliver nødt til at have fornemmelsen af, at det ikke er noget, man selv styrer, at det er noget, der er en del af livet. Samtalerne med børn er fantastiske, og som voksne skal vi gribe chancerne for at give vores børn det sprog. Jeg tror ikke, der var nogen, der gav mig det sprog.

- I akademikerkredse i min generation har vores forældre ikke været særlig gode til at snakke omsorgsfuldt, varmt og værdifuldt omkring mange af de ting.

- Det har mere været sådan: Mor skal på arbejde, vi tjener nogle penge, vi skal have ligestilling, og vi skal selvfølgelig have en universitetsuddannelse. Det bliver igen meget kontrolfyldt og planlæggende. I min bogreol står der fotoalbum fra hver eneste år, siden børnene blev født og snaskede blev lagt op på min mave. Der er det HELE.

- Det er min fineste fucking opgave at prøve at give mine børn et sprog for følelser, sorg, vrede, kærlighed, lidenskab, tosserier og kontroltab.

- Prøve at lære dem det. For det fik jeg ikke, og det har gjort det med de spontane aborter langt sværere for mig. Jeg lærer det nu. Nu går jeg så i 3. klasse i følelser!

I dag hedder Les kæreste Tommy Ahlers. Han har to børn fra et tidligere forhold, så nu er der jævnligt fire børn på Les matrikel på Amager. Livet er fyldt med børn.

Hvis du ikke var blevet mor?

– Ja… Jeg tror faktisk, det havde været den største sorg for mig. Jeg har tidligere set mig selv som 50-60-årig og tænkt: Hvad er dét uden børn?

- Alene tanken kunne jeg ikke rumme. Tænk, hvis jeg ikke havde haft mine piger. Hvad havde mit liv så været? Så nej … Hvis jeg ikke selv havde fået børn, havde jeg adopteret. Jeg havde ikke levet et barnløst liv. Det lå simpelt hen ikke i mine kort.